Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ry-Silkeborg, 25 km (545).
Søndag den 26. oktober 2025.
For mig betyder Søerne altid de store søer i Gudenåens hovedløb mellem Ry og Silkeborg, hvor der er et omfattende stisystem på begge sider. Flest syd for Søerne med det klassiske udsigtspunkt ved Himmelbjerget, som jeg besøgte på min forrige vandretur. I dag tager jeg turen nord om Søerne. Det er en stille efterårsdag, behageligt kølig, en smule regn i luften, men tørvejr og lejlighedsvis sol, som dagen skrider frem.
Fra den høje skrænt bag Ry Marina har jeg udsigt til skovlandet mod vest, silhuetten af tårnet på Himmelbjerget skarpt aftegnet, rødmende farvestrøg over den brune skov under grå himmel. Lillesøs to oder når næsten sammen og danner en naturlig beskyttelse omkring marinaen. Endnu er der kun taget få lystbåde op, i stedet ligger de i lange rækker langs bådebroerne, hvide fiberglasskrog og himmelblå presenninger over overbygninger.
Som jeg fortsætter mod vest, passerer jeg skovbrynet og kommer ind på stien langs foden af den høje banedæmning. Over et langt stræk er der plankebro, og det er nødvendigt, for skovbunden er næsten i niveau med søens overflade, og der er sump og stillestående sort vand op mod de rå brædder. Meget af løvet har endnu skære grønne farver og sætter de gule og røde efterårsblade i fin kontrast. Et let hvælvet træbro, opkaldt efter sponsoren, Kvickly, krydser Knudå, der fører vand fra Knudsø og Ravnsø til Birksø, i Gudenåens hovedløb.
Længere fremme drejer jeg ind på de lange grusveje og væk fra jernbanen. Området hedder Birkhede, og der er stadig rester af hede her og der, men ellers er det mest småskove, overdrev, egekrat og skovenge i en smuk blanding, blot et halvt dusin ejendomme i området. Store bregnekrat er visnet til gylden bronze. Kvæg græsser på bakkesider. Der er flere rutemuligheder, og jeg vælger at holde mig nær søen, som trækkes ud i en smal tråd mod nord.
Der er et par forladte bådebroer, med frønnede, våde planker, som jeg betræder med største forsigtighed for den bedre udsigt skyld. På den modsatte bred møder blikket en høj mur af broget løv, som spejler sig smukt i vandet. En trampesti fører over en skoveng med friske kokasser, og dernæst ind i en lang skræntskov, der følger bredden af Rosvig, den østligste del af Julsø, den største af søerne. Et par enkelte steder har jeg en flot udsigt gennem en åbning i grenværket over mod Dynæs og Gammelkol.
Som jeg kommer ud af skoven, er jeg tilbage på grusvej, nu med en stribe fritidshuse ud mod vigen, mens landskabet åbner sig til græsset land. En lang bakkeside løber op mod Bryggebjerg, et fint udsigtspunkt, et par andre vandrere kommer ned deroppefra. Et par mænd i arbejdstøj står ved en traktor og snakker sammen, foldens kvæg er søgt derhen for ikke at gå glip af noget. Længere fremme fører en lille dal ned mod stationsbyen Laven ved Bomholt Vig. Den fjerneste dalside er stejl og står med smukt efterårsløv i nuancer af rav, skarpt markeret af grønt græs og flader af vinterafgrøder, der blomster i en kras gul farve. Små hytter til frilandsgrise står på rad og række, der er tryner i alle størrelser derovre og et stort rykind af måger og kragefugle.
Jeg følger en halvt tilgroet markvej rundt om vigen, et smal slidspor fra cyklister i grønsværen, og ankommer til den lille fælled mellem jernbanen og bådebroerne i Laven. I stedet for at følge landevejen til Gl. Laven oppe i højderne, slår jeg ind på jordstien lang jernbanevolden. De fugtigste steder er for længst kørt til pløre af mountainbikerne, men jeg når alligevel frem til Dynæs med tørre sokker og mindre mudder på støvlerne, end jeg havde frygtet. Herfra har jeg bedre vejgreb på grus- og markvej op mod Gammelkol øverst oppe, kronet af høje træer med græssende kvæg på dalsiden foran. En trampesti i skellet mellem to folde krydser bakkesiden og leder til Linå Vesterskov.
Gammelkol er resterne af et gammelt voldsted, en lille borg, fra middelalderen. Neden for bakken, på Dynæs, er der rester af et andet middelalderligt voldsted, med en bevaret borgbanke som er ti meter højere end omgivelserne, og rejser sig ubesværet i smaragdgrøn pragt over liebhaverejendommen foran.
Jeg har en fabelagtig udsigt over Julsø og skovene omkring den, Himmelbjerget med tårnet ligeover for mig. En let dis giver et akvarelpræg til efterårets farve på den fjerne bred.
I Linå Vesterskov følger jeg en nyere sti for foden af den stejle skrænt. Der presses vand ud året rundt, så der er et fugtigt kær, heldigvis med plankebro, og snart har jeg fastere skovveje under støvlerne. Vejen slår et halvfemsgraderssving og et brat stigning fører mig op til landevejen. Fortove venter forude i Svejbæk, inden jeg til sidst ankommer til Sejs Hede, et stort firkantet stykke hede som fremsynede lokale reddede fra den tids skovrejsning. Lange lige skovbryn rammer det ind på tre sider, jernbane og by på den fjerde. Over mit hoved afsøger en glente den flade hede.
To store fritstående hedebakker, Sindbjerg og Stoubjerg rejser sig over landskabet. Den afblomstrede lyng har endnu en varm kanelbrun tone, brudt af efterårsløvets rigere farver på de spredte indvandrede træer og buske. Jeg følger sandede stier over heden, gennem det smalle pas mellem bakkerne og ind i Nordskoven, snart på de solide grusveje i offentlig skov. En mindesten ærer en lokal skovarbejder, der døde i kamp mod tyskerne.
For variationen skyld vælger jeg en ny rute gennem Nordskoven, men for mig ender de alle det samme sted: ved broen over Gudenåen, side om side med jernbanebroen og bilbroen. Et sidste kig nedstrøms mod åhavnen og det høje tårn på Papirfabrikkens gamle grund, og så, i let regn, de sidste meter hen til stationen.
Fernanda Melchor: Páradais, 101-158.
Jyske Vandreture 