Skørping-Hobro (499)

Udklip499

Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Skørping-Hobro, 31 km (499).
Søndag den 24. september 2023.

Skørping ligger centralt i Rold Skov, med en station på den Jyske Længdebane mellem Århus og Ålborg. Der er ikke langt fra perronen til skovbrynet. Det er stadigt varme efterårsdage, en hel del sol dagen igennem, med vekslende skydække.
Der er lysninger i skoven, med gamle skovløberhuse. Små skovsøer, damme dækket af lysegrøn andemad. Ude af syne har et par skovskader et højlydt skænderi, men ellers er der stille, bortset fra det dæmpede brus af et forbipasserende tog. Jeg går mod syd, og jernbaneskinnerne er sjældent langt væk. Hvor høje nåletræer står med tæt sluttende kroner, når solen igennem i uregelmæssige pletter. Langs skovvejen danner de en perlekæde af solskinspytter, grenværket foroven er mærkbart tyndere.
På vejen mod syd passerer jeg Den Jyske Skovhave, et arboret med et stor samling træer fra klodens tempererede egne, små skilte med navne og kort fortæller hvorfra. Længere syd på holder Naturstyrelsen til i en velholdt skovridergård ved en lysning. En flåde af biler fylder gårdspladen. Tæt ved er der en klynge gamle, velholdte lader med plankerne tjærede sorte. De største af skovens moser ligge ovre ved Økssø, men lige her støder en ganske anseelig moseflade op til skovvejen mod syd. Den åbner er betragteligt rum i skoven, vandet står højt langs vejen.
Snart når jeg lysåben bøgeskov, skovbunden er dækket af visne blade, mens grøn mos vokser højt op på stammerne. I nåleskoven dækker mosset også partier af skovbunden, mens det andre steder er det højt bregnekrat, meget af det visnet til en rustrød farve. Et par myretuer tårner sig op i vejkanten. Jeg er kommet ind i den private del af skoven, mindre grus på vejen, dybere traktorspor. Forude er landevejen mod Arden.
Syd for byen kommer jeg ud på det åbne, dyrkede land. Der er vid udsigt hen over markerne til fjerne skovbryn. Stadig en smule kvæg på græs under høj himmel. En himmel som hurtig er ved at blive overskyet med dramatisk skyformationer og bjælker af lys ned på landskabet. Det bliver til nogle få øjeblikke med støvregn, men det går i sig selv.
Det er en stille dag, spurve synger i skjul fra de få totter af lavt krat langs vejsiden. En enkelt vedholdende bi søger mod kløver. Min rute zigzagger sig syd på mod Hobro, sommetider tæt nok på til at høre suset fra et hvidt DSB-tog, der kører forbi på den lave banedæmning.
Bien er ikke den eneste, der er sent ude, et sted ligger slået græs i lange baner, og en svag duft af hø hænger over landskabet. En tårnfalk flyver over mit hoved, en lang hale efter den spinkle krop. Længere fremme, hvor vejen slår et skarpt sving, er der en lille stump skov. Over trækronerne er en flok krager i gang med at mobbe en større fugl. Jeg tror først, det er en rovfugl – indtil den giver lyd fra sig. Det viser sig at være en ravn, få øjeblikke senere passerer den sorte fugl over mit hoved, uden krager og med et vist tab af værdighed.
Forude høres et kor af stemmer. Det er lyden af en fodboldkamp uden tilskuere, blot spillernes opmuntrende råb til hinanden. To drengehold, grønne bluser mod hvide bluser, ser jeg, da jeg går forbi. Stadionet er et par plæner omgivet et højt hegn, ikke andet end marker inden for synsvidde. Det eneste, der endnu ikke er høstet, er majs, der står tilbage i høje, tætte stykker, som de uspiste levninger på et kagefad. Betænksomme landmænd har sået blomsterstriber og -stykker. Solsikkerne stikker ud, høje og med store gule blomsterhoveder.
Som jeg nærmer mig Hobro drejer jeg mod vest ad en mindre vej, krydser jernbanen, og kan snart se høje industribygninger stik syd, på den anden side af en smal ådal. På den græsklædte skråning græsser en lille flok alpakaer i brogede farver, rødbrun, grå, flødefarvet.
Jeg fortsætter mod vest, møder indfaldsvejen mod Hobro, og fra den kommer jeg ned i den smalle ådal, som jernbanen benytter det sidste stykke ind mod Hobro. Der er store nyopførte villaer øverst på skråninger, mens dalbunden ligger hen i en blanding af eng og krat, indhegnet og afgræsset med kvæg. Et net af smalle stier, asfalterede og med rækker af lygtepæle, fører igennem den grønne kile, til sidst med en stejl stigning op til et parcelhuskvarter på den anden side af jernbanen. Herfra finder jeg vej til togstationen i Hobro, højt på siden af den brede dal i forlængelse af Mariager Fjord.

Michael Sommer: Dark Rome, 174-205.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv en kommentar