Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Eier Bjerge og Mossø, 31 km (495).
Søndag den 25. juni 2023.
Der hænger en fin grå dis over landskabet, som jeg tager hul på min vandredag ved trinbrættet i Alken. Skyer forbliver fremtrædende hele dagen, men det er varmt og uden vind allerede fra morgenstunden. Alken ligger ved den nordøstlige hjørne af Mossø, og så snart jeg kommer uden for landsbyen, kan jeg nyde udsigten over den store sø, som den ligger i tunneldalen, omgivet af skov og landbrugsland.
En skråning med gult græs løber ned mod søen, store partier med røde valmuer og blå kornblomster. En smal stribe skov kanter den flade dalbund ved Vædebro, langs søens østlige ende, med en række sommerhuse på begge sider af den smalle landevej. En håndfuld joller ligger fortøjet, en hejre har taget opstilling på en af dem, sammen med skovene spejler den sig i det matte, glansløse vand under den grå himmel. En snævert bælte af høje grønne rør kanter bredden.
Jeg er allerede blevet passeret af flere grupper cyklister i farverige antræk. De er på landevejscykler, ikke mountainbikes. Det er de stejle veje op til Eier Bavnehøj, der trækker. “Lige tohundrede højdemetre ekstra,” råber en cyklist til en noget mere forbeholden makker.
Afblomstrede rapsmarker står tilbage som højt uigennemtrængeligt buskads. En mark med lucerne føjer en lyslilla flade ind for foden af bakkerne. Langs vejkanter er der flere lilla nuancer, oksetunge, tidsel og musevikke, hævet over dem alle blå cikorie. Som landevejen snor sig op imod den større hovedvej, får jeg et fint udblik over den hvide hovedbygning ved Fuldbro Mølle med heste i forgrunden og det hundrede meter høje bakkemassiv i baggrunden. Få minutter senere følger jeg den travle hovedvej ned gennem den høje, smalle ådal langs Tåning Å.
Gule møllebygninger ligger klods op ad åen. Der er et stemmeværk her, som regulerer vandstanden i Tåning Å – og dermed i Skanderborg Sø. På den anden side af broen er der en ophalingsplads for kanoer, så man kan slæbe dem over vejen og fortsætte turen neden for stemmeværket.
Snart efter følger jeg cyklisterne og drejer ind på den stejle vej op mod Eier. Højdemetrene er ujævnt fordelt, der er korte, stejle stræk og fladere terrasser med jævnere stigning, sommetider endda et let fald. Bakkesidens flade partier er overvejende dyrket land, gyldent korn, flankeret af blodrøde valmuer i vejkanten. På de stejlere partier er der skov. En ravn skriger fra et uset sted, en rovfugl holder sig nær skovbrynet. Omsider når jeg det fladere plateau, hvor Tammestrup Hovedgård ligger i et hav af vidstrakte kornmarker. Det er blot et par uger siden, jeg var her (vandredag 493), men i dag går jeg ikke videre mod Horsens, derimod stik modsat i retning af Eier Bavnehøj.
Det sidste stræk frem til bavnehøjen er let sammenlignet med dalsiden. Tårnet virker nyrenoveret, frisk farve på de fire murstenssøjler, der mødes i en platform øverst, hvorfra dannebrog vajer. Kiosken har omsider fået en ny bestyrer og nyder godt besøg. Jeg betaler ti kroner til en automat og stiger op i tårnet gennem en af de hule søjler. Fra platformen er der vid udsigt horisonten rundt, let kuperet terræn, plateau. I vest er der en lav bakketop, med græssende jerseykøer og en stald. Det er Møllehøj, Danmarks højeste naturlige punkt, efter de mest moderne og præcise målinger. I nord kan jeg se Sorring Låddenhøj (vandredag 237), i syd Purhøj (vandredag 77) – eller mere korrekt, jeg kan se de let genkendelige landskabstræk omkring dem, højene selv er ikke meget mere end muldvarpeskud.
Fra tårnet vandrer jeg videre, gennem landsbyen Eier og videre mod vest. En rød glente glider lydløst over mit hoved, overraskende tæt på, den karakteristiske hale i skarp profil, de yderste svingfjer til at tælle enkeltvis. En rørhøg stryger over et lavere parti. Ellers er der ikke meget liv i landskabet, et par enkelte krager her og der.
Lige fremme ligger skoven ved Yding Skovhøj. Den lave, pandekageflade høj inde i skoven var i mange år regnet som Danmarks højeste naturlige punkt, indtil nogen fandt på af fratrække højden af bronzealderhøjen. I vest åbner en stejl bakkeside sig. 85 højdemetre på halvanden kilometer, der er hård kost for de cyklister, der kæmper sig opad. Langt lettere for mig, der stiger ned fra højderne, jeg har tid og overskud til at spotte det hvide kirketårn i Tønning og det røde kirketårn i Gl. Rye, henholdsvis otte og tretten kilometer borte, omrids slørede af den resterende dis i distancen.
Kirken i Yding passerer jeg på klods hold, det er en kimære af hvidkalket tårn, rødt tegltag, gule murstensmure. Som jeg følger den større vej mod syd, kommer jeg forbi en gammel fægyde, en strimmel fællesejet land, der gav landsbyens beboere adgang til at drive deres husdyr over til Yding Skov. I ældre tid var det meget brugt at opfede svin på olden, som er en fællesbetegnelse for bog og agern, frugter fra henholdsvist bøg og eg. Fæ er en ældre betegnelse for husdyr som i udtrykket folk og fæ – og det mindre smigrende fæhoved. Et andet ord for fægyde er forte, som lever videre i mange parcelhuskvarterer, Fortebakken osv. Gadenavnet Grønningen stammer ligeledes fra den tid, hvor husdyrhold var skik og brug i byerne. Det var byens græsningsarealer uden for portene.
Jeg drejer ind på en mindre vej, i gang med en lang, moderat nedstigning mod Mossø. En fin gammel gård ligger lavere i terrænet, med en stald bygget med ujævne kampesten fra marken. Spindelvævet af mørtelstriber har næsten samme farve, som den gråskimmel der poserer i skyggen foran muren.
Jeg når frem til landevejen parallelt med Mossø. Fra en parkeringsplads går der herfra en afmærket sti ud til Hem Odde og et lille offentligt areal ved søen. Lyden af glade børnestemmer kommer fra den campingplads, der ligger skjult bag træerne. En lille græsfælled åbner en smal stribe sandstrand mod søen. Jeg har det hele for mig selv, Søhøjlandet byder også på adskillige bedre og lettere tilgængelige bademuligheder. Udsigten fejler imidlertid ikke noget, høje bakker og blankt vand horisonten rundt.
Tilbage på landevejen går jeg rask mod øst. Vejen går højt på bakken og støder til hovedvejen mod Skanderborg. Fra højderne er der lejlighedsvist fine blik ud over søen. Snart krydser jeg mit eget spor ved Fuldbro Mølle, med et gevaldigt dyk ned i ådalen langs Tåning Å, efterfulgt af en stejl tur op til bakkekammen mellem Mossø og Skanderborg Sø. Som den ene sø forsvinder fra øjesyn kommer den anden til syne.
I udkanten af Skanderborg mødes jeg af en rundkørsel, der prydes af en træskulptur af Skanderborgfestivalens maskot. Derfra er der ikke langt til fortov og de sidste kilometer gennem forstaden Vrold, indtil jeg når stationen højt på bakkesiden.
Siegfried Lenz, Duell mit dem Schatten, 206-237.
Jyske Vandreture 