Århus-Skanderborg (525)

Udklip525

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Århus-Skanderborg, 32 km (525).
Søndag den 15. december 2024.

Vintersolhverv står for døren, og der er kun få timers dagslys. De kan lige række til en vandretur fra Århus til Skanderborg. Himlen er grå over mit hoved, og temperaturen er syv-otte grader over frysepunktet, næsten varmt for en vintermåned.
Jeg vil følge vandreruten mod Skanderborg, et velkendt stræk for mig, så jeg gør nogle variationer undervejs, men jeg begynder som sædvanligt ved Århus Å, hvor den løber langs bryggeriets gamle grund. Virksomheden er for længst flyttet bort og har blot efterladt sig navnet, Ceresbyen og nogle af den ældste bygninger omkring en smule park ud mod åbredden. Store krogede træer langs vandløbet og et lille lysthus består fortsat, men ellers er de gamle industriområder ved at være helt bebyggede med boligblokke og højhuse på begge sider af åen.
Brabrandstien, anlagt på den gamle Hammelbanes tracé løber langs med åen, blot kantet med et ærme af rør og pilesump. Den er kort visket bort omkring krydset ved Ringgaden og finder så fodfæste igen. Den gamle lokomotivfabriks bygningskompleks er omdannet til andre erhvervsformål, mens computervirksomheden Systematic har fået lov at bygge et kontortårn næsten på åbrinken. Her er der asfaltstier på begge sider af åen, med flittig trafik af søndagens løbere og cyklister. Randzonerne langs åen er bredere her, på modsatte bred er der lange smalle folde med afgræsning af kvæg og får om sommeren.
På min side af åen er der en lav skovklædt skrænt, som længere fremme taber i højde og bliver til sumpskov med væltede træer og sort stillestående vand. En hejre søger føde langs åen og arbejder sig med tunge vingeslag op til en udkigspost i en trætop få meter fra mig uden at lade sig videre forstyrre. Lige som kragefugle og måger har de kløgtige fugle en fin forståelse for, hvor de er under jagttryk, og hvor de er i sikkerhed for krudt og kugler.
Længere fremme passerer jeg under de tre jernbanebroer og følger banestien langs åen ud til Brabrand Sø. Her vælger jeg stien syd om søen, hvor der er brede enge, og Gjellerupplanen ses i profil mod nord. Døde Å er et lille tilløb til søen, hvor vandet breder sig over engene. Pibeænder med brune hoveder og gul blis og sorte blishøns træder sig forsigtigt frem mellem tuerne i det stillestående vand, mens en enkelt krage ser skeptisk til fra behørig afstand. Asfaltbåndet løber i kanten af bøgeskov, hvis afkastede blade ligger tykt på skovbunden, afvekslende med stræk af eng og agerland. Nord for søen ses den hvide kirke i Brabrand. På engen foran mig flyver en hvid sølvhejre lavt over græsset, inden den slår sig ned. Svanepar krydser gennem luften højere oppe.
Jeg når den lave asfaltvej mellem Brabrand Sø og Årslev Engsø og følger landevejen højere på bakken mod vest. Murede stendiger med græske vaser på piedestaler marker godsjord, og kort efter passerer jeg Constantinsborg. Set fra stien på digets langs nordsiden af søen har godset hovedbygning en fremtrædende placering, men her fra landevejen er det en stor avlsbygning i kampesten, der dominerer indkørslen, en høj hvid vognport centralt.
Med skovene omkring godset bag mig åbner landskabet sig med lange bakkesider ned mod søen, små søer på engene halvvejs nede af bakkerne, et par sorte heste og en enkel gravhøj øverst. Sydvest for Årslev Engsø ligger en samling huse, Ormslev Stationsby. Den gamle stationsbygning er naturligvis for længst konverteret til privat bolig, men stadig let genkendelig, flankeret af et af de små karakteristiske pakhuse i samme røde mursten, som i sin tid hørte til enhver station..
I stedet for at følge vandreruten langs åen trasker jeg op ad bakkesidens landevej, himlen er grå og luften er tung af regndis. Jeg krydser motorvejen ved Åbo, runder en golfklub, hvis vidtstrakte plæner ligger tomme hen, og går ad små veje mod den snævre, skovklædte ådal ved Jeksen. Jeg svinger mod vest, hvor et par gravhøje med høje træer hæver sig over markerne og følger Pindsmøllevej ned i dalen. Der er adskillige “mølleveje” i området, som indbyder til opstemning. De gamle damme ved Pindsmølle er omdannet til put-and-take søer, der nyder god tilstrømning i dag – øjensynlig er lystfiskere mere modstandsdygtige over for dagslang finregn end golfspillere. Århus Å løber som et snoet, hurtigt strømmende vandløb langs med landevejen, her og der med en smal bræmme skoveng, indtil den møder Jeksen Bæk ved det gamle vadested Fusvad. På dette stræk er der et vildt præg med store træstammer væltet henover åen, store sten, strømhvirvler og hvidt skum. Om vinteren er det et godt sted at se vandstær.
Jeg følger vejen op ad den smalle ådal, indtil jeg når plateauet over mod Skanderborg, går et par kilometer langs en travl landevej, indtil jeg kan slå ind på Gl. Randersvej, også et stræk af den afmærkede vandrerute mellem Århus og Skanderborg. Små gåseflokke fouragerer på markerne, mens alliker færdes i større flokke. Skumringen begynder at indfinde sig, næsten umærkeligt i forhold til dagens grå lys. Som jeg når Illerup Ådal, på tærsklen til Skanderborg, ses motorvejens trafik som en ubrudt slange af slørede billygter.
Højt på den modsatte dalside løber jernbanen, med en mindesten for en dræbt frihedskæmper. Jernbanebroen er blevet forsynet med skærme for at beskytte mod at nogen kaster sten mod togene, desværre en moderne nødvendighed. De sidste kilometer går gennem industrikvarteret, indtil jeg når banegården, på bakkesiden nord for Skanderborg Sø. Byens lys spejler sig smukt i søens sorte vand, som den tidlige vinteraften indfinder sig.

Peter Watson: The Age of Nothing, 229-417.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv en kommentar