Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Thorsminde-Søndervig, 33,9 km (106).
Søndag dem 5. juli, 2015.
Det var en regnfuld nat på campingpladsen i Thorsminde, og en tæt regndis hænger over landskabet. I løbet af dagen brænder solen det øverste lag bort, men nær jorden bliver disen hængende.
Som jeg går over broen over Nissums Fjords udløb kan jeg dårligt se fjorden i øst eller Vesterhavet i vest. Der er væsentligt mindre præg af fiskeindustri end i Hvide Sande og ikke langt til de første klitter. Jeg fortsætter min vandring ad landtangen mod syd, den overgroede vold af klitter på vestsiden og engene ud mod Nissum Fjord på venstre hånd. Små flokke af heste og køer dukker langsomt frem af disen. Jeg ser hvide køer græsse langt ude i engene, men de sortbrogede køer har lejret sig helt oppe ved landevejen, nysgerrige og selskabsøgende.
Nær ved landevejen står en mindesten for et stort skibsforlis ud for Thorsminde i begyndelsen af attenhundredetallet. To engelske orlogsskibe med besætning på langt over tusind mand gik ned. Der var kun få overlevende, og hundredvis af omkomne blev begravet i såkaldte dødemandsbjerge ude i klitterne.
Hvor tangen møder hovedlandet ligger ferieområdet Husby, i dag med kræmmermarked skiltet på både dansk og tysk (Flohmarkt). Jeg går forbi boderne og sommerhusene og ind i plantagen. Jeg vil gå et stykke langs med havet og vælger en sti gennem plantage, klithede og klitter ud til stranden. Undervejs passerer jeg Raketvejen, hvis navn hentyder til de raketter, der i sin tid blev brugt til at skyde redningsliner ud til skibe i havsnød.
På den yderste parkeringsplads kommer tyske morgenbadere svøbt i store spraglede håndklæder mig i møde. Kysten er et stykke klassisk Vestkyst, bred, flad sandstrand, ingen grusstrand, som jeg så på gårsdagen vandring ved Bovbjerg.
For at lette redningsaktioner ved mulige drukneulykker har man nummereret stierne ud til stranden og opstillet skilte. Jeg skal gå fra 156 til 154. Den brede strand er gennemfuret af hjulspor, den højere vandstand har efterladt aflange strandsøer nær vandkanten, hvor det våde sand er pyntet med små gopler med et smukt cirkulært blåt mønster. Hvor klitterne er højest, hviler det lyse sand på et meterhøjt mørkt underlag, der er fuldstændigt vandret. Det er formodentligt oprindelig moræne, der er blevet oplejret med klitlandskab på grund af sandfygning og nu i fællesskab nedbrydes af havet.
Jeg finder kyststi 154 få hundrede meter fra en gammel bunker dekoreret med en nyere tids spraglede grafitti. Som så ofte er der strøet halm på stien i sandet for at modvirke erosion. Inde i landet fører en smal sti over let kuperet klithede frem til plantagen. Dybt inde i plantagen fører en stejl trappe op på Nøgenbjerg, hvis navn må komme fra det eksponerede sand på toppen af den beplantede klit. Heroppe fra er der vid udsigt over nåletræsplantagen ud mod klitterne og havet.
Længere fremme støder jeg på en hugorm. Død desværre, nogen har hugget hovedet af den, på trods af at det er en fredet art.
Jeg følger skovstier og grusveje ind gennem plantagen, frem til Husby Kirke ved plantagens sydøstlige hjørne. Med fyldt vandflaske tager jeg hul på den lange vandring ad vejen til Søndervig. Landevejen trækker hurtigt ud mod kysten. Klitterne ligger på vekslende afstand af landevejen, der er stræk af flad klithede eller eng. Der er enkelte klitgårde i gammel stil, men flere nyere sommerhuse i imiteret stil. På venstre hånd er der frodigt græs med køer og heste. Og af til glitrende vandflader. I sin tid var det et stort fjordområde, sammenhængende med Ringkøbing Fjord, men afvandingsprojekter helt frem til 1950’erne afskar arealerne fra fjorden. Tættest på ligger Vest Stadil Fjord, fragmenteret i Nordre, Mellem og Sønderdyb, længere inde i landet ligger Stadil Fjord. I dag er det ferskvandssøer, i vekslende grad inddraget i naturreetableringsprojekter og vigtige vådområder især for gæs. Langt ude på engene ser jeg da også en stor hvid mågeflok tæt på en flok af mørkere gæs, salt og peber.
Som jeg nærmer mig Søndervig bliver der færre husdyr på engene, i stedet står de store marker hen med endeløse rækker plasticindpakkede bigballer. På den vestlige side af vejen kommer der tættere klynger af sommerhuse, en købmand, et kræmmermarked. Enkelte steder skal støjvolde af jord værne om sommerhusejernes idyl; de er smukt overgroede med en blanding af lilla katost og røde valmuer.
Jeg forlader landevejen og ankommer til Søndervig ad byens lange travle turiststrøg, tæt besat med restauranter, cafèer, tøjbutikker, et diskotek og et vandland. Efter et nødvendigt indkøb af kolde drikkevarer kan jeg gå ud til stoppestedet ved Ringkøbingvejen.
Age of Assassins, 364-404.
Jyske Vandreture 