Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Engene ved Horsens, 22 km (483).
Søndag den 23. april 2023.
Himlen er grå, og gårsdagen smukke solskin virker langt væk. Men tørvejret holder og temperaturen er rimelig. Min vandredag begynder på banegården i Horsens, gennem viadukten og ad broen over Bygholm Å.
Åen er bred, her blot et par kilometer før udløbet i Horsens Fjord (vandredag 466). Der er endnu ikke blade på de træer, der læner sig ud over vandløbet, men piletræernes grene er tynget af gule rakler. Den fine park huser adskillige søer, stier, broer og plæner. Der kommer højlydt skræppen alle steder fra. Blishønsene og gråænderne holder lav profil, det er grågæs, der fører ordet her. De er over alt på søerne og plænerne, og så vant til parklivet, at jeg passerer dem i en fods afstand, uden at det rører dem.
Herregården, der nu fungerer som hotel, tager sig smukt ud med hvide mure, rødt tegltag og en grøn plæne foran. På den fugtige jord mellem søernes kanaler vokser der hestehov, de
tidlige blomsterstande er stærk på retur og på vej til at blive vokset over hoved af de blade, der snart vil danne et højt krat. På den anden side af indfaldsvejen ligger Bygholm Sø. Her er der endnu gul følfod, og de første mælkebøtter breder sig stærkt, endnu uden en eneste grå fnugbold mellem de gule blomsterkurve.
Den smalle sø er omgivet af skov, på nordsiden gennembrudt af beboelse. Det er et års tid siden, jeg var her sidst (vandredag 433). I dag går jeg kun et kort stræk langs nordsiden, forbi både- og campingplads, inden jeg drejer mod nord og finder ind på stien gennem Ulvedalen. Det er en smal kløft, med skræntskov omkring en stribe sumpet bund. I syd er der lige akkurat plads til en jordsti, men i nord åbner dalen sig i en bred tragt med gammel bøgeskov. En rågekoloni fylder luften med skrig og skrål, gennem de bladløse trækroner kan jeg se de sorte fugle flyve i pendulfart til og fra rederne. På skovbrynets stier foregår det i roligere tempo, her ser jeg den første af de mange snegle, jeg ser i dagens løb, med store, smukt svungne huse på ryggen og følehorn i front.
Jeg krydser hovedvejen mod Silkeborg, går vest om en kirkegård og langs kanten af en golfbane, indtil jeg når den brede sti, der deler banens plæner i to. Det er en banesti, anlagt i tracéet for den nedlagte jernbane mellem Horsens og Silkeborg (vandredag 31). Der er mange golfspillere i gang på grønsværen, og flittige råger og stære finkæmmer det klippede græs på jagt efter føde.
Golfbanen er anlagt på skråningen ned mod Store Hansted Å. En grusvej giver adgang til midten af den brede ådal. Lave diger løber over de store enge, og en lille pumpehus er den eneste bebyggelse derude. Nu om dage får vandet lov at stå højt på engene, og der er store stræk med rørskov. Kommunen har anlagt stier og der er små træbroer på de mest udsatte steder. Jeg tager de få trin op ad et lavt dige og kan se ud over flere små søer på dalbunden.
Ænder, gæs og svaner holder til derude, blishøns nær bredden. Engene strækker sig vidt, længst mod nord rejser en lav dalside sig.
Jeg går ad diget mod vest. Den sø, som det afgrænser, går over i rørskov og dernæst i kær med toppede tuer, mere regulær eng med krat på det højere land. Længere fremme fører en træbro over en fold, så kvæget kan bevæge sig uhindret over området. Der hænger en færd af dyrene i luften, og jeg kan se dem halvt skjult i et buskads, sort anguskvæg, deres lavere vægt gør dem til et bedre valg til afgræsning på de fugtige enge, som en informationstavle forklarer. En kæde af højspændingsmaster bærer kabler over dalbunden, og den nærliggende motorvej føjer et svagt, konstant trafikbrus til.
Et par agerhøns letter, som jeg drejer mod nord, hvor en afvandingsgrøft adskiller engene fra en stump skov. Nyudsprungne bøgeblade hænger på de nederste kviste i skovbrynet, næsten med sølvskær over den intense lysegrønne farve. Snart passerer jeg det første af flere små fugletårne i ådalen. Det giver udblik over en engsø, hvor vandfuglene bolter sig. De anlagte stier i området danner mere eller mindre en ottetals figur, og snart vandrer jeg ad tværribben, et dige langs åen. Det bringer mig tættere på den lille sø. Flere hejrer letter, en ad gangen, og viber laver luftakrobatik, ledsaget af de karakteristisk skrig. En af de elegante fugle gør et par sving og slår sig så ned i det frodige mudder på kanten af søen.
Længere fremme passerer jeg det lille pumpehus, der nu rummer en informationsudstilling. Jeg kan se golfspillere slæbe deres tasker efter sig ovre på banen. Dalbundens krat og sløjfede afvandingsgrøfter giver også ly til andre aktiviteter, et par rådyr græsser, skjult for golfspillernes blik, men ikke for mit. Stien nærmer sig den travle Skanderborgvej, men inden da bryder jeg af for at vandre ad ottetallets nordlige rundtur. Højdeforskellene er minimale men afgørende, den første række af gårde ligger på den tørrere jord, nær dalsiden. Nærmest åen er der enge, adskillige små damme, hver med deres svanepar. Som jeg fuldender rundturen leder stien gennem en tæt pilesump, der går over i rørskov, før jeg når en træbro over Hansted Å. Snart passerer jeg endnu en gang den lille engsø, hvor hejrene er vendt tilbage. Rådyrene, derimod, er forsvundet i krattet.
Jeg krydser Skanderborgvej og kommer ind i en lille bøgeskov syd for åen. Skovbunden er oversået med blomstrende anemoner, både hvide og gule. Jeg går under en lille jernbanebro, og derefter op på de høje skrænter ud mod vandløbet. Træerne fjerner trafikstøjen, så jeg kan høre heftig hamren fra en spætte, som den lokale rågekoloni ikke er i stand til at overdøve. Forgæves prøver jeg at få øje på den lille fugl. En træbro fører ud til udsigtsplatform, hvorfra der er vid udsigt over de flade enge.
Der er flere stimuligheder her. Jeg forlader skoven og vandrer ad en sti på lidt højere terræn, hvor små øer af krat er rykket ind på engen, adskillige steder står der stynede tjørnebuske med stikkende torne. Endnu er der ikke sat husdyr på græs. Andre steder har væltede træer fået lov at ligge. En skarv har fundet en udkigspost øverst på en død, afgrenet træstamme.
Jeg må krydse endnu en travl landevej for at nå frem til Nørrestrand. Den store sø, oprindeligt en del af Horsens Fjord (vandredag 108), har endeløse vissentgule rørskove foran den blå vandflade. Fra syd kan jeg hører endnu en insisterende trommerytme. Det er ikke spætter denne gang, lyden kommer fra Horsens’ fodboldstadion, let genkendeligt på de store lysmaster øverst på bakken.
For sidste gang krydser jeg Hansted Å, nærmer mig villakvarteret op ad dalsiden og de sidste kilometer gennem byen, og snart er jeg tilbage på banegården.
Siri Husvedt, A woman looking at men looking at women, 286-318.
Jyske Vandreture 