klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Voerså-Frederikshavn, 32,9 km, 2011.
Fredag d. 6. maj.
Meteorologerne har lovet solskin op og til tyve grader. Det bliver kun til få solstrejf i dag, i stedet bliver det overskyet, der falder endog en god snes regndråber ud på eftermiddagen, og ved kysten er det ganske blæsende, jeg er glad for, at jeg har min hue med.
I Voerså står jeg af ved høkeren. Jeg kommer ikke rigtigt ind på vandreruten, og følger i stedet en cykelrute en to-tre kilometer, indtil vandreruten krydser ude fra kysten.
Egene er sprunget ud nu og står med lysende friske blade. Selv furerne i deres bark forekommer skarpere i sollyset. Det er heste på engene og masser af mælkebøtter.
Ruten svinger indad en grusvej og går dernæst langs kanten af marker, hvor det er en vejret, endnu ikke en trampet sti – så mange vandrere kommer der altså heller ikke igennem.
Øjensynligt er gylleudkørslen overstået, i løbet af dagen møder jeg ikke en eneste traktor på arbejde med en gyllespreder, måske er 1. maj en skæringsdato?
Asfaltveje bliver til grusveje, som ruten tager mig ud til kysten igen, græsmarker bliver til plantage, dernæst til en bræmme af klithede, umiddelbart før klitterne.
Det er et stykke klassisk dansk landskab, hvide klitter, blåt vand, skummende hvidt vand over revlerne. Jeg bekymrer mig mest for underlaget. Det første stykke må jeg gå i hvidt, løst sand i klitterne, men heldigvis kommer der snart grønklit, hvor der er en fastere jordbund, og jeg går fra gryde til gryde i klitterne. Sommerhusene ligger i kanten af den smalle klithede. Det er en hverdag, og i forhold til påsken ligger kolonierne stille hen. Jeg må gå gennem et stykke sommerhuskvarter og overrasker en kat, der ligger og sover i solen, udstrakt i græsset på grusvejens midterrabat. Det vil sige, da jeg kommer nærmer og brat afbryder slummeren, så dyret sætter sig op, viser det sig at være en hare, der fortrækker i god ro og orden, og endda giver sig tid til at nidstirre mig fra distancen, med bredsiden til, for at få mig midt i synsfeltet.
Stien gør et stort sving omkring sommerhusene, og da jeg kommer tilbage til stranden må jeg gå et langt stræk frem mod Sæby ude på selve sandstranden, i vandkanten. Der ligger høje dynger af små hjertemuslingeskaller hele vejen frem mod Sæby og på den anden side af den by.
Sæby har, ligesom så mange andre byer, fået liebhaverboliger helt ud på den yderste havn. Jeg går gennem byen, ad smukke gamle gader, med små huse i klare farver. Og videre mod Frederikshavn, i første omgang ad en gammel banesti, Sæbybanen, et langt grønt stræk af ruten, et stykke inde i landet.
Ruten krydser den tæt trafikerede landevej i en tunnel, og derefter går på det smalle stykke land mellem landevejen og kysten. På den fjerne side af landevejen rejser en lang ås sig. Kysten er ikke længere sand, men derimod store sten, begravet i rigelige mængder skaller af hjertemuslinger. Strandskaderne boltrer sig hele vejen langs kysten.
Bangsbo hedder Frederikshavns sydlige udløber, der er et gods af samme navn et sted i nærheden. Jeg må gå ad asfalterede gader, indtil jeg krydser landevejen ad endnu en tunnel, kommer op tæt på en skøjtehal og går mod Frederikshavns centrum gennem endnu et asfalteret stræk af Sæbybanen. Der er en overraskende lang hovedgade i byen, ganske hyggeligt byinteriør, og det lykkedes mig at dreje af præcist det rigtige sted, så jeg kommer lige ud til banegården og busstationen, hvor jeg tager en x-bus til Ålborg, den er hurtigere end toget, som ellers kører ti minutter før, men som slår en stor bue omkring Hjørring.
Den Sorte Bog, side 204-259.
Jyske Vandreture 