Plön (444)

Udklip444

Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Plön, 40 km (444).
Fredag den 27. maj, 2022.

Jeg ankommer til Plön i solskin, men det er forsvundet, inden jeg når at tilbagelægge den korte distance fra togstationen til den fine promenadesti langs kanten af søen, op mod jernbanen og byen. Snart kommer det dog igen, og forsvinder, og kommer igen, og sådan bliver det ved hele dagen.
Jeg står ved Großer Plöner See, i det Holstenske Schweiz, syd for Kiel. Med sine næsten tredive kvadratkilometer vandoverflade er det den største sø i Slesvig-Holsten, og kun en smule mindre end Arresø, Danmarks største sø. Jeg har været her før (vandredag 372), på en del af en vandretur fra Kiel til Lübeck. I dag skal jeg gå hele søen rundt.
Großer Plöner See er blot den største af en lang række søer, der ligger tæt og indbyrdes forbundne. Det er et tiltalende landskab af søer omgivet skov, med smukke gamle byer og her og der ensomt beliggende kursteder, badehoteller og anløbsbroer for de obligatoriske turbåde. Den største turbåd ligger endnu mennesketom fortøjet ved landgangsbroen.
By og park går over i løvskov, hvor store egetræer flankerer den brede grussti. Så snart jeg er kommet lidt uden for byen, kan jeg kigge mig over skulderen og se det smukke hvide slot i Plön hæve sig over byen. Christian VIII havde sin sommerresidens her.
Som jeg runder det nordøstlige hjørne af søen, må jeg kort op på asfalt og dernæst videre ad grusveje, først forbi en campingplads og dernæst et gods, der er blevet kuranstalt. Luftkur, reklameres der med, næsten som et ekko af Thomas Manns klassiske roman Trolddomsbjerget. Eller måske snarere Silkeborg Bad, på trods af henvisningen til Schweiz er der ingen bjerge her, det højeste punkt i Slesvig-Holsten er på Helgoland (vandredag 163).
Snart er det slut med grusvejen og jeg kommer ind på et stræk med let mudrede skovveje og markveje. Store dele af Plön Søen er kantet af høje træer, ofte som egentlig skov, sommetider mere som et smalt bælte af træer og krat. Jeg følger en cykel- og vandrerute, hvor muligt med afstikkere ad skovstier, der egentlig blot er markeret som fodsti, men som dog ofte bærer præg af såvel cykeldæk som hestesko. Af og til må ruten ud på længere stræk ad landevej, andre gange er der mindre partier eng eller dyrket land mellem skovene.
Da jeg næste gang når frem til udsigt over søen, har solen været fremme og er forsvundet igen, i stedet blæser pludseligt op, himlen mørkner. Der er hvide skumtoppe på søen, nærmest bredden har søvandet fået den mørtelgrå farve, der skyldes ophvirvlet sediment, i nord slører regndis omridset af det hvide slot. Øjeblikket efter begynder regnen af falde over mig.
En træbro fører over en å. Tre unge tyskere i røde og gule regnslag skutter sig omkring en stor kano, mens de venter på et øjeblik uden regn og rusk, før de sætter fra land.
De kommer ikke til at vente længe, få minutter senere kommer solen frem, vinden lægger sig, og det føles igen som tidlig sommer og ikke begyndelsen på efteråret. Og sådan fortsætter det hele dagen, vinden frisker brat op, trækronernes blade rasler heftigt, regnen falder, snart efter kommer solen igen, fra nordvest ruller den ene bygestribe efter den anden ind over landskabet. Små kviste og blade bliver flået af træerne, hvide kronblade ligger i lange striber i vejkanten under ribbede trækroner, kulørte blomsterblade langs havehækkene i de små byer.
Ude på søen har svanerne søgt læ på østsiden af en lav holm, hvidere i fjerdragten end selv det mest nyvaskede får. Skovene har den største udbredelse, hvor der er høj skrænt ud mod søen. Ved det søens sydøstlige hjørne er derimod store enge og kær, hvor søen går over i dalbund, og min rute tager en ordentlig omvej ud i agerlandet. Det falder sammen med en tyve minutter lang byge, dagens længste. Hvor jeg runder søens sydlige punkt, Stadtbek, er der en vid udsigt mod nord, men ganske uden dybde, over søen tones der over i regndis, og der er ingen landkending af den modsatte bred, syv kilometer længere mod nord.
Snart kommer solen dog frem igen, og mine våde bukser tørrer hurtigt. En god sti løber først med udsigt over engene, dernæst på ny ind i skovene. Jorden synes at være samlet omkring et par små godser, hvor man supplerer indkomsten med tilbud om gårdferie. Den brede sti, egentlig en gammel vej der nu er overladt cyklister og vandrere, er kantet med en smuk allé af gamle løvtræer, nogle gang eg, nogle gange lind. Skovengene bliver små og der går nogle få heste i stedet for større kvægflokke. Som jeg kommer længere mod nord, og skrænterne hurtigt vokser i højden, lukker skoven sig igen helt.
Af til giver en tilgroet skovvej på blød jord mulighed for en kort afstikker til søudsigt. Der er ingen strand, blot en smal bræmme af sandblandet mudder, højst et par fod i bredden. På begge sider står skoven som en grøn mur lige op fra vandkanten. Sigtbarheden over søen svinger med de forbipasserende byger.
Ved søens store bugt i vest kommer jeg ud på åbent land, lidt længere væk fra søen, tilbage på landevej. Solen skinner, det giver blændende refleksioner fra den glinsende våde asfalt, og jeg kan se små dampskyer hænge lavt over kørebanen.
En vandrerute gennem skov fører mig tilbage til søbredden og frem til den lille by Dersau, med campingplads, plæner, sandstrand og en lille lystbådehavn. Her, ved den vestlige del af søen, er der smult vand, tæt belagt med vandfugle. Gæssene danner det største og mest højlydte kontingent, rundt omkring er der ænder, lappedykkere, skalleslugere og blishøns.
Jeg har taget hul på den sidste fjerdel af min rundvandring. Der er ringe mulighed for søadgang her. Stadig en del skov, denne gang er det lokale gods endt som kristen ungdomscenter, men også en travl indfaldsvej til Plön og jernbanen mod Kiel, der krydser landevejen flere gange.
Det er først i udgangen af Plön, at jeg får mulighed for at gå gennem skoven og ud til søbredden. Det er den fjerne ende af samme promenadesti, hvor jeg startede min vandredag. Himlen er midtvejs i svingningen mellem regn og sol, så der er pæn sigtbarhed, og alligevel et lidt grumset lys. På højre hånd har jeg den blå sø, stien flankeret af høje, gamle løvtræer, med ranke, tromletykke stammer, og krogede grener der rækker grådigt ned mod vandet for at brede deres løvhæng maksimalt ud mod solen i syd. På venstre hånd har jeg jernbanen, hvor de røde regionaltog af arrivatypen lejlighedsvist passerer, højt oppe på skrænten ser jeg igen slotsresidensens hvide mure og et højt kirketårn.
Promenadestien er flittigt benyttet, på vandet er der roere og i øst stævner den store turbåd ind. På en ganske lille ø ude i søen har skarvene erobret trækronerne, og de store sorte fugle flyver til og fra. På en træbro løfter slanke metalstivere en gul kugle mod himlen. Det er solen, i den planetsti, der er markeret langs promenaden. Plön huser også et Max Planck institut for evolutionsbiologi. Formodentlig er det grunden til, at der også er markeret et evolutionshistorisk stiforløb langs promenaden, så og så langt for så mange millioner års udvikling. Livet er endnu ikke gået på land, da jeg slutter ringen i min tur rundt om Großer Plöner See, endnu engang går gennem viadukten under banen og den korte vej op til togstationen.
Jeg venter tyve minutter på toget, vejrliget når igennem nok en cyklus med regn, der driver de ventende passager sammen under perronens halvtag, dernæst begyndende opklaring. Da toget snart efter kører mod vest kommer solen atter frem.

Sven Regener: Glitterschnitter, 334-470.
Fernando Aramburo: Años lentos, 1-76.

This slideshow requires JavaScript.