Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Travemünde-Boltenhagen, 28 km (479
Palmesøndag den 2. april 2023.
Dagens vandretur begynder med en sejltur. Få hundrede meter fra togstationen i Travemünde finder jeg færgelejet ved byen havnefront. Det er små færger, som man kan se dem ved Limfjorden, et lille bildæk, gående passagerer finder plads langs rælingen, en lille overbygning bærer kommandobroen. 1,70 € koster det for den korte tur.
Over mit hoved er skydækket ved at gå i opløsning, og store stræk af lysende blå himmel viser sig. Et stort fragtskib ligger for anker højere oppe ad Trave. Mens den lille færge arbejder sig over mod den modsatte side af floden, får jeg et bedre overblik over Travemündes havnefront, stærkt præget af turistindustri. Adskillige mindre fartøjer ligger fortøjede, og længst mod nord rejser det høje hoteltårn i hvid beton sig, sandstranden foran det. Et let bump markere ankomsten til færgelejet på den østlige bred.
Priwall hedder det her. Egentligt navnet på halvøen, men der er også opstået turistrettet byggeri her, nyere og langt fra så hyggeligt som på den anden side, mere tidstypisk arkitektur, stablede skotøjsæsker med store glasvinduer. Travemünde har hørt til Lübeck siden middelalderen, og det samme med Priwall-halvøen, der var på den vestlige side af jerntæppet. En mindesten markerer den gamle grænse. Mest markant langs havnefronten er det smukke gamle sejlskib, Passat, en bark med fire master.
Efter nogle få hundrede meters gang mod nord når jeg Østersøens strande, der strækker sig endeløst mod øst. En frisk blæst står ind fra nord, med hvide skumtoppe på lave bølger. Vindstyrken er ikke voldsom, men eftersom temperaturen kun lige er over frysepunktet, er det alligevel en kold omgang. Det er lavvande, ikke meget, men nok til at afsløre en bred, flad havbund. Måger og ænder holder til i smult vande.
Vest for Travemünde kan jeg se de høje skrænter, hvor jeg gik i sommers (vandredag 457), og som øjet følger Lübecker Bucht rundt mod nord, kan jeg se de enkelte badesteder markeret af høje bygninger. I dag vender jeg bugten ryggen og går mod øst. Lavvandet har gjort sandstranden bred, men egentlig er det en smal stribe sand, kantet af ganske lave klitter. Som det ofte er tilfældet i Tyskland er klitterne hegnet ind med en enkel lav tråd. Her skal ikke holdes noget inde, derimod skal mennesker holdes ude, klitterne er sårbare overfor badesæsonens tætte trafik af menneskefødder.
Som jeg går mod øst i den kolde vind, vokser en lav skrænt sig højere og stejlere, indtil den står med lodrette klinter i råt sand, øverst perforeret af flittige digesvaler. Nederst på skrænten føjer de første følfod gule stænk til det tidlige forårs dæmpede palette, ude på vandet supplerer knopsvanernes næb med den smukke røde farve.
Klinterne taber højde, blot for at rejse sig så meget desto højere. Vinden tager heller ikke af. Efter er par timer skifter jeg til den smalle asfaltsti, der følger kysten, sommetider blot et halvt hundrede meter inde i landet. Og det er som et klimaskift. Krat og skov løber langs kanten af skrænten og skaber et vidunderligt læ. Snart føltes det næsten lunt at gå i skovbrynet, med en smuk udsigt over de bølgende bakker med åbent dyrket land. Op og ned går det, stien tager bakkekammene på tværs, det er de samme bakker, der vender stejle klinter ud mod havet, bølgernes erosion har skåret sig ind på dem, som en kniv skærer skiver af en spegepølse.
Af og til gør jeg en kort afstikker ad en trampesti ud til kanten af klinten, hvor der står bænke, pælehegn og advarselsskilte. Og ellers bæres havstokkens bulder gennem krattet. I skovbunden ser jeg anemoner, og jeg ser den første af de lange rækker af stynede træer, der karakteriserer det dyrkede land her på egnen. Lave, tromletykke stammer, med et piskeris af grene som paryk, sommetider frisk stynede. Egetræerne i skovbrynet er ikke stynede, til gengæld har mange af dem en kvælende pels af vedbend. Et par af de tykkeste og ældste egetræer har vist fået en hjælpende menneskelig hånd, død, bladløs vedbend løber som slanger op ad træet, nogle af lianerne fingertykke, enkle tykkere end mit håndled. Skovbryn og læhegn er rige på hvide blomster og gule rakler.
Jeg befinder mig så godt i læ for vinden, at jeg følger asfaltstien og den tilhørende cykelrute et stykke ind i landet, gennem små landsbyer, og forbi et militært anlæg med en stor hvid paddehat af en radar rettet mod havet. Så er jeg klar til endnu en strækning langs kysten, frem til Steinbeck, hvor skrænter rejser sig højere end nogen sinde. For foden af dem er der en smal grusstrand med rullesten. Et par tapre lystfiskere kæmper med vinden i havstokkens hvide skum. Fra parkeringspladsen i ly af skræntskoven kommer besøgende i tykke frakker for at nyde udsigten og måske gå en tur i klintens dybe slagskygge, hvor bølgerne endnu ikke rækker op.
Herfra tager jeg de sidste kilometer under de lunere forhold over det dyrkede land, indtil jeg igen når havet ved Boltenhagen, nu skærmet for vinden bag det fremspringende land.
Jeg har set cyklister, spadserende og hundeluftere det meste af dagen, men i Boltenhagen er der anderledes livligere. Det er et badested, både i den vanlige turistmæssige betydning og i den særlige tyske betydning af kursted, et offentlig tildelt og beskyttet titel. Ostseebad Boltenhagen er det fulde navn. Der er en lang landgangsbro ud i havet, og en bred strandpromenade. Ingen besøgende har dog vovet sig ud i vandet, på trods af foråret er det vinterkoldt, men der er mange gæster i byen, restauranter, caféer med videre er åbent, for de særligt interesserede er der tilbud om røgede fisk eller pandekager.
Det meste er arrangeret omkring en lang hovedgade. En lille kirke, med en tagrytter i stedet for et kirketårn, vidner om et langt mere roligt liv i tidligere tider. Halvtreds meter længere nede af vejen ligger kimen til forandringen. En smuk park på den ene side af gaden, på den anden side statelige hvide bygninger. Kurhaus hedder det. Busstoppestedet hedder Am Kurhaus.
Thomas Brussig, Die Verwandelten,18-274.
Jyske Vandreture 