Den orange linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Wismar-Bad Kleinen, 25 km (481).
Tirsdag den 4. april 2023.

Tilbage i Wismar starter jeg min vandretur fra banegården og går stik syd. Dagen starter med en blå himmel, som dog langsomt dækkes af skyer i løbet af formiddagen. Det er knapt så koldt som de foregående dage, og eftersom jeg vandrer ind i landet, i læ fra den kolde nordenvind, føles det anderledes forårsagtigt, end de iskolde dage påsken er begyndt med.
Fra banegården på kanten af den gamle bydel passerer jeg beboelseskvarterer, går langs indfaldsveje og jernbanen indtil jeg kommer ud i åben landskab. Mit mål er den store Schweriner See, halvanden gang så stor og dyb som nogen sø i Danmark. Egentlig var søen en del af Elbens opland med afløb til denne store flod. I sekstenhundredtallet blev der imidlertid anlagt en kanal mod nord, som forbandt søen med Wismar og Østersøen. Wallensteingraben hedder den. Jeg krydser den første gang syd for byen og følger det lave land omkring den mod syd. Det er en ganske smal kanal, ikke meget mere end en å. Noget steder er den ikke mere end en halv meter dyb, og kun farbar for de meste erfarne i Wasserwandern, som kanosejlads kan hedde på tysk.
Syd for byen kommer jeg ud i dyrket land, lange bakkesider med vid udsigt. Et langt stræk er vejen flankeret med stynede træer, smalle stammer, tæt stynede så hver stamme forekommer at række en knyttet næve mod himlen. En bro fører den smalle landevej over en motorvej, og dernæst i ro og mag mod Dorf Mecklenburg. Den lille by har et stort navn, det skyldes ikke trinbrættet på jernbanen, men derimod den store borgbanke i byens udkant. Det er resterne af en borg den slaviske folk abodritterne anlagde i det syvende århundrede. Mikelinburg er siden forvansket til Mecklenburg, der nu dækker et langt større område, og indgår i delstatsnavnet Mecklenburg-Vorpommern.
På vej til borgbanken passerer jeg en kirke i røde mursten og rødt tegltag, små stræbebuer, også i røde mursten, støtter kor og skib. Den store borgbankens skrænter er bevokset med krat og småskov, en brostensbelagt sti giver adgang til bankens indre plateau. Her har den lokale kirkegård fået plads.
En landevej fører videre på det østlige dalside. Lave stynede hegn løber langs vej og i skel, nogle af dem med massive stammer, ganske fri for grene. Der kommer adskillige hundeluftere imod mig, med nøjagtigt udmålte mellemrum. Forklaringen får jeg, da jeg passerer det lokale dyrehjem. Længere fremme, ved et skovbryn, er den smalle asfaltvejspærret for bilkørsel. En bil med dyrehjemmets logo holder parkeret ved den lille grusplads, og endnu et par hundeluftere kommer ud fra skoven.
Skoven er en massiv klods af uigennemtrængelig nåleskov, skåret i to af asfaltvejen. Jeg hører trompeterende traner over mit hoved, og når at se en halv snes af de store fugle passere over himlen.
Endnu et par kilometer over åbent land og jeg når landsbyen Hohen Viecheln, og kan begynde en stejl nedstigning til Schweriner See. Snart befinder jeg mig ved en bådebro ud i søen. Mod nord er der små fiskerhytter og tilhørende grej, mod syd er der en lang række turistboliger i fiskerhyttelook komplet med høje stråtage. Der er en spinkel stribe rørskov langs bredden, et par små fiskerbåde på vandet, udsigt til skovklædte bredder på den fjerne side af vandet.
Jeg drejer mod vest. og i udkanten af landsbyen kommer jeg ind på en smal asfaltsti til cyklister og vandrere. Den holder sig nederst på den høje skrænt ned mod søen. På himlen er skyerne ved at gå i opløsning og af og til bryder solen i gennem med skarpe stråler. Mellem sti og sø er der et forland med tæt krat og sump. Et sted kalder en ravn, og jeg kan høre fugle bevæge sig mellem rørene. Et svanepar har etableret sig, omgivet af sort, stillestående vand. På skræntens tørrere jord vokser der høje, gamle ege, anemoner i skovbunden. Oven for skrænten løber jernbanen. Inde i skoven krydser jeg igen Wallensteingraben, kort før dens udløb i søen.
Området her er rigt på slaviske stednavne og steder som borgbanken i Dorf Mecklenburg, vidnesbyrd om en historie der går langt over tusind år tilbage. Der er også en del stednavne med svensk henvisning. Nu står jeg ved Schwedenschanze, Svenskerskansen, øverst på skrænten ud mod søen. Fundamentet er stadigt synligt i skovbunden. Det er en langt mindre konstruktion end den slaviske borg, en skanse i grundform af en sekstakket stjerne. Et par af spidserne er stadigt tydeligt aftegnet. En informationstavle gør tørt opmærksom på, at det er et rent folkeligt navn, svenskerne havde næppe noget med dette fæstningsværk at gøre, det blev bygget for at beskytte kanalen, en vigtig transportvej for slottet i Schwerin længere mod syd. Sverige besad imidlertid et betydeligt område nordøst herfor, Svensk Pommern, fra 1648-1814. Megen militæraktivitet var forbundet dermed.
Jeg nærmer mig Bad Kleinen, som roklubber, bådebroer og badestrande bevidner. Plæner afløser rørsump. Der er ænder og svaner på søen. Et par forelskede lappedykkere er i gang med deres komplicerede, symmetriske kurtiseringsritual. For enden af ejernes snore udfører hunde deres egne, noget mindre elegante, ritualer.
Bad Kleinen er opstået omkring et jernbaneknudepunkt, hvis transportmuligheder også førte til oprettelsen af en kuranstalt. Som navnet siger, var badning i søen en væsentlig del af behandlingen, og for at undgå farlige situationer bekostede kuranstalten en tunnel under jernbanens massive jordvold. Eiertunnel, Æggetunnellen hedder den, for dens omrids minder om et æg. Den er lige akkurat mandshøj og kurgæster har måttet gå i gåsegang i gennem. I dag er den fredet som et industrielt mindesmærke. Hvad der ikke har forhindret lokale vandaler i at male farvestrålende graffiti på begge sider af indgangen.
På den anden side af tunnellen resterer kun den korte vandring op gennem skoven og ad gaden hen til banegården, der ligger på skrænten oven for søen. Endnu er løvtræernes blade ikke sprunget ud, og fra perronen ses søens blå lyse klart gennem grenværket.

Siri Husvedt, A woman looking at men looking at women, 1-228.

This slideshow requires JavaScript.