Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Mossø, 29 km (528).
Søndag den 26. januar 2025.
Det er en grå og kold vinterdag, som jeg af toget ved trinbrættet i Alken, nordøst for Mossø. Landsbyen ligger højt på bakken nordøst for søen, og så snart jeg kommer uden for bebyggelsen kan jeg se den store sø dække dalbunden fra dalside til dalside. Skovpartier veksler med åbent land på de mest moderate skråninger.
Med et overfladeareal på knapt 17 kvadratkilometer er Mossø Jyllands største sø. Eller næststørste – nogen målinger registrerer Stadil Fjord i Vestjylland som lidt større. Mossø har dog et større vandvolumen, med dybder ned til 22 meter. Stadil Fjord er en afsnøret fjordarm, konverteret til ferskvandssø, med en maksimaldybde på to en halv meter.
Jeg går mod syd, ned ad bakkesiden, hvor der ligger en stribe sommerhuse på det lave terræn omkring Illerup Ås udløb til Mossø. Med de mere regnfulde vintre er landevej og sommerhuse oftere og oftere oversvømmede, men så vidt er det ikke kommet i år. På sin vej til søen passerer åen Illerup Enge og Alken Enge, hvor der er gjort store jernalderfund af ofrede våben, udstillede på Moesgård Museum.
Den østlige ende af søen giver de bedste muligheder for adgang til søbredden. Den kolde dag er uden vind, så søens overflade er rolig og glansløs under den grå himmel, så tæt at det ikke er muligt at se til den fjerne ende af søen, ti kilometer mod vest. En tynd bræmme af rør kanter søen, og søbredden er reduceret til et par fod gråt sand, vandet klart og gennemsigtigt. Andre steder står krogede træer i vandkanten, med sump mellem træerne, kær på små stykker åbent terræn. Ved sommerhusene har nogen cementeret en lille havfruestatue til en mosbevokset sten i vandkanten. I en lille bæk har strømmen stuvet en overflod af tagrørsstykker sammen, de er mekanisk klippet til samme længde, og i det trange rum danner de et flot parketgulvsmønster.
Snart trækker den smalle asfaltvej dog på afstand af den store sø og højere op på bakkesiden, hvor den møder den travle landevej mod Bryrup. Herfra er der udsigt mod bakkemassivet med Danmarks højeste naturlige punkter: Yding Skovhøj, Ejer Bavnehøj og Møllehøj. Umiddelbart foran mig dykker landevejen ned i en mindre ådal, der fører Tåning Å ud mod det sydøstlige hjørne af Mossø. Åen kommer med stor vandføring, den afvander Skanderborg Sø, og der ligger en stor vandmølle her, med præg af tidlig industrialisering. Opstrøms er der små træbroer til isætning af kanoer.
Sø snart jeg kommer op fra ådalen, forlader jeg den større vej og går mod Dørup og Klostermølle. I begyndelsen er der lejlighedsvist flotte udsigter over græsklædte bakker og dyrket land til søen og landet på den anden side. En musvåge patruljerer med skarpe skrig et skovbryn, fem gulnæbbede svaner flyver lavt over vejen, lycraklædte cyklister færdes enkeltvis og i flok på asfalten.
Som jeg når længere mod vest dannes sammenhængende skov, funderet omkring det kuperede terræn ved Sukkertoppen. Våde enge åbnes ud mod Mossø, en håndfuld skotsk højlandskvæg med lange bølgende kanelbrune pelse deler en stor fold. En hundelufter går ad trampestien på engene, og det får kvæget til at sætte sig i bevægelse, et antrit som i en tyrefægterarena, pludseligt store tunge dyr med svungne horn. Hunden bryder sig tydeligvis ikke om det, men manden bliver roligt stående, indtil de store dyr står stille et par meter foran ham. Som han rækker en hånd frem mod de våde snuder, trækker kvæget sig mistroisk et par skridt tilbage, og dramaet er aflyst.
Ved søens sydvestlige hjørne ligger Klostermølle, med vandtilførsel fra Klosterkanal, og ud mod det store Klosterkær. Middelalderens klosteraktivitet har efterladt mange fysiske spor og stednavne her på egnen. Parkeringspladsen er fyldt med biler, og der er en livlig færdsel af naturgæster, hundeluftere, vandrere, ornitologer med dyrt udstyr på stativer. En fyldig herre i kamouflagetøj betjener et teleskop opstillet på stativ langs ridestien ved landevejen, han råber ivrigt observationer til kammeraten, mens en spinkel blond pige på en hest forsigtigt manøvrerer det store dyr forbi den opslugne fuglekikker.
Der er ikke bare gæs på engene, langt ude kan jeg se store svaneflokke som hvide snedriver mod engenes falmede jordfarver. Et blandet kor af vandfugle fylder luften. For få år siden blev Gudenåen omlagt fra Klosterkanal til det oprindelige slyngede løb over Klosterkær, og nu er der et stort indlandsdelta her. Åen er allerede bred, før mødet med Silkeborgsøerne, og flyder tung og langsom under vejbroen. Som jeg vender mig om, har jeg det flade kær foran, i et brat møde med Sukkertoppens skovklædte skrænter.
Nord for Klosterkær skærer landevejen gennem de vidstrakte skove ved Salten Langsø. I hver eneste lysning er der store partier med gyvelkrat, behængt med de sorte bælge, stænglerne en mørkegrøn farve, fjernt fra sommertiden overvældende gule blomstring. Birkestammers hvide bark danner en smuk kontrast.
Landevejen krydser Salten Å, der møder Gudenåen få hundrede meter mod øst. Det flade land med skov og enge ud mod søen bærer navnet Vissingkloster, oppe ad bakken ligger Gl. Rye hvor et bevaret fragment af et kloster gør tjeneste som skibet i en landsbykirke, og som jeg svinger mod øst ad en grusvej går jeg mod Øm Kloster. Også her er der trafik, en lille pige på en cykel matcher omhyggeligt sin joggende mors tempo.
Skovene afløses af åbent land, og jeg når landevejen mod Alken, og snart efter Emdrup Bro, hvor Gudenåen flyder under, bredere end nogen sinde. Der er landgangsbroer og parkeringsplads her, en hvidskægget herre slæber en kano hen til en bil. På den anden side af broen – ved Klosterfælled – er der andre attraktioner: To yngre mænd afsøger en græsmark med metaldetektorer, og som jeg passerer en parkeringsplads længere fremme er en ældre herre ved at lægge en metaldetektor ind i et bagagerum, der optimistisk er fuld af gennemsigtige plasticcontainere.
Landevejen holder sig på en kilometers afstand af søen, men efter Øm Kloster stiger terrænet mod øst, og jeg får igen lejlighedsvise udsigter over vandet og bakkerne på den anden side. I vest synker solen og skaber en glitrende sølvstribe lavt over landskabet. Øverst på bakken ligger landsbyen Boes med bindingsværkshuse og stråtækkede tage.
Som jeg nærmer mig Alken, er der græssende gåseflokke på markerne, og snadren ude fra søen. I vest sætter den nedgående sol horisonten i brand. Det er en kort forestilling, da jeg når trinbrættets perron og kigger mod vest, er det næsten ovre. En sidste opblussen, og så er det sidste sollys borte, som flammen på en tændstik, der pustes ud, og vintermørket hersker.
Peter Watson: The Age of Nothing, 439-480.
Jyske Vandreture 