Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Hedensted-Jelling, 25 km (482).
Søndag den 16. april 2023.
Himlen er grå og uden sol, som jeg starter min vandredag i Hedensted. Byen ligger mellem Horsens og Vejle, i den østjyske transportkorridor med jernbane, motorvej og gammel hovedvej. Det ses, da jeg vandrer i en bue mod nordvest, præget af industrizoner.
Til sidst når jeg dog ud på det åbne, dyrkede land mellem Horsens og Vejle. I Øster Snede flages der ved kirken, måske fordi det er dronningens fødselsdag. Også ved de andre kirker jeg i dagens løb passerer, kan jeg selv med det blotte øje se flaget hejst ved kirkerne, en intens rød plet af farve mod den grå himmel. Landsbykirken i Øster Snede er usædvanlig stor, en sikkert tegn på forbindelse til lokale godsejerslægter. En klassisk middelalderkirke med kvadersten, hvidkalkede mure og et solidt tårn.
Selv i kirketiden på en fredelig søndag er der dog drama i gang. En stor rovfugl kredser over et punkt på en græsmark. Noget bevæger sig, et glimt af pels, en hare hopper skyndsomst tredive meter til den ene side, og så tilbage, som rovfuglen følger med. Sådan danses der et par gange til, indtil fuglen omsider bryder af. Haren løber ikke ligefrem for livet. Den røde glente, som det viser sig at være, er også først og fremmest ådselsæder, en levende hare er en anderledes stor mundfuld. Som glenten glider over mit hoved, får jeg den karakteristiske kløftede hale at se, skarpt aftegnet.
En bro fører den smalle landevej over Den Østjyske Motorvej. Med jævne mellemrum passeres jeg af cykelryttere i stramme, kulørte dragter. De kommer fra, eller skal samme sted hen som mig: det kuperede terræn omkring Grejsdalen. Landskabet begynder så småt at formes i store bakkesider, lidt skov på de stejleste steder, en langt kig til den røde murstenskirke i Grejs, dannebrog hejst derovre.
Og så står jeg ved porten til det hele, med noget så sjældent i Danmark som et stort serpentinersving ned omkring Fløjstrup Bæk, der skærer sig vej til Grejs Å. Bækken er kun godt et par kilometer lang, men den taber halvtreds højdemeter på den korte distance. Der er skov på skrænterne, smal eng i bunden, et gammelt møllehjul i sten markerer indkørslen til den forhenværende møllegård.
Landevejen snor sig op ad den stejle skrænt. Oppe på plateauet ligger Højgård Skov, som breder sig hele vejen ned til bunden af Grejsdalen. Skovveje i forskellige stadier af tilgroning gør det muligt at gå gennem skoven ned mod dalbunden. En god del af skoven er løvskov, og gennem det bladløse grenværk kan jeg se, hvordan store slugter åbner sig, og høje skovklædte bakketoppe rækker mod himlen.
For foden af skrænterne genfinder jeg bækken, der hurtig vokser i størrelse. Den gamle skovvej er sikret på oven på en lav jordvold, som samler fremvældende vand i sumpe med frønnet sort vand og rør. På den fugtige jord nær vandløbet vokser der hvid hestehov og milturt med en fine gule blomster. Dele af skoven forvaltes som naturskov, hvor væltede stammer får lov at henlægge, som de falder. Adskillige af dem falder dramatisk ud over det løbende vand. Som jeg nærmer mig landevejen støder jeg på små træbroer over det, der er ved at være en anseelig å. Grejsdalstien går over en af dem (vandredag 298).
Jeg når frem til landevejen ned gennem den smalle Grejsdal. Jeg kom her første gang på en lang tur op til Gudenåens udspring i Tørring (vandredag 73). Jernbanen mellem Vejle og Herning løber også gennem dalen, det er et af de stejleste stykke skinner i Danmark. Togene slider sig opad og tager også strækningen nedad i roligt tempo for at bevare kontrollen.
På den anden side af asfalten kommer jeg ind på lidet brugte grusveje, der følger skovbrynet ud mod engene omkring Grejs Å. Som jeg går mod syd snævres brede enge og kær ind til en smal streng omkring åen. Der er anemoner i skovbunden, store egetræer kanter skovvejen. Det nederste af egene er foret med grønt mos langt op ad stammerne, vedbendens tykke lianer er kittet fast til den furede bark på vej mod lyset højere oppe. Min opmærksomhed bliver fanget af en fin lille hvid blomst med sarte grønne blade, som vokser i øjenhøjde: Der må være dannet lige akkurat tilstrækkeligt muld til at tilbyde denne skovsyre en plads hævet op i solen. Solen og balkonpladsen giver den øjensynligt et forspring for artsfællerne, det er den eneste skovsyre, jeg ser hele dagen.
Det er et par smukke kilometre gennem det kuperede skovland, gennemskåret af åen. Turen ender ved landevejen mellem Vejle og Jelling. På dalbunden, i ensom majestæt, rejser en fire etagers bygning sig. Oprindeligt var det en lagerbygning for Lerbæk Mølle, nu er bygningen smukt restaureret til beboelse, og konverteret til hovedsæde for Leerbæk Skovgods. Skovgodser er ikke herregårde, der har en anderledes gammel historie knyttet til forvaltning, adel og kongemagt. Skovgodserne har tværtimod en langt kortere og nyere historie, forbundet med opkøb og samling af store partier skov. Alligevel har ejerne ofte foretrukket en konventionel godsstil, men der er altså undtagelser. Addithus i Søhøjlandet er et andet eksempel (vandredag 248).
På landevejen ses endnu blege, hvide bogstaver, der staver cykelrytternavne, formodentligt fra sidste års Tour de France i Danmark. Et sted hyldes “Corts Overskæg”. Der er en passende lang og sej opstigning til plateauet vest for den skovklædte ådal. Så er jeg igen ude på åbent plateau med dyrket land og landsbykirker i det fjerne. Vinden er straks mere følelig.
Der er heller ikke meget til at give læ fra vest, det er da nær toppen af Den Jyske Højderyg, godt 100 meter over havets overflade her i området. Snart når jeg Jelling, hvor jeg krydser Hærvejen (vandredag 158) ved kæmpehøjene og kirken, inden jeg drejer ned ad Stationsvej til dagens endemål.
Siri Husvedt, A woman looking at men looking at women, 228-286.
Jyske Vandreture 