Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Låsby-Harlev, 28 km (538).
Søndag den 4. maj 2025.
Jeg begynder min vandredag i Låsby, ved den gamle landevej mellem Århus og Silkeborg. Over mit hoved er det blå himmel med drivende hvide skyer. Byens læ giver en fornemmelse af varme, men så snart jeg kommer ud på det åbne land er en kold vind følelig. Jeg er på det høje plateau nord for Søhøjlandet. I nordvest kan jeg se Sorring Loddenhøj, som har samme højde over havets overflade som Himmelbjerget. Reelt er det et lille muldvarpeskud af en gravhøj, nær et skovbryn, men en høj radiomast gør den til et vartegn, der kan ses i miles omkreds (vandredag 237).
Landskabet er grønt, græs, umodne afgrøder, læhegn, skov i det fjerne. Rapsmarker i gnistrende gul farve står i kontrast med knivskarpe linjer og hjørner mod det grønne. En fasanhøne letter med et stort bulder fra en overgroet plovfure.
Hidtil har jeg fulgt landevejen mod Hammel, travl selv på en søndag, men nu drejer jeg ind på en smal asfaltvej, der fører ned i Lyngbygårdådal. En grusvej fører videre ud på dalbunden til Præstebro, som Lyngbygård Å løber under med en behagelig lyd af pludrende vand. Et blåt skilt markerer, at det også er grænsen til Silkeborg Kommune. Der er også en informationstavle, og en markeringspæl med en rød cirkel. Den vandrerute, som begynder her, kaldes Båndet, og fører mod øst. Den følger et stræk af den for længst nedlagte Hammelbane.
Jeg tager et sidste blik gennem ådalen, ganske smal her, blot et par hundrede meter bred, med løvskov på dalsiderne. Så går jeg tilbage ad grusvejen og passerer endnu engang den lille flække, som er Låsby Stationsby. Den gamle station med pakhus er lige akkurat genkendelig blandt en kort række parcelhuse. En række tilbygninger er føjet til, og der er en stor have med et smukt blomstrende kirsebærtræ. Som jeg følger en lille landevej på dalsiden mod øst, er der andre mindelser om den forsvundne bane, et par gamle overbygninger fra kreaturvogne gør tjeneste som læskure i engenes folde. En lang række træstubbe markerer, hvor jernbaneskinnerne engang løb.
Nyudsprunget bøgeløv hænger lavt i skovbrynet, som jeg går mod øst, og dalen hurtigt udvides. Oven for den modsatte dalside ses rapsmarkernes gule striber. Landevejen fortsætter mod Galten, men vandrerutens markering sender mig op ad bakkesiden og dernæst ad en trampesti øverst på plateauet til et villakvarter i udkanten af byen. Der er et fantastisk udblik over dalen, blå himmel, hvide skyer, grønne enge og skov, gul raps, og – ved det yderste hus – et vejrende dannebrog i rødt.
Jeg ankommer til Galten via en grusvej i kanten af de nybyggede villaer Den er en af de få rester af det oprindelige tracé. Hvor jeg sætter foden på asfalt, krydser jeg mit spor for fra tre uger siden (vandredag 536). Ligesom dengang er der en knopsvane, som fourager på en grøn mark, mens magen ligger på reden i den nærmeste af de små søer her.
Et smukt kirsebærtræ blomstrer i en have. Mange af kronbladene i den lyserøde jordbærisnuance er drysset af, og den letteste antydning af en brise har samlet dem til en lang drive i rendestenen. Lange lige veje fører til centrum af Galten og videre ad cykelstier, indtil jeg bliver sendt på en lille omvej omkring kirken i Skovby, en mindre by nu ganske vokset sammen med den større by. Det er en lille middelalderkirke med skib og kor i granitkvadre og senere tilføjet tårn og våbenhus i røde mursten, tagsten i rødt tegl.
Som jeg følger stien videre, går den over en stribe af plæner med små damme og krat. Flittige råger tripper rundt mellem mælkebøtterne og gennemhegler grønsværen med deres næb. Luften er stærkt trafikeret af de sorte fugle. Efter en omvej gennem et industrikvarter står jeg ved vandrerutens slutpunkt, Skovhuset, i udkanten af Galten. Det lille bindingsværkhus med stråtag ligger i en mindre skov, gennemskåret af den gamle hovedvej mellem Silkeborg og Århus. Det er bøgeskov, hvis øverste lag er tæt besat af rågereder. Fuglene laver et vidunderligt spektakel, asfalten er plettet af hvide fugleklatter, af og til dumper tabte kviste ned ovenfra. En svag fært af fjerkræfarm hænger i underskoven.
Jeg går et kort stykke mod Århus ad den gamle landevej, indtil den passerer den nye motorvej, og jeg kan slå ind på en smal asfaltvej til Lillering. Som andre af de små landsbyer i området har den mange små bindingsværkshuse, i vekslende stadier af vedligeholdelse, blomstrende kirsebærtræer danner en smuk kontrast. Som jeg vender mig tilbage, uden for bygrænsen, kan jeg se foderstoffens høje silo ovre i Skovby, en blændende stribe gul raps bag den.
En grusvej giver videre adgang til Lillering Skov, der sammen med en del af ådalen indgår i Harlev-fredningen. Et net af afmærkede stier er blevet anlagt her under fællesbetegnelsen Tåstruplandet. Jeg var her i vinters og gik ad den mindre sti i skoven (vandredag 529), i dag vil jeg følge den længere sti gennem hele fredningen. Skovveje og trampestier fører gennem området, gennem folde, ad plankebroer over moser. Grønt løv dominerer, med enkelte kig til gul raps uden for skovbrynet. Anemonernes blomstring er på det sidste, i stedet er der fladstjerne og skovmærke, gul engkabbeleje i sumpede områder.
Skovene i fredningen er rige på sten, hvor af mange ligger hvor de faldt, da isen smeltede, nu overtrukket med grønt mos. Andre steder er større sten stablet sammen i lange stendiger og korte brolagte stræk på udsatte steder. I sin tid havde hver gård sit lille lod til tørvegravning, nu er der i stedet små og store damme med åbent vand.
En lang grusvej fører fra skoven over den flade dalbunds dyrkede land til den lille landsby Tåstrup, hvor jeg modtages af et hegn af lilla blomstrende syren. Der er adskillige gamle firlængede gårde i centrum. Snart bliver jeg ledt op ad dalsiden via nye trampestier og gamle markveje. Der er enge på lavt terræn og små skovstykker højere oppe. Længere fremme kan jeg se den lille Tåstrup Sø. Som jeg kommer højere op i terrænet, får jeg et bedre udblik, et par heste græsser dekorativt med søens blå i baggrunden, Lillering Skov på den modsatte dalside. Fra en trampesti fører en lille træbro over et gammel stendige, og så er jeg ankommet til den sammenhængende Søskov og Stenskov. Jeg ser ikke flere sten på skovbunden end på den nordlige dalside, men der er anlagt en fin grusti, som giver mulighed for en mere komfortable rundtur end trampestier og mudrede skovveje.
Min afmærkede vandrerute følger skovbrynet ned ad bakkesiden, krydser nogle smukke slugter, indtil den når stien gennem sumpen ud til fugletårnet ved rørskoven, som jeg besøgte i vinters. En glente viser sig kort på himlen, den karakteristiske hale i knivskarp sort profil. I dag fortsætter jeg ad knoldede trampestier mod nord. Høje stendiger flankerer slugterne, og snart står jeg ved en låge, der giver adgang til en stor fold med køer. Der er endnu ikke slidt en genkendelig trampesti, så jeg må spejde omkring for at identificere den anden låge, langt fremme til højre. Grusveje og andre trampespor fører videre, med et udkig til de store rørskove ved søen, der er ganske skjult i det lave terræn.
Det sidste stræk er en mudret jordsti ind i skoven. Da jeg var her i vinters, stod der sort mosevand hen over den, og på kortmaterialet er der da også et kækt symbol for gummistøvler. I dag er vandstanden en fod lavere, sort, stillestående vand på begge sider, men også stien som et lavt dige gennem krattet, der fra begge sider vokser sammen over hovedhøjde.
Endnu en gang går jeg gennem skræntskoven, en lang jævn stigning, der ikke presser åndedrættet. I det nordøstlige hjørne, højt på bakken, følger jeg grusvejen over markerne, forbi det næsten tilgroede segment af Hammelbanen, indtil jeg når Harlev og busstoppet lige inden for bygrænsen.
Jyske Vandreture 