Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Wilhelmsborg-Moesgård, 25 km (505).
Tirsdag den 19. december 2023.
Endnu en grå vinterdag, vindstille, temperatur pænt over frysepunktet. Jeg står af letbanen ved trinbrættet nær Wilhelmsborg. Det er helt på åben mark, Få hundrede meter borte ses de store bygninger ved det gamle gods, ejet af Århus Kommune, der nu fungerer som ridesportscenter. Foran det er en stor fold opdelt i mindre folde, der hver især huser en to-tre heste. De fleste af de store dyr står ubevægelige, beskyttet af kulden med dækken, som om de har bestemt sig for stå vinteren i gennem i stoisk ro uden at røre en muskel. Græsset er trampet sønder og sammen og fremstår næsten som pløjemark, så de få strå er vel dårligt energien værd.
Jeg går et kort stræk ad cykelstien langs banen, indtil jeg kan komme ind på stierne lang Giber Å. Få kilometer mod øst løber vandløbet som bred å gennem bøgeskoven ved Moesgård og bryder gennem sandstranden ved det idylliske Fiskerhus for at nå Kattegats havstok (vandredag 85). Lige her er det endnu blot en stor bæk, hurtigt strømmende, med hvidt skum. strømhvirvler og højt brus, hvor den møder modstand fra store sten eller stumper af træ.
Der er små broer, rasteplads og af til stier på begge sider af vandløbet, som fører i retning mod den gamle mølledam ved godset. På nogle af de informationstavler som Århus Kommune har sat op i området kan man stadig læse om en “stor og smuk mølledam, med et vandfald” ved dæmningen. Sådan var det også på min Vandredag 85 i marts 2015, men kraftige regnskyl sidst på samme år underminerede vejen oven på dæmningen i et omfang, så den måtte lukkes i en lang periode. Efter nogen betænkningstid besluttede man at sløjfe mølledammen og i stedet genslynge Giber Å.
Således kommer jeg til en stor lavning i terrænet, mere pande end skål. Godsets avlsbygninger ligger på en høj skrænt, hævet over den rørsump der nu dækker den gamle søbund, de takkede gavle synlige gennem et læhegn af høje løvtræer med tabte blade. En fiskehejre letter fra åen, blot for at flytte et par slyngninger nedenstrøms. Et par steder langs stien er der stillet små trætavler med tegninger af nisseansigter. Længere fremme følges vandløbet og stien gennem en tunnel, der skærer sig gennem dæmningen, der står tilbage med landevejen øverst. Da dæmningen stadig stemmede vand op, var der et kunstigt vandfald på godt et par meters højde her.
Nu går jeg i stedet under vejen og følger åen gennem bøgeskoven på den anden side af landevejen. Godsets hovedbygning ligger oppe på skrænten, på udsigtspladsen, mens åen løber i en smal slugt med stejle skrænter, som sikkert har beskyttet området mod opdyrkning og bevaret bøgeskoven. Store sten ligger tilbage i vandløbet og langs bredden, væltede træer får lov at blive liggende hen over åen. Der er spadserende og hundeluftere på det smukke stræk, mens ridestierne ligger tomme hen. Et stiforløb fører videre til Moesgård og Kattegat, men hvor Giber Å løber under den travle Oddervej, vender jeg og følger en nedlagt landevej tilbage gennem skoven.
En smuk allé leder op til den gamle hovedbygning, hvor en statue af en hoppe med føl markerer tilknytningen til ridesporten. På den store gårdsplads mellem avlsbygninger og ridehal er der en ridebane, hævet en fod over gårdspladsen. Folk går til og fra, nogen af dem med trillebøre til udmugning.
Jeg drejer mod nord, kommer ind på landevejen oven på dæmningen og kan nu nyde udsigten over den tømte mølledam, den slyngede å og skræntskoven fra udsigtsplads. Den vej, jeg vandrer ad, hedder Hovstien, de bønder, der var pligtige til hoveri, benyttede den for at komme til godset. Snart står jeg over for et åbent, dyrket landskab, høje bakkesider omkring en dalbund. Hovstien er en del af vandreruten mod Jelshøj, det højeste punkt i Århus Kommune, synligt mod nord som et muldvarpeskud på en fjern bakkekam.
Krageskrig ledsager min vej nedad bakkesiden. De store fugle sidder spredt i landskabet, på læhegnenes øverste kviste, øjensynligt uden noget vigtigere at foretage sig end at kommentere min fremfærd. Et svanepar holder til på den lille sø på dalbunden, flankeret af ænder. Siden jeg var her sidst, er et gammelt spor blevet reetableret, så jeg kan følge dalbunden mod vest, langs tilgroede kær, over mod Hørret Skov.
Der er ridespor og en enkelt rytter inde i skoven. Stutterier og rideskoler ligger tæt i denne del af kommunen. En enkelt hundelufter har også fundet vej. Den åbne løvskov er også mærket af de sidste måneders nedbør, med mudrede skovveje og søer af sort vand på skovbunden.
Jeg går mod nord, indtil jeg når landevejen midt på bakkekammen, og tilbage i åbent landskab bliver jeg mødt af finregn i luften. Et lille frit beliggende parcelhuskvarter har fået navnet Storhøj, men der er nu endnu halvtreds højdemetre til toppen af Jelshøj.
Et kort stykke fremme ligger den lille landsby Hørret, med flere bindingsværksgårde i bymidten. Herfra fører en vandresti videre op over den lange bakke, snart med vidstrakt udsyn over det omgivende landskab. Vandrestien rammer den smalle landevej, der fører op til Jelshøj. Trappetrin indbyder til bestigning af gravhøjen. 128 meter over havets overflade er der her. Dyrket landskab hele vejen rundt, skove mod syd, Kattegat i øst, disen får Helgenæs til at fremstå som en ø. Mod nord ligger Århus, med forstæder der rækker langt forbi Brabrand Sø. Spredt i byen ses de højhuse byen har fået flere af de seneste år, højest af alle Lighthouse, fyrtårnet, yderst på havnen.
Fra Jelshøj følger jeg de små trampestier i området, mellem tomme hestefoldes hvide stolper, langs kanten af skrænter, ad en gammel hulvej, skjult af krat, indtil jeg når en grusvej. Kragerne giver ikke op, og i de højere luftlag føjer et par kredsende musvåger deres søgende kald til. Tavse spurve holder sig nær buskene langs landevejen, som jeg går mod syd, mod Mårslet. Sorte råger har indtaget markerne, hvor jeg krydser Hovstien, nu på vej mod øst. En ravn kalder gentagne gange, for én gangs skyld let at få øje på, som den sidder på den øverste kvist i et lavt læhegn, fjernt fra skoven. Det kraftige næb og den kilede hale tegner sig skarpt i silhuet.
Forude ligger Langballe, endnu en lille landsby med gamle gårde i bykernen. Herfra er et stræk af en nedlagt landevej bevaret som cykel- og gangsti. Det fører ned i dalen og langs kanten af Hørret Skov, her kantet af uigennemtrængeligt krat og sumpskov. Jeg krydser Oddervej og går ned gennem den lange allé til Moesgård. Slutteligt runder jeg den gamle hovedbygning med pudsede lyserøde facade ud mod en gårdsplads med toppede brosten, går forbi den lille rekonstruerede stavkirke og det nye museums hvide beton og tilbage til den gamle smedje, der også markerer busstoppestedet.
Jyske Vandreture 