Den gule linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Egestorf-Soltau, 58 km.
25-26 juli 2024.
Kirken i Egestorf er, hvor jeg ret præcist for et år siden tog hul på en lang, regnfuld vandredag til Lüneburg. I dag er det et anderledes smukt vejr. Den lille kirke tager sig fint ud med sit bindingsværk og klokketårnet i tjæret tømmer. Som jeg tager hul på min vandring mod vest er der flere idylliske landsbyscener med stråtage og blomstrende stokroser i byens korte gader.
Egestorf ligger ved den østlige udkant af Lüneburger Heide. Som med Alheden og de andre jyske heder er det, der er tilbage, kun et fragment af en langt større udbredelse. I dag vandrer jeg over de største resterende hedestrøg, alle omgivet af store plantager, lige som i Danmark. Markerne op mod Egestorf går da også hurtigt over i plantage, mens asfaltvejene bliver smalle og nogle steder afløses af brostensstræk. Langt inde i skoven ligger en gammel vandmølle, der ligesom mange af de gamle hedegårde er omdannet til turistbrug. Herfra er der lukket for bilkørsel, skal man videre er det til fods, til hest eller på cykel ad sandede veje og stier. Færdsel er begrænset til skiltede stier og veje for alle tre parter.
Jeg har ikke gået mange skridt, før jeg kommer ud på heden. Med det samme ser jeg de smalle, lange træskure med åben væg, som er så karakteristiske på heden. De er til bistader. Her og der står der også trælader tilbage, med de samme høje gavle som ofte ses på gårde og stalde i Tyskland. Landskabet åbner sig i brede, lave dalstrøg, altid med skovbryn som en grøn mur i det fjerne, kun en enkelt å har skåret en dybere fure ned i terrænet med en stribe eng omkring sig, hvor heste har søgt skygge under et fritstående træ. Der er markeringer på træstammer og pæle for stier, men også natursten langs vejsiden med indhuggede navne på stier, mange af dem med bogstaverne hvide med frisk kalk. Jeg slår ind på Pastor Bodes Weg mod vest.
Der er kun omkring en procent af den oprindelige hede tilbage. I sin tid dækkede den et enormt areal, som blev afgræsset af tusindvis af får, de såkaldte heidschnucker. På dette besøg ser jeg blot et enkelt flok som en lang linje på en fjern bakkeside, og mindre flokke i små folde nær de få gårde. De er ved god huld, men ser lidt skravlede ud i sammenligning med marskens trinde runde dyr. Afgræsningen skabte et kulturlandskab, der beskrives som “savanneagtigt”, slette, med fritstående træer og buske, og det er også det, man ser her, med ene, fyr, eg og birk. Der synes at være et forskel i, hvad hede som kulturlandskab betyder i Danmark og Tyskland. De store klassiske jyske heder, som er under den mest omhyggelige pleje, har langt færre fritstående træer og buske. Tilgroning er som sådan en naturlig og uundgåelig proces, hvis der ikke gøres en indsats for at opretholde heden og dens flora og fauna som kulturlandskab. Nogle af de gamle indsander i Vestjylland er tæt på fuldstændig tilgroning med ene (vandredag 328).
Heden blomstrer smuk med lilla lyng, der antager en mere støvet farvetone i distancen. Tidsler og lave puder af vild timian føjer friske og skarpe nuancer af lilla til. Jeg ankommer til Wilsede, en lille klynge gamle gårde, flere omdannet til restauranter og caféer. Der er en lind strøm af vandrere og cyklister her, og jeg følger strømmen af besøgende til Wilseder Berg
med 169 m. o. h. det højeste punkt på heden. Landskabet falder til alle sider med smukke udsigter til følge.
Et ungt par på mountainbikes lader cyklerne trille forbi i skridtgang. “Hübsch… hübsch… hübsch…,” siger den unge kvinde, “wahnsinnig hübsch,” supplerer den fyr. Jeg giver mig selv tid til en pause på en bænk, og finder vandflasken frem, uden meget vind er det blevet en varm dag under solen.
Syd for højdepunktet ligger et bakkestrøg, hvor de lyngklædte bakkesider faktisk er tæt på at være fri for indvandrede træer og buske. Kun langs sandstien er der en ujævn linje af træer. Den skygge, de leverer, føles sval og velgørende, imellem stræk under skarp sol. På det laveste punkt i dalen giver en bæk vand nok til en dam og en klynge løvskov. Den inderste bebyggelse på heden ligger her, en kapervogn komme mig i møde, et par robuste heste spændt for. Forude er der flere smukt vedligeholdte hedegårde som betjener turister.
Det er steder og stier, som jeg husker fra mit første besøg på Lüneburger Heide. Den centrale hedeflade er stort set lukket for færdsel, så i stedet følger jeg en skovsti i plantagens skovbryn, en slynget, kuperet trampesti, hvor lumske trærødder løber på tværs. Undervejs kommer jeg ud og ind af skov, men der er små blinde stier ud til udsigtspunkter undervejs. Jeg ser og hører ikke mange fugle, men et firben piler hurtig over stien og stivner et øjeblik, perfekt kamufleret i græsset.
En trafikeret landevej skærer gennem hede og plantage, og efter nogle få kilometer når jeg dagens endemål, turistbyen Schneverdingen.
Da jeg fortsætter min vandring næste dag, er det i et ganske andet vejrlig. Himlen er grå, der er korte og lang perioder af regn, og det er først sidst på dagen, at solen sætter sig igennem. Der er ingen vind, og luften føles tung.
Heden øst for Schneverdingen er tæt og knæhøj. I det grå lys fremstår det lilla lyngtæppe med ekstra intensitet, og stiernes sand lyser næsten hvidt. Der er eg og birk blandt lyngen, men hverken ene eller fyr. Lange bræmmer af gul perikon står i skærende kontrast til hedens lilla. De står næsten udelukkende langs grusvejenes rabatter. Hedelyng er specialiseret til at klare sig på næringsfattig jord, men selv den lille mængde mineraler der tilføres med ophvirvlet støv fra grusvejen, kan være nok til at tippe balancen til fordel for andre planter.
I øst går heden over i mose, heldigvis forsynet med en plankebro, der fører over sort, stillestående vand. Brædderne er forræderisk glatte, og jeg er ved af snuble flere gange. En løvskov, med sump her og der, danner overgang til en allé, der fører ud i det dyrkede land. Kornet er høstet flere steder, enkelte stubmarker er blevet harvede allerede. Der står hochsitze på strategisk steder.
Jeg krydser en landevej og nærmer mig de samme centrale hedestrøg som i går, men denne gang fra sydsiden. I begyndelsen er det græshede, hvor der står høje natlys nær vejen, sommetider to eller tre af de høje standere klods op ad hinanden, lysende gule blomster øverst. Men som jeg slår en løkke mod nord vinder lyngen hurtigt overhånd. Tütsberg hedder den gamle hedegård i skovbrynet, nu hotel og restaurant. Biltrafik stopper her. Skal man videre er det til fods eller i hestevogn. I sæsonen er der en busservice fra de omliggende byer, som også opfatter en efterspændt cykelanhænger, hvis man ikke har lyst til at cykle for langt.
Jeg drejer mod syd og går gennem de store skove, der har erstattet den forsvundne hede. Det er et tyndt befolket område. Den smalle asfaltvej til Tütsberg ender i et t-kryds med en landevej, og jeg fortsætter ad mudrede skovveje, der hurtigt bliver ringere og ringere. Af og til kigger solen frem, og gennem underskovens halvskygge får jeg et glimt af en lysning tilplantet med solsikker, der står med tusindvis af lysende gule blomsterhoveder. Andre steder er der lange smalle marker med kartofler blandt de lange lige plantageskovbryn.
Skoven ender ved en landevej, der også danner grænse til en vidstrakt mose. Jeg kan høre traneskrig i jordhøjde og spejder forgæves efter de store fugle. Omsider går jeg videre, over det sidste store stykke hede. Det er græshede, med nogle få forkrøblede træer med forvredne grene. Nogle steder er der åbent sand, formodentligt skabt af fårenes liggepladser. Luften er stadig tung, og der er ikke meget, der rører sig i landskabet. Et par hejrer jager på en græsmark i udkanten af heden.
Jeg når frem til en klynge huse og en lang smal allé fører mig videre til landevejen mod Soltau. Den fører gennem en landskabsmosaik af skov, majs-, korn- og kartoffelmarker, enge og græsmarker med slået hø liggende i lange baner. Det eneste, der mangler, er hede. Til gengæld er der for at købe nyhøstede hedekartofler fra boder langs vejen.
Soltau er en tiltalende lille by, præget af turisme, med en velbevaret bykerne, som jeg passerer på vej til den lokale station. Mens jeg står og venter på perronen, begynder regnen at falde med få og store dråber.
Bernardo Atxaga: Desde el otro lado, 104-213.
Caleb Carr: Sindssygelægen, 1-337.
Jyske Vandreture 