Den orange linje viser vandring på Oksevejen. Den gule linje viser andre vandredage. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Itzehoe-Glückstadt, 26 km (519).
Lørdag den 27. juli 2024.
Min vandredag begynder som den sluttede i går, på perronen ved en togstation i en mindre tysk provinsby, men det er et ganske anderledes landskab, jeg har foran mig. Ikke hederne og plantagerne på Lüneburger Heide, men derimod den flade Elbmarsk og digerne langs floden Stör.
Det er ikke så længe siden, at jeg afsluttede en tre-dages vandretur fra Lübeck til Itzehoe her. I dag skal jeg gå til Glückstadt ved Elben i syd. Digekronerne er de højeste punkter under dagens vandring.
Først skal jeg dog mod vest, ud af byen, under den høje bro der fører hovedvejen over Stör, indtil jeg kan dreje mod syd og gå gennem et gammelt fiskerleje til en langt mindre klapbro.
Hvide skyer spejler sig i den brede flods vand. Det er en solrig dag, næsten uden vind, kun korte forbigående byger. Digerne rejser sig omgående, græsbevoksede i tre-fire meters højde, endnu før jeg er kommet uden for bygrænsen. Får græsser øverst, en sortkrage har fundet en udkigspost, siddende på ryggen af et af dyrene. Noget usædvanligt er der også kvæg, som får lov til at græsse på selve diget og digekronen, på trods af deres tunge, skarpe klove. Måske er det fordi, floden er reguleret af en sluse ved udløbet i Elben.
Inden for diget er der små flækker og gårde langs landevejen, firkantede marker med græs, korn og majs, inddelt af afvandingskanaler, i det fjerne et langt kig til de høje brobuer ved Itzehoe. Gåseflokke flyver gennem luften, og som jeg får mulighed for at bestige diget, ser jeg ænder, gæs og måger ved de smalle mudderbanker langs bredderne. Alliker og råger færdes i flokke mellem fårene på diget, stære flyver og samles i en flok, inden de med svirrende vinger, slår sig ned i et udgået træ, for hvis fod kvæget raster. Som jeg nærmer mig, trækker flokken videre og opløses igen.
De små byer langs diget har landsbykirker, og et vist mål af turisme, endog en enkelt biergarten er der plads til. Flere steder er der små anlæg med mindesten for de lokale ofre i Tysklands krige de sidste to hundrede år. Af og til løber diget i en utilgængelig løkke ud mod flodens store svingninger. Andre steder er diget gennembrudt for at føre små stikveje igennem.
Jeg når landevejsbroen ved slusen nær Störs udløb i Elben, hvor jeg også var sidste år på en vandretur mod Elbens udmunding i Vadehavet. Her når floden sin maksimale bredde, med en lille flodhavn, hvor nogle få fartøjer ligger for anker. Herfra har jeg mulighed for at gå ad servicevejen uden for diget, der også tjener som cykelsti. Det er lavvande, og mudderfladerne er blottede til glæde for måger og gæs.
Umiddelbart fremme er Elben, med dens færger og fragtskibe. Det er gået hen og blevet en ganske varm dag, så jeg søger op på digekronen for at få lidt brise. Selv om der endnu er flere kilometer til Glückstadt står der med regelmæssige mellemrum bænke. Forude ligger færgelejet, med en flere hundrede meter lang bilkø. Især folk med campingvogne virker opsat på at undgå at skulle krydse floden ved Hamburg.
I Glückstadt gør jeg en omvej omkring den lille idylliske flodhavn med træbåde. Byens gamle gader tager sig indbydende ud med velholdte gamle huse og en overflod af blomster. Byens torv har stadigvæk et hotel med Christian den Fjerdes navn, og der er ingen mangel på gammeldagsisvafler og cafésæder i den korte hovedgade, som jeg går igennem på min vej til stationen.
Caleb Carr: Sindssygelægen, 337-569.
Jyske Vandreture 