Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Galgebakken og Himmelbjerget, 23 km (544).
Lørdag den 20. september 2025.
Foran mig står en tom guldramme, monteret på en pæl. Igennem rammen kan jeg betragte – en smule plæne, mens det videre synsfelt er blokeret af høje hække og træer. Engang har man imidlertid haft en fin udsigt over Rye Møllesø, mod Himmelbjerget og skovene omkring det. En lille informationstavle gengiver et litografi fra 1856 , som viser et langt mere dramatisk vue mod bjerget i det fjerne. Den tomme ramme er en af i alt ti, som er opsat for at markere 150-året for opførelsen af tårnet deroppe i 1875, på de samme steder hvor de oprindelige kunstværker blev skabt af den danske Guldalders kunstnere.
Jeg har gjort en lille afstikker fra togstationen i Ry, og står nu i Anna Klindt Sørensens Have. Det er et lille anlæg, som er blevet til ved at kommunen har overtaget den lokale kunstners have og gjort det offentligt tilgængelig. Nu om dage spærrer høje træer udsigten, men jeg følger en sti den korte vej ud til en lille bådebro og står så med udsigt over Møllesøen og skovene i det fjerne. I mellemgrunden ses den gamle mølles gule mure, og i det matte vand foran mig flyder åkander.
Det bliver en smuk sensommerdag, men endnu er himlen grå, den sene morgen kølig, med en smule finregn i luften. Jeg går tilbage ad havestier og små gader, indtil jeg kan krydse den opstemmede Gudenå ved den smukke gamle mølle.
Søhøjlandets store skove begynder vest for Møllesøen, inden bygrænsen er passeret. Mod vest rejser skoven sig på Gudenådalens sydlige skrænter. Min vandredag begynder dog med at gå mod øst, forbi en lille roklub og videre på en skovsti langs Møllesøen. En fiskehejre letter fra sivene og trækker over mod den modsatte bred, nær Anna Klindts have. De tilstødende villaer har store haver ud mod søen, og fiskehejren finder sig en plads blandt ænderne på en vidtstrakt plæne.
Den høje skov er en mosaik af løvtræer og nåletræer. I løvskoven er der store partier med visnende bregner, med et gyldent brunt skær mod bøgetræernes grønne blade. Svampe på skovbund og træstammer.
Som jeg følger en skovsti ind mod den grusvej, der løber hvor det fladere land nær den store å når skråningerne, møder jeg de første buketter af lyng, flere steder endnu i lilla blomst. Skovede partier har skabt større lysninger, hvor træstubbe står tilbage blandt frembrydende krat. En bred stribe ager åbner sig op ad bakken, og jeg drejer ind på jordvejen langs skovbrynet. En blomsterstribe flankerer vejen, domineret af høje solsikker, stadig med de store gule kurveblomster intakte, omend let flossede i kanterne.
Området hedder meget passende Langebakken, og udover ager og skov er der også et stykke bevaret lynghede, omkring en mindre ås på den større bakkeskråning. Jeg træder ind gennem den lille sluse, der giver adgang til området, som indgår i det lokale skovgods’ store vildindhegning, og følger stien op til udsigtspunktet Ørnehøj. Herfra er der en panoramisk udsigt mod syd, et diset slør over skovene, Gudensø, Mossø og bag den store sø bakkemassivet omkring Eier Bjerge. På stiens sandede partier er der klovspor fra hjorte, og den tørre bakketop fremviser en snes kvadratmeter med irgrønt lav, men ellers domineres heden af de lyslilla toner fra lyng i blomst og forskellige stadier af visning. Dertil kommer store stræk med blåbærris, rippede for bær naturligvis, men med efterårsløv i blodrøde nuancer.
Jeg vender tilbage til markvejen og følger den op mod Gl. Rye. En smule egekrat kanter vejekanten. De gulnende blade er oversået med galler, grønne og røde kugler på størrelse med et hindbær. De er forårsaget af galhvepse og kaldes sommetider for galæbler.
Himlen over min hoved bliver hurtigt klart blå med varme solstråler. En ravn kalder kortvarigt fra et uset sted, men viser sig ikke. Den ydmyge vej har en ærværdig historie som adgangsvej til kirken i Gl. Rye, men jeg drejer fra og følger i stedet en jordvej langs et skovbryn mod sydvest. Heste græsser i en stor kuperet fold mellem skovene. Som jeg kommer frem, reduceres vejen til et blot og bart hjulspor, som fører ind til en lysning i skoven. Græsset er slået, en duft af hø hænger i luften. Spejderhytten Ryekol ligger her, et par små telte er slået op på den lille fælled, og der holder et par biler parkeret.
En trampesti fører op til lyngbakkerne i udkanten af Gl. Rye. Den højeste af dem bærer navnet Galgebakken. Jeg tager rundturen ad de smalle stier med tungt hvidt sand. Nærmest skovbrynet er heden under fremskreden tilgroning, der truer med helt at lukke sig over lyngdækket. Et halvt dusin heste græsser på det store areal uden at gøre den afgørende forskel, men på en solskinsdag med høj blå himmel tager de sig bestemt dekorative ud, især op mod den restaurerede, hvidmalede mølle og kirken i røde sten øverst på bakken.
Jeg passerer møllen i byens udkant og følger den stejle kirkesti op til kirke. Det fritstående kirketårn er en langt senere tilføjelse, den lille kirke blot en rest af en langt større bygning her på stedet. Kirkegården har næppe været for Galgebakkens ulyksalige kunder. For hundreder af år tilbage rakte straffen for mange typer forbrydelser ud over døden: Man blev nægtet begravelse indenfor kirkegærdet, nogle blev endda efterladt hængende i galgen til skræk og advarsel. Deraf udtrykket ravneføde – måske var det denne tabte mulighed, min usynlige ven på Langebakke klagede over.
Jeg krydser landevejen og slår ind på vejen til Himmelbjerget. Der er pænt besøg, og cafeerne ved den store plads foran Hotel Himmelbjerget gør gode forretninger. De små souvenirboder mangler heller ikke gæster. Her står endnu en af de tomme guldrammer, over en lille reproduktion af et guldaldermaleri malet her.
Tårnet står solbeskinnet øverst på den fremspringende bakketop, masser af mennesker omkring det. Bakkesiden ned mod Julsø er dækket af lyng, en lysning i de vidtstrakte skove. Mod øst kan jeg se Ry og Knudsø, Laven i det nordøstlige hjørne af Julsø. Gammelkol med resterne af et gammelt voldanlæg højt på bakken, Møgelø midt i søen, små sejlbåde og motorbåde på den blå overflade, en dybere, mættet nuance end den skyfrie himmel; mod nordvest, Svejbæk med Sindbjerg og Stoubjerg, de to store hedebakker, længst mod vest, høje bygninger i Silkeborg.
Jeg forlader tårnet og tager den klassiske, brede snoede sti nedover lyngbakken mod søen. Endnu en tom guldramme trækker en firkant om udsigten henover lyngbakker, skov og sø i retning mod Svejbæk. Til den klassiske tur hører også et tilbageblik på tårnet højt op, og dernæst dykker jeg ind i bøgeskoven og går mod Ry.
Et højt vildthegn med en låge markerer overgangen til Ryenørskovs godsjorder. Større partier med nåleskov, såvel som skovede lysninger bryder løvskoven op. Den oprindelige indhegning dækker adskillige kvadratkilometer af stejle, skovdækkede bakkesider, og man kommer hurtigt til at glemme den, for det høje trådhegn forsvinder hurtigt ude af syne, og der går adskillige kilometer på den udmærkede grusvej mod Ry, før man træder over en kvægrist og forlader den igen. Inden for de seneste år er der opført en anderledes markant vildsvineindhegning, hvis hegn løber langs grusvejen, tre lavtsiddende eltråde på indersiden for at holde grisene på den anviste plads. Vildsvinene er der for at bidrage til landskabspleje, især på det flade terræn mellem grusvej og søbred, som er et uigennemtrængeligt vildnis af krat og mose.
Da grisene flyttede ind, var de stadig sky og flygtede med skingre skrig ved syn eller fært af mennesker. Siden da har de vænnet sig til den støtte trafik af cyklister og vandrere på grusvejen, så i dag får jeg en helt anden mulighed for at betragte en lille flok med orne, søer, halvstore grise i mørk pels og et par store pattegrise, stadig med stribede dragter. Flere steder er terrænet gravet grundigt igennem. Kan vildsvin få hård hud på næsen? Deres tryner ser bløde og fugtige ud, end ikke jord hænger der ved. Dyrene forsvinder ind i tykningen i roligt tempo, deres rytme, upåvirkede af min tilstedeværelse.
Som jeg videre mod Ry lægger jeg mærke til svampe mange steder, nogle af dem små og friske i farven, andre kæmpestore, muggent udseende, væltede omkuld, store bidder taget ud af dem. En stor dådyrkalv, endnu med hvide prikker, græsser i et skovspor. Den tager mig i øje, men beslutter sig for at holde stand. Endnu et par kilometer og jeg kan se lysende blåt søvand gennem grenværket og høre højlydt snadren. Mellem skoven og Ry Mølle er der et stort trekantet stykke eng som er populært for rastende vandfugle. I dag er der flere gæs end nogensinde, et levende tæppe i gyldent efterårslys, grågæs med nogle kanadagæs i blandt.
Snart efter træder jeg over kvægristen, krydser broen ved møllen og tager de sidste skridt mod stationen.
Fernanda Melchor: Páradais, 77-100.
Jyske Vandreture 