Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Boltenhagen-Wismar, 29 km (480)
Mandag, 3. april 2023.
Am Kurhaus i Ostseebad Boltenhagen er hvor min vandretur sluttede i går, og hvor den begynder i dag (vandredag 479). Det er endnu en smuk og iskold dag, høj sol og blå himmel. Jeg går straks gennem den lille park ud til strandpromenaden med dens Seebrücke, en lang landgangsbro ud i Østersøen.
En smal hvid sandstrand, kantet af lav, tilgroet klit, løber i begge retninger, mod de høje klinter i nord og det lavere land i syd. Strandpromenaden er en solid, hævet plankebro, tre meter bred. Adgang fås både fra trapper og ramper, for betegnelsen kursted forpligtiger. Her skal man kunne færdes både med rollator og kørestol.
Nordenvinden er stadig kold, men knapt så markant som i går, måske fordi Boltenhagen ligger i læ af fremspringende land i nord. En enkelt bræmme af hvidt skum markerer, hvor bølgerne møder flad havbund nær sandstranden. Jeg går rask mod syd, indtil strandpromenadens bro holder op, og jeg fortsætter på sandstranden. Det er tyndet ud i antallet af andre strandgæster, og snart bliver jeg også nødt til at stoppe op. Et lavt hegn spærrer stranden, og skilte med en sort ugle på gul baggrund forklarer hvorfor. Det er Tarnewitzer Huk, en fredet halvø uden offentlig adgang.
I stedet drejer jeg mod syd, strejfer udkanten af kurstedet, indtil jeg finder ind på en vandrerute på bakkekammen højt over bugten. Den enkle grusvej er flankeret af stynede træer med tykke, ofte flækkede og hule, stammer. Der er fri udsigt over de dyrkede bakkesider, lange læhegn med hvide, blomstrende kroner, et enkelt rådyr græsser nær krattet omkring et mosehul, i horisonten den blå Østersø.
Jeg når en landevej og følger den ned ad bakken, indtil jeg kan komme til at gå et langt stræk langs stranden. Der er strandfodring i gang med sand, som det er sædvanen mange steder i Tyskland forud for badesæsonen. Havbunden er flad snesevis af metre ud. En enkelt sortkrage har fundet et tørskoet sted derude og hakker vældigt med næbbet, men ellers er det vandfugle, gråænder, gravænder, måger og strandskader med blodrødt næb, der søger efter føde. En mand i waders stryger rejer et godt stykke ude. Lave skrænter breder sig på begge sider af bugten, mod nord kan jeg se lange hvide bygninger, marina og hoteller nær Boltenhagen. i ly af den fredede halvø.
Fra den forblæste strand går jeg ad en travl hovedvej, inden jeg slår ind på mindre veje over det bakkede landskab. Det er en del af den europæiske fjernvandrervej 9, mest smalle asfaltveje gennem landsbyer og åbent landskab. Her er flere af de smykke stynede hegn, og på trods af de åbne bakkesider er der kun lidt vind, og egentligt ganske varmt nogle steder. En lun vejkant vender mod syd, og selv om vegetationen endnu blot er ankelhøj, er farverne fra blomster begyndt at indfinde sig, vorterod, ærenpris, martsviol, rød tvetand.
Selv om kysten snart er tre-fire kilometer væk og blot en blå stribe fra bakkernes højeste punkter, er der alligevel en forbløffende mængde byggeri til turister. Mest i form af lange rækker små huse i en tilpasset lokal stil, et sted har man dog brudt med mønsteret og i stedet valgt et mønster med stablede hexagoner, der gør et bikubeagtigt indtryk. Enkle landsbyer reklamer også med den eftertragtede kurstedsbetegnelse.
Jeg når toppunktet på bakkekammen og har udsigt til en fritliggende landsbykirke længere inde i landet. Som jeg begynder nedstigningen hører jeg trompeterende traner. I første omgang kan jeg ikke se de store fugle, de er skjult i en lille ådal, jeg kun kan se toppen af. Længere fremme møder jeg dog et par, fouragerende på en mark, ikke langt fra en landsbys yderste husrække. Jeg har set dusinvis af traner fra tog- og busvinduer de sidste dage, men det er første gang, jeg ser dem i terrænet. Normalt har de da også en flugtafstand på 300 meter i forhold til mennesker. En lokal mand cykler forbi uden at vie de imponerende fugle et blik, så her ignorerer man åbenbart i al fredsommelighed hinanden. I Meckelburg-Vorpommern er man da også vant til langt større mængder traner i træktiden (vandredag 337).
Efter endnu nogle kilometers vandring i det dyrkede land nærmer jeg mig for sidste gang havet, denne gang ad en grusvej ned til den fredede fiskerlandsby Hoben, ved bredden af Wismar Bucht. Det er en uregelmæssig klynge af små rødstenshuse med høje stråtage, masser af grønsvær mellem husene, et par krogede gader. Og så står jeg igen ved Østersøen, blåt hav med rækker af hvide skumtoppe, høj himmel i en lysere blå tone, lave hvide skyer i den fjerneste horisont. Der er fragtskibe på vandet, udsigt til landet på den anden side, inderst inde i bugtens ses Wismars industrielle skyline.
En smal vej, behageligt fri for biler, fører ind mod byen. Der er en smal bræmme rørskov langs bredden, snart rejser sig en lav klint, bevokset med en stribe krat og skov, blot få meter i dybden. Som jeg nærmer mig byen, vinder skoven i bredde og går over i park ved en gammel kuranstalt. Neden for skrænten er der nu sandstrand, minsandten også med en lang Seebrücke. Selv om det fremskredne tidspunkt gør, at stranden ligger i dyb slagskygge fra skoven på den lange bakkeside mod vest, er der ganske mange af de lokale ude for at nyde den fine dag.
Engang har skoven, stranden og kurstedet sikkert nydt godt af ophøjet distance til havnebyen, men i dag er rummet udfyldt af havneindustri, store områder med kolonihaver og byens yderste boligblokke. Heldigvis er der en god skiltning af en cykelrute mod centrum, så jeg undgår at blive fanget i de labyrintiske blindgyder, der ofte er den slags steder. Mens jeg går ad en smal asfaltsti gennem kolonihaver, høje hække på begge sider, ser jeg to store fugle over mit hoved, et storkepar. Jeg ser dem roligt forsvinde, ser mig om efter en opsat rede, lytter efter knebren, men fuglene er forsvundet lige så hurtigt, de kom.
Cykelstiens asfalt fører mig sikkert gennem industrikvarterer og frem til fortov og indfaldsveje. Som jeg nærmer mig dagens endemål, får jeg også et hurtigt indtryk af byens gamle bykerne, ældre borgerhuse, høje kirketårne i røde mursten, gammel havnefront konverteret fra forretning til fornøjelse. Og så er jeg fremme ved banegården.
Thomas Brussig, Die Verwandelten,274-326.
Siri Husvedt, A woman looking at men looking at women, i-xx.
Jyske Vandreture 