Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ry-Silkeborg (515).
Lørdag den 27. april 2024.

Det er en smuk solskinsdag, med en kold morgen ganske vist, men temperaturen kravler støt og roligt op ad dagen igennem. Jeg er tilbage i Ry for at gå den klassiske tur gennem skovene syd for søerne til Silkeborg. En løvspringstur denne gang.
Jeg forlader byen ad landevejen mod Gl. Rye. Den krydser Gudenåen ved Møllesøen, hvor den smukke gamle mølle tager sig fin ud i solskinnet. Godsskovene omkring Rye Nørskov begynder ved bygrænsen, hvor en lang velholdt grusvej fører mod vest. I dag står der lange rækker af små orange flag i vejkanten, og snart møder jeg de første løbere.
Det viser sig, at der netop denne dag afholdes et ultraløb i skovene omkring Silkeborg. Den længste rute er helt op til 100 km, men så kommer man også Julsø rundt, med et par afstikkere. Den slags distancer er selvsagt ikke for alle og enhver, så det er ikke en flod af løbere, jeg møder, snarere en lille bæk, der føjer sig til weekendens vandrere og motionscyklister. Grusvejen trækker kort ud mod Birksø, den første i kæden af søer mellem Ry og Silkeborg. Enge strækker sig mellem møllen og skovbrynet, og allerede før jeg når udsigtspunktet over enge, sø og højdedragene på modsatte bred, kan jeg høre højlydt snadren fra de grågæs, der holder til her. Der er solskin over græsset, høj blå himmel, en kano glider over søens stille vandoverflade.
Derefter leder grusvejen ind i skoven. Snart når jeg frem til den store indhegning, der er blevet etableret for at bruge vildsvin til naturpleje. Vejen følger hegnet over en distance på to kilometer. Det indhegnede område er på 117 hektarer, over en kvadratkilometer, og har form af en bred stribe land ud mod Rosvig, en del af Julsø. Det er flad jord, en blanding af skov, kær, mose og lysninger, store dele af det fremstår som uoverskueligt krat.
Nogle få blinde jordveje fører ind i vildnisset. Da jeg var her i det sene efterår (vandredag 503), fulgte jeg en af dem helt ud til søbredden og havde held til at se vildsvinene, som prompte flygtede ved synet (eller færten) af mig. I dag har jeg ikke behov for den slags anstrengelser, to af grisene fouragerer ved en lysning ud mod hegnet, mindre end hundrede meter borte. De lader sig ikke forstyrre af de fire vandrere, der er stoppet op for at fotografere, eller de tre cyklister der stryger forbi, optaget af højlydt samtale. Dyrenes sorte pels består af stride børster, deres små missende øjne formår at se søvnige og kløgtige ud på samme tid. Snuden afsluttes med en flad rund tryne med to næsebor. som de to huller i en virkelig stor knap. Den er også sort, og ikke lyserød som på tamsvin. Grisenes forkærlighed for at rode jorden op med snuden er en stor del af grunden til, at de er ønskede som naturplejere. For at sikre sig at dyrene ikke stikker af, er indersiden af hegnet betænkt med tre rækker lavt siddende eltråd, lige i trynehøjde.
Jeg fortsætter ad grusvejen, gennem gammel nåleskov, her og der med lysninger skabt ved skovning og nykulturer. I det fjerne får jeg et blik på tårnet på Himmelbjerget og hotellet deroppe. Over mit hoved flyver den første af adskillige ravne, som jeg ser og hører denne dag. Nåleskoven og grusvejen ender brat ved overgangen til den offentligt ejede skov. På den anden side af lågen er der løvskov og guirlander af bøgeblade. Jordstien går over i den skovvej, der betjener et par idylliske, ensomt beliggende ejendomme. Snart bryder jeg af for at påbegynde opstigningen til Himmelbjerget. Tårnet står i smuk profil øverst oppe. Det falder ikke i øjnene, som jeg arbejder mig op ad bakken, men de seneste måneder har Skov- og Naturstyrelsen fældet hundredvis af træer omkring Himmelbjerget, hensigten er at genskabe landet og udsigten, som den så ud omkring år 1900.
Så snart jeg tager de sidste trin ad den stejle trappe og træder ud på pladsen omkring tårnet, er forandringen imidlertid iøjnefaldende. Himmelbjerget er en såkaldt falsk bakke, det vil sige et fremspringende punkt på en bakkeside. En bakkekam med to brede stier forbinder pladsen ved tårnets fremspring med den langt større lysning ved Hotel Himmelbjerget, hvor der også er parkeringspladser, boder og iskiosker, et udvalg af mindesten. Den skovklædte stribe mellem de to brede promenadestier er fuldstændigt skovet og åbner et langt større frirum omkring det røde murstenstårn. Weekendens fine vejr har bragt mange gæster til tårnet, og ultraløbernes rute slår også en løkke omkring udsigtspunktet, så jeg må se mig godt for. Løberne tumler forbi i tungt trav, hivende efter vejret og med fortinnede øjne, uden at sanse meget omkring sig, fædre og mødre beordrer småbørn og skødehunde helt ind til de voksnes kroppe.
Foran mig ligger den panoramiske udsigt over Julsø, skovklædte bakker på begge sider, ubrudt på sydsiden, med græsklædte skråninger på nordsiden overfor. I nordvest kan jeg se de to brune hedebakker Sindbjerg og Stoubjerg. Hvide linjer løber ned gennem den mørke lyng, smalle stier slidt ned til sandet. Da jeg besteg dem i vinters, var de dækkede af sne, og hvid rimtåge hang over landskabet (vandredag 506).
Neden for Himmelbjerget rækker næsset Ringholm Hoved langt ud i Julsø, og mod øst har de fældede træer åbnet et frit udsyn hele vejen til Ry og Knudsø. Langs den promenadesti, jeg følger ned mod hotellet, er der udskåret træfigurer i meterhøje stammer, der står tilbage på roden. Træernes ved er stadigt helt frisk.
Ved den store lysning foran hotellet står venner og familie og hepper på løberne. De mest populære vandreruter holder sig nær søen, men i dag foretrækker jeg veje og stier længere inde i baglandet. Ad små landeveje og jordstier finder jeg ind på den gamle mergelbane, der er gravet gennem små bakker og båret på jordvolde gennem bøgeskovens lavere partier. I sin tid, før biler og lastvogne tog over, var det almindeligt at anlægge små smalsporsbaner med tipvogne til at håndtere transport. Det skete tit i forbindelse med mergelgravning. Det kalkholdige ler blev brugt til jordforbedring inden for landbruget. Tipvognsbaner blev også brugt ved industriel tørvegravning, som jeg så på min forrige vandretur ved Engesvang (514). På Lolland anlagde man endda midlertidige baner under roehøsten.
Der er aftryk af hjorteklove og hestesko på stien. Undervej passerer jeg store og små lysninger, hvor musvåger patruljerer langs skovbrynene med afmålte skrig. Jeg når asfaltvej og følger den gennem skoven til Virklund og videre forbi forstadens moderne kirke og gennem villakvarterer. Her og der er der udsigt til Thorsø med stejl skovklædt bakkeside langs den fjerne bred. Der er også stejl bakkeside på denne side, men her er villaerne klodset op i tre-fire niveauer for at få del i den eftertragtede søudsigt.
Til sidst når jeg frem til Silkeborg Vesterskov, hvor bøgeskoven når helt ned til søbredden. I forlængelse af søen ligger store moseområder omkring Jenskær, som har sin egen lille sø (vandredag 469). Jeg må møjsommeligt finde en snørklet vej op ad skrænten til plateauet i Vesterskov, via trampestier, mountainbikespor og tilkørte skovveje gennem kløfter med skovede sider.
Der er en stor lysning midt i Vesterskov, flankeret af en velholdt skovvej, med nedfældede kvægriste for at holde styr på det højlandskvæg, der afgræsser området. Tre af de smukke, langpelsede dyr ligger sindigt og tygger drøv nær Kongshus, den eneste gård i området. Herfra er det velkendt vej for mig, lange lige grusveje gennem skoven, indtil jeg når Kunstcentret Silkeborg Bad, ned ad bakken forbi Ørnsø, og så den korte vej til stationen i Silkeborg.

Virginie Despentes: King Kong Théorie, 1-30.

This slideshow requires JavaScript.