Malerweg: Fem vandredage i Det Sachsiske Schweiz, 116 km.
Mandag den 3. juli til lørdag d. 8. juli 2023.

Det Sachsiske Schweiz er et naturområde øst for Dresden. Det er, hvad tyskerne kalder Mittelgebirge, bjerge i mellemstørrelse, under 1000 meter i højde. Væsentligt under, faktisk, men sandstensbjergene gennemskæres af en høj, smal kløft omkring Elben. Her rejser høje klippesider sig i et dramatisk landskab. Store dele af området er fredet eller nationalpark. Det støder op til et tilsvarende landskab på tjekkiske side af grænsen, kaldet Det Bøhmiske Schweiz. Hvis man har kørt i tog eller bus mellem Dresden og Prag, har man fulgt sydsiden af Elben langs bunden ad den dybe kløft.
Der er hundredvis af kilometer vandre- og cykelruter i området. I det deciderede nationalparkområde må man ikke færdes uden for markerede stier, der er forbud mod camping og stærke begrænsninger på bjergbestigning. Jeg skal gå ad Malerweg, en 116 km lang vandrerute på begge sider af floden. Ud mod den gennemgående kløft som Elben løber igennem, er der sidekløfter, og sidekløfter til sidekløfterne. Det skaber et smukt og dramatisk landskab, som i sin tid tiltrak mange landskabsmaleri i den romantiske stil – der af vandrerutens navn. Landevejene holder sig til dalene, men vandreruten går op og ned ad kløfter og bjergkamme. I alt er der 3800 højdemetre på de 116 km. Jeg er spændt på effekten af dem: En af de stejleste stigninger her til lands er den lange kilometer fra rutebådenes anløbsplads i Julsø op til Himmelbjerget – den er blot 120 højdemetre.

Jeg starter min vandring i Liebethal, nord for Elben, hvor Malerweg begynder ved et gammelt stenbrud. Himlen er grå, men det klarer snart op. Faktisk falder der ikke en eneste dråbe vand under mit ophold, det er varme, solrige dage, der kulminerer med en hedebølge og temperaturer over tredive grader inde i Dresden.
De første kilometre går gennem en smal, lav kløft, langs en pludrende bjergbæk. Der er skovdække omkring, af og til blottede klippevægge. Stigningen er moderat, for ruten starter godt oppe ad dalsiden. Stien er markeret med et skævt M, der også kan ses som to bjergtoppe, sort skrift på hvid baggrund. Undervejs passerer jeg et mindesmærke for Richard Wagner, der blev inspireret til noget af sit musik på dette sted.
Snart ankommer jeg til den første af mange små hyggelige bjerglandsbyer. Denne her ligger på kanten til det fladere plateau oven for kløften. Der er dyrkede marker og græsning her, men tydeligvis ikke noget tykt jordlag, her og der stikker klippe op. Herfra følger en lang vandring gennem en skovklædt kløft ned mod Elben. Lodret klippe flankerer stræk af stien. Det er blandet løv- og nåleskov, der skaber et gråligt lys i underskoven. Bregner og grønt mos dækker den laveste del af klippen. Fragmenter af klippe, store som huse, er brudt fri af klippevæggen og ligger på skovbunden. Ud over bregner og mos har små fyrretræer fået fæste her, deres rødder løber slangeagtigt over stenfladerne, mens de søger ned til skovbunden og mulighed for vand.
Jeg når Elben ved Stadt Wehlen, en af de små byer langs Elben, hvis huse strækker sig i et bånd langs floden. Flere af dem er kursteder. Mod øst kan jeg se skovklædte bjerge rejse sig over floden, gul sandsten blotlagt øverst. Dårligt er jeg kommet uden for bygrænsen, før jeg må i gang med den første barske opstigning. Den ender ved et smukt udsigtspunkt over Elbdalen. Det er dog intet imod, hvad der venter mig få kilometer længere fremme, da jeg efter en roligere vandring gennem skov, ankommer til Bastei.
På min hidtidige vej har jeg passeret enkelte isoleret beliggende restauranter, endnu ikke åbnede og nogle få vandrere. Ved Bastei er der et hotel og en klynge af restaurant, café og kiosker. Og en pludselige heftig trængsel af mennesker. Langt flere end jeg kommer til at se noget andet sted på vandreruten. Og med god grund, der er flere panoramiske udsigter her, de mest dramatiske og berømte i Det Sachsiske Schweiz. I en lavning, på baggrund af endeløs skov der løber mod horisonten, står en række af takkede klippesøjler, skulptureret af erosionsprocesser. Der er flere tilsvarende tandrækker længere inde, grå klippe med sorte toppe. Jeg går forbi hotellet og kommer ud til et udsigtspunkt med brat fald, næsten 200 meter, ned mod Elben. En kunstig platform stikker som en vippe ud fra massivet og giver mulighed for en forbedret udsigt langs klipperne. Øverst er der grå, forreven klippe, som går over i stejl skov ned til Elbens blå bånd, med små byer synlige i øst og vest. Syd for floden rejser bjergene sig igen brat. Længere borte, på højlandets flade plateau, kan jeg se adskillige taffelbjerge, med deres karakteristiske keglestubsilhuetter.
Jeg tager hul på en lang, møjsommelig nedstigning. Små broer og trapper binder klippetoppene sammen, dernæst er der indhuggede stentrapper og til sidst endeløst lange, snørklede trætrapper ned gennem skoven, indtil jeg kan nå dalbundens landevej ad skovstier med mere moderate fald.
Næsten uden overgang tager jeg hul på endnu en barsk opstigning, denne gang ad langt smallere stier og ind i landet. Inde i skovene ligger en lille opstemmet sø. Søer er en sjældenhed i det stejle terræn, så der er udlejning af vandcykler og små både, med livlig afsætning. Jeg følger søen, som hurtig snævrer ind til en bjergbæk. Ud over bækkens livlige pludren er der et væld af rislende og dryppende lyde, nogle af dem som i en brusekabine, stråler af vand, der rammer hård materiale. Her og der kan jeg se blotlagte, skråtstillede klippeflader, hvor adskilte vandstrømme i fingermønster løber mod et frit fald i lange, glitrende tråde. Luften er frisk og sval med et anstrøg af fugt.
Gennem en klippesprække kommer jeg op til en landsby på plateauet, først en biergarten, dernæst en åben markedsplads, og snart efter, et par kilometer over fladt agerland, indtil det er tid til at krydse den næste dybe kløft. Nedstigningen er stejlere end nogensinde. Landevejen er brudt op i en lang serie af serpentinersving, men vandreturen går stejle trapper, nogle af dem ikke mere end en fod brede og tværs gennem klippespalter, blot en lodret stribe dagslys at gå henimod.
Dalbunden kan lige akkurat rumme en bjergbæk og en smal landevej. Ikke at jeg skal gå særligt langt ad den, efter et par hundrede meter peger skiltet mod dagens sidste barske opstigning. Stien er et langt stykke fra de brede velholdte skovveje ved Bastei. Knudret, stenet, af og til mudret på grund af udpresset vand, over lange stræk minder den mindst af alt om en tørlagt bjergbæks leje. Omsider når jeg dog frem til tværgående skovveje øverst på dalsiden og bryder af fra Malerweg for at gå den korte vej mod bjerglandsbyen Hohnstein, hvor dagens tur slutter.

Næste dag fortsætter jeg turen, nu med smukt solskin over bjerglandsbyens bindværkshuse, kirken og den lille fine borg, der har fået hæderspladsen på den højeste klippeknold. De første kilometer går ad svale skovveje mod syd, med høje graner og klippevægge. Den ender ved Brand, en restaurant beliggende på en klippekant, hvor fra der er en berømt panoramaudsigt over bjergene og skoven, taffelbjergene i højlandet på den anden side af floden.
Fra Brand er der en lang og kompliceret nedstigning, mere end 800 trin, efterfulgt af endnu en stejl opstigning, indtil jeg kommer ud af skovene ved en lille stationsby, i en dal der har vidde nok til at have en bred stribe enge med høslæt i gang. Flere enge, eller måske snarere sætere finder jeg øverst på den næste bjergkam, hvor køer hviler i skyggen fra en parkeret vandingsvogn. Her krydser jeg en lidt større landevej omkring landsbyen Altendorf. Som jeg fortsætter ad små gader gennem byen, ser jeg en rød glente svæve over husene, så tæt på at jeg kan se farven i dens fjerdragt.
På den anden side af byen begynder en af de hårdeste etaper på Malerweg. De første kilometer er stadig gennem skov, med fremspringende klippepartier og -vægge. Snart begynder jeg at se høje fritstående klipper hæve sig som store tårne over skoven. Bjergbestigere er i gang med at bestige en af de høje lodrette klippesider. Længere fremme kommer jeg ind i et rent klippelandskab. Klipperne står i brune og grå toner, men enkelte steder er der også frisk gul sandfarve. Det er samme farve som jeg ser på den genopbyggede Frauenkirche inde i Dresden. Efter sønderbombningen i slutningen af Anden Verdenskrig, henlå ruinerne som krigsmindesmærke i mange år og blev først genopbygget efter Genforeningen. Ved hjælp af avancerede computermodellering i 3D lykkedes det at placere mange af de bevarede sten på deres oprindelige plads. Den har stadig den karakteristiske brune patina. Hvor det har været nødvendigt med nye sten, især til kuplen, står de derimod i varme gule nuance.
Som jeg går videre skruer stien sig opad, så går den over i indhuggede trin, dernæst ståltrapper, små broer og korte lodrette jernstiger, som jeg må klatre op ad. Øverst er stien blot en smal fure i sten, og et par håndtag slået fast i skrånende klippeflader. Fra toppen er der en fantastisk udsigt hen over skov, bjergkam og rækker af samme slags klippesøjler, som jeg så i går.
Nedstigningen fra bjergkammen er fordelt på et længere stræk med moderat fald. Ind i mellem er der pragtfulde udsigter over klippe og skov. Der er langt fra så mange mennesker som ved Bastei, men alligevel en ganske pæn mængde vandrere. Forbløffende mange af dem har hunde med, i alle størrelser. Forhåbentlig har de godt styr på vandreruterne. En ting er at klatre ned ad en lejder med en skotsk terrier i rygsækken, noget andet er at prøve det samme med en schæfer.
Som jeg kommer frem, bliver stenede trampestier til bredere skovstier på fastere jord, og så når jeg til egentlige skovveje med grus, kortere stræk med klippevægge og udsigt til de høje klippetårne, der rejser sig over skovkronerne. Den overordnede retning er let nedad, og da jeg når Kirnitzschtal, er mine vandflasker næsten tomme. Bjergbækken, Kirnitzsch, løber hurtigt under broen og nedad.
En stejl landevej løber gennem den smalle dal. Der er også en smalsporsbanes skinner nedfældet i asfalten. Som det øvrige dusin ventende vandrere søger jeg ind i skyggen fra den modsatte klippeside, indtil et lille tog med tre fine gule vogne langsomt, næsten søgende, bevæger sig ned til stoppestedet og tager os med videre til endestationen i Bad Schandau ved Elben.

Næste morgen trækker en sommerorkan ind over Nordtyskland, og der er forudsagt vindstød af stormstyrke, når resterne af vejrsystemet rammer Dresden. Det virker ikke som de rette omstændigheder til at klatre rundt på bjergtoppe og gå langs kanten af lodrette klippevægge, så jeg tager en hviledag, og er først tilbage i Kirnitzschtal dagen efter.

Det er min sidste vandredag nord for Elben. Den byder på lange stigninger, men knapt så krævende som de to tidligere dag. Første opstigning fører mig op til Kuhstall, Kostalden. Det er en enorm naturlig vognport i massiv klippe. I gammel tid brugte de lokale bønder at skjule deres kvæg her for at beskytte det mod hærgende hære, deraf navnet.
Umiddelbart på den anden side af vognporten er der en svimlende udsigt over bjerge og skove, efterfulgt af en lang nedstigning. Jeg er kommet ganske langt væk fra Elben, og min vandredag går især gennem høj skov, meget af det bøgeskov. Jeg strejfer kort plateauet over skovene med dyrket land, men derefter drejer ruten mod sydvest, tilbage mod Elbdalen. Der er adskillige lange stigninger, her og der et Waldhaus, en ensomt beliggende restaurant med biergarten.
Fra en af dem fører en lang skovvej op mod Goldstein, en høj fritstående klippe med gul sandsten. Ganske usædvanligt er vejen ganske uden serpentinersving, blot direkte op ad bjerget, og jeg kan med fornyet styrke mærke de seneste dages anstrengelser. Omsider kommer jeg dog ind på mere moderate stigninger. Jeg passerer også områder med afbrændt skov, hvor forkullede stammer ligger hulter til bulter. Sidste år var der store skovbrande i området, som lukkede dele af Det Sachsiske og Bøhmiske Schweiz for turister i dagevis. Fra kanten af den opståede lysning høres rovfugleskrig, og skovskaders hvæsende kald kommer fra underskoven.
Kort efter runder jeg Winterberg, med 556 meter det højeste punkt i den tyske del af området. Herfra er der over et par kilometer et højdefald på mere end 400 meter ned mod Elben, lange partier med trappetrin. Det kræver påpasselighed, men ellers føles det legende let at bevæge sig ned ad dalsiden. Skovvejene går over i Schmilkas stejle gader, hvor der er idylliske bindingsværkshuse med et væld af spraglede blomster. Endog et par små bananpalmer har fundet plads op ad en solbeskinnet mur.
Schmilka er en lille grænseby, Tjekkiet begynder bogstaveligt talt rundt om hjørnet. Ud mod Elben er der bevaret en smal stribe eng, slået græs ligger i lange baner, og der hænger en krydret duft af hø i luften. Der er langt mellem broerne på dette stræk af Elben. I stedet har de små byer en færgeforbindelse. Det er ganske små både, kun for gående, og de sejler efter behov. Da jeg ankommer, ligger båden fortøjet ved den fjerne bred, men snart lægger den fra, lader sig drive nogle få meter med strømmen, slår så motoren til og arbejder sig ind til landgangsbroen. Tre vandrere og en hund er vi, som skal med over til den anden side, hvor den eneste bygning er den lille togstation her.

Næste dag starter jeg min vandredag med en stejl opstigning ad en snoet sti op ad den sydlige dalside. Som jeg kender det fra de tre vandredage nord for Elben, er den stejle dalside bevokset med skov, og ovenfor er der et fladere plateau med dyrket land. Syd for floden er plateauet dog præget af markante taffelbjerge, der rejser sig over agerland og de små landsbyer. Malerweg bevæger sig metodisk fra det ene taffelbjerg til den andet. Det betyder nye stejle opstigninger og nedstigninger, trappetrin i træ og sten, længere oppe ståltrapper og -stiger.
Set nedefra ser toppen af taffelbjergene flade ud. Et taffelbjerg er et fritstående, bordformet bjerg, taffel betyder bord, ligesom de tilsvarende udtryk table mountain og mesa. I praksis rummer den flade top imidlertid store partier hvor mindre skårede klippetoppe er klemt sammen med smalle, dybe strækker imellem dem. Små stålbroer og – trapper skaber en sammenhængende sti. Indimellem er der pragtfulde udsigtspunkter, over det dyrkede land, til det næste taffelbjerg, til det høje klipper nord for Elben, floden selv skjult i dens dybe kløft. Et par steder er der traktørsteder, en af dem har en lille svævebane for at kunne få leveret forsyninger.
Malerweg følger her en lokal sti, der er opkaldt efter den mest berømte af landskabsmalerne: Casper David Friedrich. Jeg har tidligere besøgt Rügen, hvis hvide klinter, grønne bøgeskov og blå hav inspirerede et af hans mest berømte værker (vandredag 321). Hans mest berømte maleri fra Det Sachiske Schweiz hedder Der Wanderer im Nebelmeer, Vandreren i Tågehavet. Jeg ser ikke spor af den tåge der gør sig så godt i det romantiske maleri – og i tusindvis af smukke fotos fra området. Solen har brændt et hvert spor af tåge væk, uanset hvor tidligt, jeg starter dagens vandring.

Hedebølgen er følelig, der er svalt og køligt i skovene, men anderledes varmt på udsatte steder. Solskinnet gør metalgelændere brændende varme mod håndfladen – i skyggen, blot en meter væk, er de ganske lunkne. Der er stadig en pæn strøm af vandrere, i det åbne landskab skiller et par unge japanske kvinder sig ud ved at bære små parasoller.
Jeg afslutter min første vandredag syd for Elben med en nedstigning til Königstein ved Elben. Byen er bygget opad dalsiden, og stejle gader fører ned til floden og et smalt bånd af bebyggelse for foden af klipperne.

Højt på bjerget over Königstein ligger en fæstning, der fuldstændig dominerer Elbdalen. Dens massive mure er bygget sammen med den takkede klippe og omslutter en stort område. Jeg går ad dalsidens stejle skov derop og ankommer bogstaveligt talt for foden af murene. Så tæt på er det svært at se det imponerende anlæg i sin helhed. Et bedre udsyn får jeg et par kilometer fremme, hvor jeg fra lavlandet kan betragte taffelbjerget med fæstningen på dets løftede flade.
Elben slår en stor bue her. Malerweg skyder genvej, men ikke på den lette måde, ruten går over et sidste stort taffelbjerg. Herfra er der udsigt til de høje, lodrette klippeflader på den nordlige bred, i hvide, grå og gule toner. Øverst kan jeg se hotellet ved Bastei, og selv med det blotte øje kan jeg se en tæt vrimmel af mennesker på den udkigsplatform, hvor jeg stod på min første vandredag.
Som jeg stiger ned fra taffelbjerget, er der stadigt adskillige hårde stigninger tilbage. Turen på Malerweg lakker imidlertid mod enden. Snart kommer jeg ind på en sti, der løber næsten plant, højt i dalsidens skov. Til sidst fører stien dog under jernbanen og helt ud til Elben, og de sidste fire kilometer er på flad asfalt under en gloende sol. Langsomt taber bjergene i højde på begge sider af floder. Der bliver kortere mellem husene, et enkelt sted er der vinranker på en sydvendt skråning. Der er roere på floden og små gummibåde med selskaber på fire-fem personer.
Som jeg når Pirna, turens endemål, mødes jeg som det første af en biergarten, hvis borde under skyggefulde parasoller er tæt besat med gæster. Jeg gør holdt en sidste gang, nyder udsigten over floden, byen og bjergene, tømmer min vandflaske og går den korte tur til stationen.

Siegfried Lenz, Duell mit dem Schatten, 237-260.
Erland Loe: L, 1-474.
Sarah Helm: If this is a woman, i-xix, 1-598.

This slideshow requires JavaScript.