Den gule linje viser andre vandredage. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Langs Kielerkanalen, 21 km (501).
Onsdag den 18. oktober 2023.
To parallelle højbroer fører Kiels trafik over Kielerkanalen. Den østlige bærer navnet Olympiabrücke. Kiel er Tysklands vigtigste sejlsportsby, vært for den årlige Kieler Woche, en af verdens største sejlsportsbegivenheder, og dertil en uge fyldt med kulturelle begivenheder, som hvert år tiltrækker millioner af besøgende. Da de Olympiske Lege i 1972 blev afholdt i München, var det derfor naturligt, at sejlsportskonkurrencerne blev henlagt til Kiel. Olympiabrücke blev bygget for at håndtere den store trafik til det olympiske centrum få kilometer nord for kanalen.
Som jeg sidder i bybussen til færgestedet i Holtenau, på kanalens nordside, får jeg en fin udsigt over sluseanlægget i øst. Bilister i personbiler skal ikke distraheres, det sørger et rækværk af uigennemsigtige metalplader for, men fra et bussædes højere position kan man se gennem kabelrækværket højere oppe. Nordøstsøkanalen hedder det på tysk, med et tilsvarende sluseanlæg i Brunsbüttel, nær Elbens udmunding i Vadehavet og Nordsøen.
Holtenau-Wik hedder færgefarten over kanalen. Desværre er færgen til reparation i denne uge, som jeg konstaterede for et par dage siden (vandredag 500), men det skal ikke forhindre mig i at starte min vandredag ved nordsidens anløbsbro.
Det er en smuk efterårsdag med blå himmel og høj sol, efterårskølighed i luften. På nordsiden af kanalen er der en idyllisk gade med herskabshuse, på den anden bred er der industrianlæg og fragtskibe ved kajen. Hvide brændstoftanke, et rød fragtskib og højbroen spejler sig flimrende i vandoverfladen. Som jeg går mod vest afløses byhusene af villaer med gamle haver. En skovskade skælder ud og lader sig se nogle sekunder på et grantræs gren, før den fortrækker til et nærliggende skovbryn.
Efter at have passeret Olympiabrücke kommer jeg ud på sporet langs kanalen. Tre-fire mænd står med lystfiskerstænger, i diskret afstand fra hinanden, og derefter har jeg det for mig selv, bortset fra en lejlighedsvis hundelufter. Skarve tørrer vinger i solen, siddende på bolværkspæle, et tranetræk passerer højt på himlen, fulgt af en enkelt lavt flyvende trane, med lange, spørgende kald.
Jeg går frisk til, og snart har jeg det næste sæt dobbeltbroer i syne. Her tager min vandredag imidlertid en anden vending. Vejen langs kanalen er spærret, på grund af renovation af broen. Et oversigtskort viser mulige omveje langs den sydlige bred, men det hjælper ikke mig.
I stedet kommer jeg ud på en ti kilometer lang omvej, i første omgang ad tilgroede stier og blinde grusveje. En sti, der er afmærket på mit kort med en selvsikker rød streg, viser sig at være en næsten usynlig skygge gennem et vildt voksende krat, på kanten af sump. Gennem vildnisset kan jeg se den grønne overflade af damme, glimt af gråænder og svane, dernæst svirrende vinger som fuglene tager flugten. Den blinde grusvej, jeg omsider når frem, kryber langs et skovbryn og dernæst mellem store markstykker, indtil jeg når endnu en grusvej, lige en nummer større. Dernæst møder jeg sprukken asfalt, græs har fået fat mellem asfaltflager, og så når jeg omsider frem til en regulær vej.
Der er ikke megen trafik, en enkelt langsomt kørende bil dukker ind i skoven forude og gør så brat holdt. En perlerække af rådyr krydser vejbanen, hvert dyr adskilt fra det næste af afmålte, tøvende sekunder, der nok kunne friste en bilist til at tro, at nu er den sidste hjort passeret. Dyrene er i tyk gråbrun vinterpelse. Bilisten venter heldigvis tålmodigt.
Som jeg går de næste kilometer, er det tydeligt, at egnen må være et paradis for rådyr. Store godsmarker, lange læhegn, masser af små skove. Det er en fornøjelse af gå i det smukke vejr, med gulnende efterårsløv, men der er ikke mange gennemgående veje, så jeg må gå adskillige kilometer, før jeg kan dreje mod syd igen, nu flere kilometer nord for kanalen.
Vejskiltene peger til kroen i Levensau, der ligger ensomt ved et vejkryds. Fra en grusvej kommer en stor lastbil kørende med et tomt lad. Jeg skal ad den vej for at nå tilbage til kanalen, men store tavler oplyser om yderligere afspærrede stræk af vandrevejen, meget længere strækninger denne gang, omveje langt ind i landet, så jeg må se i øjnene, at min oprindelige plan om at gå til Rendsburg ikke kan realiseres i dag.
I stedet slår jeg ind på den lange skruede rampe, der fører landevejen op til højbroen ved Levensau. Snart kan jeg nyde en glimrende udsigt over det dyrkede landskab, græssende kvæg på engen dybt under mig. En ravn skriger gennemtrængende, viser sig glitrende sort i sollyset, den kileformede hale i tydelig silhuet, så flyver den over mit hoved, men bliver længe ved med at kalde fra et skjul i skovbrynet.
Der er også to parallelle broer ved Levensau. Den ene er en prunkløs betonkonstruktion, lige betonsøjler, en vejbane som en lineal. Den bro, jeg går ad, er en ældre sag, med vejbane, togspor, cykel- og gangsti. Den er bygget over to stålbuer, hvis toppe rager op over vejbanen, malet i en rødbrun farve, med masser af tværstivere og tæt besat med nitter. Gangstien er kantet af et rækværk med firkantet trådgitter. Lokale kærestepar har efterladt snesevis af små hængelåse, med indgraverede navne, som man også kan se det på parisiske broer og andre steder. Under den høje sol har kanalens vand en kold blågrøn farve, et par fragtskibe arbejder sig langsomt mod øst. Farten er ikke meget over skridtgang, ikke nok til at frembring hvidt skum, kølvandet er blot en endeløs krusning, der i vifteform dovent vandrer ud mod kanalens bredder.
Der er også renovationsarbejde og afspærringer på den anden side af kanalen, men det lykkedes mig at finde en kringlet vej gennem forstaden Suchsdorft til en stor byskov, hvor fra en smal sti fører ned ad den sydlige breds høje skrænt. En servicevej følger kanalen mod øst. Lystfiskere har adskillige stænger i gang, på den anden side af bredden kan jeg se de smukke gamle huse, og den idylliske gade foran dem. Min side af kanalen er imidlertid domineret af industrianlæg, så inden længe spærrer høje trådhegn for videre fremfærd. I stedet må jeg gennem en strimmel skov øverst på skrænten, bag om brændstoftanke og lagerbygninger, under Olympiabrücke og dens tvilling, over en jernbane, indtil jeg til sidst kommer ned på en industrivej.
Få hundrede meter fremme ligger færgestedet i Wik. Man skal krydse en ubevogtet jernbaneovergang for at komme ud til den lille anlægsbro. Slusen er ganske tæt på, et lille fint klokketårn derovre, blå himmel over blåt vand. Og dernæst den korte tur til busstoppestedet.
Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 76-160.
Jyske Vandreture 