Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Silkeborg: Rundtur til Høgdal, 32 km (539).
Kristi himmelfartsdag, 29. maj 2025.
Det er en behagelig dag til en vandretur, sval og kølig, da jeg starter fra perronen i Silkeborg. Det er Kristihimmelfartsdag, men ikke desto mindre tilbedes der også andre guder i dag. Silkeborg spiller pokalfinale mod FCK, og flere medrejsende i fodboldklubbens røde trøjer står af toget for at slutte sig til fanarrangementer.
Min dag bliver derimod præget af blåt og grønt, som jeg tager hul på en vandredag ved søer og skove i den vestligste del af Søhøjlandet. Først runder jeg den lille Lyngsø, og dernæst går jeg langs Almind Sø, forbi badeanstalterne med de runde broer. Skyerne kommer og går over mit hoved.
Syd for Almind sø når jeg Brassø, den nordligste i rækken af de store søer i Gudenåens hovedløb mellem Ry og Silkeborg, flader af roligt, åbent vand over mod skovene på den modsatte dalside. Træerne er høje, og der er masser af luft i underskoven. Jeg skrår gennem underskoven, hvor der også ligger et par små søer, Avnsø og Uglesø. Som jeg står og beundrer en bræmme af åkander med store gule blomster, flyver en skovskade tyst forbi foran mine øjne, strålende klar i farverne. Omkring mig er det så stille, at jeg kan høre fuglen lande et sted i grenværket, med en blød, dæmpet lyd der minder om, at fugle med deres fjer og hule knogler vejer langt mindre end et pattedyr i samme størrelse.
Jeg følger en af vandreruterne mellem Silkeborg og Ry, indtil jeg drejer af for at gå ad skovstier nær vandkanten. Ved en lille bådebro er en roklub i gang med at sætte en flåde af røde kanoer i vandet. Broen ender i en lille platform, hvor der står en stander med et skilt, som kan slås ud for at blive betjent af turbådene. Fra vest kommer en af de mere moderne turbåde, hvid og kasseformet, fra øst kommer den historiske hjuldamper Hjejlen med sort skrog og svungne linjer, lille og elegant i forhold til kollegaen. På den anden side af søen kan jeg se forstaden Sejs, bag den de to store lyngbakker, Stoubjerg og Sindbjerg.
Skovstien bliver tiltagende ringe, som jeg går mod øst, overgroet med lumske trærødder på skrænterne, fugtige stier på fladt land, hvor bække løber ud i søen. Visse steder er stien næsten forsvundet, og jeg må forsøge at finde en vej over vandmættet eng. En enkelt gang går det helt galt, mit venstre ben går uventet igennem jordoverfladen til højt over knæet. Jeg forsøger at trække benet op benet igen, men det sidder urokkeligt fast i en skruestik af sugende mudder. Først da jeg lægger kroppen ud til siden, lykkes det mig langsomt at frigøre benet, buksebenet dækket af sort mudder.
Med fornyet forsigtighed manøvrerer jeg gennem det forræderiske terræn, indtil jeg er tilbage på højere, fastere grund, brun skovbund. Jeg nærmer mig Snævringen, mellem Borresø og Julsø. Der er en lille lystbådehavn her, og en større kanoudlejning i tilknytning til campingpladsen. Bordene uden for stedets cafe har pænt besøg. På den anden side af det snævre farvand lyser store rododendronbuske op med blomster i lilla og røde nuancer. Villaerne har store haver derovre, og Ålekroen er også pænt forsynet med de smukke buske.
Øst for Snævringen ligger Sletten, FDF/FPF’s område. Stedet huset store sommerlejre på det flade terræn, men der er også mulighed for fritidsaktiviteter året rundt. Her drejer jeg væk fra det flade land nær søen og begiver mig ind i landet, snart op ad en lang stejl bakkeside. Dette stræk har jeg ikke gået før, det ligger væk fra de mere trafikerede stier og veje langs søerne. Selv om jeg ikke møder andre, ser jeg dog et skilt, som mindeligt beder om fredelig sameksistens mellem vandrere, mountainbikere og ryttere.
Vejen starter som en dårligt vedligeholdt grusvej, furet af regnskyl. Som den skruer sig op i terrænet bliver den tilgroet og grøn, buskads trænger sig ind fra siden, og til sidst er det blot en trampesti i et gammelt slidspor. Flere steder er der flade terrasser, endnu rester af lynghede. Som jeg endelig når det øverste af bakkesiden, møder jeg mere veletablerede skovstier, en rødmalet pæl bærer et orienteringsløbs post. Uden for et skovbryn strækker en stor græsslette sig på let skrånende terræn. I et lille åbent skur står en rød murstensovn, af den type som lokalt blev brugt til at fremstille glas. Glar, som det hed på den tid, deraf bebyggelsen Glarbo ved landevejen mod Ry. Foran mig græsser en håndfuld heste, og langt borte fra kommer oprømte barnestemmer, blandet med voksnes mere dæmpede røster. Det er en større selskab med en lang række parkerede biler på parkeringspladsen ved slettens fjerneste side.
Her på overgangen mellem den stejlere dalsides skov og plateauets dyrkede land er der flere store sletter, som skaber åbent rum i skovene. Den næste slette er indrammet af lange skovbryn og landskabets konturer er trukket op med lange linjer af gule blomstrende gyvel. En grusvej fører forbi en ensomt beliggende ejendom, Stenhule. Stednavnet Ulvslugt er knyttet til et stræk af vejen. Ulvene er endnu ikke flyttet ind i Silkeborgskovene, men det er ganske rigtig en snæver slugt, skov på skrænterne, en smule eng på bunden, prydet af vildtvoksende gyvel og rododendron.
Mit mål for dagens vandring ligger i skovene her: Skovgården Høgdal. Det er ikke en skovriddergård, men noget langt ældre, en skovgård af den slags hvor beboerne måtte bruge vinteren på at snitte træsko for at tjene en skilling til dagen og vejen. En grusvej fører ind til den hyggelige lille gård med bindingsværklænger. Gården ligger i en lille lysning. En par geder med hængende ører græsser i en fold, og en broget kat slendrer med dvask ejermine over vejen, nær mindesten for de to brødre, der var gårdens seneste ejere. I sin tid blev de folk der boede i Søhøjlandets skove kaldt for skovlovringer, en forvanskning fra Middelalderens Loversyssel, der strakte sig fra Horsens til Karup. De to brødre døde uden arvinger, og således overgik den til staten og ejes nu af Naturstyrelsen. Silkeborg kommune driver den som en besøgsgård med diverse kulturarrangenter.
Til gården hører også et kuperet overdrev, omgivet af skov. En afmærket rute giver mulighed for at gå en rundtur. De fleste steder er der ikke nok trafik til at slide en trampesti. I stedet er det knoldet jord under støvlerne. Spredte buske har indtaget overdrevet, hvis grønne græs mange steder får en rødlig tone fra syrens blomster, andre steder vokser gule ranunkel og blå ærenpris.
Fra Høgdal fører en sti op til den smalle landevej øverst på plateauet, Salten Skov hedder den lille samling huse her. Landevejen fører mig frem til hovedvejen mellem Silkeborg og Horsens, som jeg følger et kort stykke mod Virklund, hvor jeg kommer ind på banestien, der har erstattet den nedlagte jernbane mellem de to byer.
Det er velkendte kilometre for mig, og jeg går rask til. Først gennem strækket nærmest Virklund, hvor tæt krat udgør et grønt ærme omkring stien, dernæst gennem Silkeborg Vesterskov med høje træer og vid udsigt gennem underskoven. Til sidst kommer jeg ud på den høje banevold gennem villakvarteret op mod skovbrynet. Høj blomstrende gyvel flankerer også her vejkanten, et enkelt sted kan jeg dog få et smukt udsyn over Ørnsø og skovene.
Endnu en kilometer og jeg er tilbage på stationen. Nogle få drenge i SIF’s røde trøjer står duknakkede og taler sammen med dæmpede stemmer: Københavnerne sejrede stort uden at måtte anstrenge sig for meget.
Jenny Erpenbeck: Kairos, 70-98.
Jyske Vandreture 