Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rundtur SØ for Jelling, 31 km (484).
Lørdag den 29. april 2023.

Hjertet i Jelling er kirken, kæmpehøjene og runestenen. I udkanten af Jelling står en anden mindesten fra en langt nyere tid. Den hylder besætningen på et britisk bombefly, skudt ned af et tysk jagerfly efter et togt over Tyskland. Unge mænd fra England, Canada og Australien fandt deres død, da flyet styrtede til jorden her i nabolaget.
Jeg møder stenen, da jeg fra stationen i Jelling går mod syd for at tage hul på en rundtur til områdets ådale. Himlen er stadig grå, men i løbet af dagen klarer det op til en smuk solskinsdag. Et kort stykke længere fremme når jeg den første af områdets mange skovklædte dalsider. På dalbunden, neden for skoven, ligger Fårup Sø (vandredag 297), hvor Grejs Å har sit udspring, og mod øst åbner ådalen sig langs vandløbet. Jeg krydser Hærvejen (vandredag 157), inden jeg slår ind på en smal landevej, der langsomt kravler op ad den modsatte dalsides dyrkede land.
Som jeg vandrer ad landevejen passerer den ene store gruppe cyklister efter den anden mig, skiltning og hejste flag tyder på en stor lokal begivenhed. Kvæget er sat på græs på dalbundens enge. Græsset er stadigt kort, og store områder er kær med udstrakte rørskove og små søer. Højere på bakkesiden breder gule mælkebøtter sig med tæt bevoksning.
Oven for dalsiden ligger det fladere plateau mellem Grejs Ådal og Vejle Ådal. Der er spredte huse og her og der en gravhøj på et fremtrædende punkt ud mod dalen. Min opmærksomhed bliver fanget at en smuk rød glente, der glider hen over landbrugslandet. Glenten får også en mere kontant opmærksomhed fra det kragepar, der har en rede i et højt læhegn under rovfuglens bane. Det kan kun ende på én måde. Glenten er langt større, men den store fugl er bygget til svæv og glid, til overvågning og søgen efter ådsler. Krager har et helt anderledes repertoire af luftakrobatik og nærkampteknik, så få sekunder senere stryger glenten hen over mit hoved, muligvis med værdigheden i behold, men ganske uden andet udbytte.
Et par kilometre længere fremme og to store cyklistklædte grupper senere er tiden kommet til af dreje af mod syd for en større afstikker. Skyerne er ved at bryde op og solen bryder igennem i uregelmæssige pytter, og med lys der varierer i intensitet fra skarpt til grumset. En flok skotsk højlandskvæg får vist horn og gyldenbrun pels frem i flatterende belysning, mens en gråand lander i deres lille vandhul.
Vejen påbegynder et stort sving ned i dalen. Et skilt oplyser cyklister nedefra om, at de nu har nået hundrede meters højde over havet. Skov breder sig ned ad dalsiden, begyndende bøgeløv i underskoven, blomstrende hvidtjørn i vejsiden af en lysning. Tre hvide geder med svungne horn græsser mellem træerne på et halvåbent parti af den lange skråning. Der er en lille parkeringsplads her, hvorfra en afmærket vandrerute på omkring seks kilometer udgår, det meste på dalsiden ned mod Vejle Å.
Området hedder Østengård. Jeg går ad snoede skovstier, stadig åbent lys i løvskoven, bøgeblade i underskoven, anemoner på skovbunden. Pludrende bække, aldrig mere end en fod bred, løber gennem små kløfter furet ned i bakkesiden. Op og ned går det, indtil stien endelig lægger an til at søge mere direkte mod dalbunden. Men der er også en lokkende trætrappe op mod åbent overdrev øverst på bakken…
Herfra har jeg en fantastisk udsigt over Vejle Ådal. Længst mod øst ses vandflader, Knabberup Sø og Kongenskær foran skov og de yderste af Vejles forstæder (vandredag 295). Foran mig har jeg et overdrev, med spredte buskadser, og herefordkvæg der har fordelt sig over hele terrænet. På dalbunden ligger villakvarterer omkring Skibet, hvis fine lille kirke ligger nær åen og kyst-til-kyst-stien (vandredag 260). I vest ses Haraldskær hvide herregårdsbygninger og røde tegltage.
Jeg vender mig for at gå tilbage til skovstien, og først da lægger jeg mærke til en smuk bræmme kodrivere i kanten af det levende hegn langs bakketoppen. Som jeg følger jordstien lige inden for skovbrynet ned mod dalbunden, møder jeg flere skovdrivere, men nu i spredte buketter mellem slyngede træstammer, ikke som en lang drive. Undervejs passerer jeg et udkigstårn. Jeg kan ikke tro, at udsigten er bedre end oppe fra toppen af bakken, men stadig med friske ben så tidligt på dagen, føler jeg mig fristet over evne til at bestige det. Man kan da heller ikke se længere, til gengæld får man et sjovt kig i niveau med overdrevets skråning.
Der trykkes vand ud fra den stejle bakkeside, og for foden af skråningen samles det i en større sump. Heldigvis er der plankebroer hen over de mest sumpede partier med sort, stillestående vand.
Den markerede del af stien ophører, hvor jeg møder villakvarteret, men på et kortbord angiver en stiplet halvbue en rute rundt om beboelsen. Jeg får en sidste smuk udsigt over overdrevet, nu stående på dalbunden. Distancen får herefordkvæget til at ligne de små fine plastickøer, der engang hørte til et drengeværelses bondegård. Tjørnebuskadser blomstrer hvidt her og der. Længere henne holder en lille flok heste til, sorte, brune eller med lys cremefarvet pels.
En god del af stien rundt om parcelhuskvarteret løber i en smal, dyb kløft, sikker mod bebyggelse. Den sidste kvartbue går jeg ad asfalt og fortovsfliser, indtil jeg igen står for foden af dalsiden og genfinder den afmærkede sti. Mærkepælen er også forsynet med et lille piktogram af en gummistøvle, men stien er nu ganske farbar, forstrakt med plankebroer over fugtige afsnit.
Også her er der udpresset vand og små pludrende bække, som jeg går gennem buskadset og mod bøgeskov højere oppe. Hvor vandet presses ud, er det glasklart og hurtigt strømmende; blot hundrede meter senere, i den større, samlende bæk, har det rejst tilstrækkeligt sediment til at få en mat, uigennemsigtig kvalitet. I lysninger og enge græsser en håndfuld galloway kvæg i sort og hvid pels. Stien bliver hurtig stejlere, over frodig brun jord, her og der er der opsat rækværk med tykt løsthængende reb, trosser, mellem solide pæle.
Til sidst står jeg igen på parkeringspladsen midt i skoven og går tilbage ad samme vej, som, jeg kom, forbi gederne, ud af skoven og tilbage på plateauet mellem ådalene.
Her svinger jeg i en stor bue mod nordøst, først ad den smalle landevej, så videre ad grusvej. På det dyrkede land er rapsen ved at blive gul, spredt og tyndt her og der, andre steder allerede som en uendelig gul flade, som for eksempel den store godsmark, der fører hen til herregården Lerbæk. Herregården ligger i en fin gammel park, omgivet af en bøgehæk, der endnu ikke har sat blade, op mod skræntskoven ned mod Grejs Ådal. Den travle vej mellem Vejle og Jelling snor sig forsigtigt gennem skoven og ned mod dalbunden.
Jeg tager samme vej og krydser mit spor for foden af skrænten. Jeg var her for et par uger siden (vandredag 482). Og som dengang kan jeg beundre den restaurerede møllebygning, der nu udgør hovedsædet for Leerbæk Skovgods. For et par uger siden gik jeg et stræk langs Grejs Å, i skovbrynet øst for vandløbet. I dag går jeg de samme to kilometer, men vest for åen.
Grejs Ådal er anderledes snæver end den brede Vejle Ådal, med høje, skovbevoksede dalsider. Åen snoer sig gennem dalen, på de bredere steder med en strimmel eng omkring sig. I nord strejfer vandløbet landevejen. Det har lagt ganske meget vand på, siden jeg krydsede det ved Fårup Sø og løber rask nedstrøms, under lave grene med nye bøgeblade.
Ved Hørup Bro føjer Hørup Bæk yderlige vand til Grejs Å, med en stor skoveng til følge, omgivet af høj skræntskov på alle leder. Tre heste har herlighederne for sig selv. Jeg krydser jernbanen og tager hul på den stejle stigning. Undervejs krydser jeg Grejsdalstien (vandredag 298). Til sidst når jeg plateauet, hvor dyrket land strækker sig op mod Tørring og Den Jyske Højderygs toppunkt, hvor Gudenåen og Skjernåen har deres udspring med få hundredes meters mellemrum, på hver sin side af vandskellet (vandredag 73).
I dag drejer jeg imidlertid stik vest, vandrer ad landevejen over agerlandet, i syd med udsigt til det øverste af skræntskoven ved ådalen omkring Hørup Bæk, der udgør én lang grøn mur. Der er vid udsigt mod nord, rapsmarkers gule felter, blå himmel, højspændingsmasters høje stylter over kultursletten, vindmøller i horisonten.
Få kilometer senere kommer jeg til Brandbjerg Højskole. Der er kasseformede bygninger med værelser og undervisning ud mod vejen. Jeg går forbi parkeringspladser og finder den gamle herregårds hovedbygning inderst, med rester af gammel voldgrav foran gårdspladsen.
Højskolen ejer omkring halvtreds hektarer skov og eng, med stier som er åbne for offentligheden. Der er tilslutningsmulighed til Grejsdalstien, med informationstavler opsat.
Jeg følger den anviste sti, får et blik på hovedbygningen fra havesiden, takkede gavle og gnistrende hvide mure under den blå himmel. Inden for skovbrynet fører en trætrappe ned til skovstier midt på skrænten. Ådalen omkring Hørup Bæk er egentligt mere en kløft, næsten v-formet i tværsnit. Bøgeskov på skrænterne, sump og kær omkring bækken. Den er lige akkurat bred nok til at jernbanen mellem Vejle og Herning kan føres igennem og bruge den som en naturlig rampe fra lavlandet til plateauet.
Snart når jeg Grejsdalstien, følger den gennem skoven, over bækken og til sidst op på plateauet, hvor jernbanen påbegynder et stort sving mod Jelling. Jeg må holde mig til landevejenes lige linjer og rette vinkler, men når dog også frem til Jellings kæmpehøje og kirke. Derfra er det blot et par skridt til stationen.

Siri Husvedt, A woman looking at men looking at women, 318-372.

This slideshow requires JavaScript.