Den orange linje viser vandring på Oksevejen. Den gule linje viser andre vandredage. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Tre vandredage fra Lübeck til Itzehoe, 96 km.
9-11 maj 2024.
Det er tre vandredage med varme og højt solskin, jeg har foran mig, som jeg står ved Travefloden og byporten til Lübeck, Holstentor. Solen lægger et smukt gyldent lys over de gamle saltlagerhuse ud mod floden, hvor den kostbare salt fra Lüneburg blev oplagret. En bro over Trave forbinder Holstentor med den store ø, der huser Altstadt, Lübecks ældste bydel. Solens stille vand er sort med toner af blåt og grønt.
Jeg går forbi den gamle byport, skabt til at imponere, ligesom statuerne ved broerne og de årvågne løver på plænen foran bygningen. Fra glughullerne øverst oppe er der en livlig trafik af duer og alliker, som øjensynligt er flyttet ind her, øverst på byens kunstige lodrette klippesider.
Fra floden vandrer jeg mod nordvest, ad svagt skrånende terræn, som fortsætter dagen igennem. Byen har årringe, inderst gader med fleretages huse, snart efter villakvarterer, til sidst nyere boligblokke og småindustri, indtil jeg til sidst når åbent land. Jeg følger hovedvejen mod Bad Segeberg, når det er nødvendigt, men ellers går jeg ad små landeveje.
Et rådyr rejser sig fra sit leje nær et læhegn og fortrækker i spring efter et langt minuts sindig overvejelse, mens jeg står stille og betragter det.
Læhegn inddeler landet i en mosaik af grønne græsmarker, gule rapsmarker og brune, tromlede kornmarker, hvor afgrøden endnu ikke har sat sig igennem – hvilket dog ikke holder rågerne væk.
Det er udpræget kvægland. I de små landsbyer lugter det af køer, af strøelse og ensilage. En duft af honning hænger ved rapsmarkerne. Selv små veje kan have lange, smukke alléer, som nogle steder næsten lukker sig som en grøn tunnel om vejen.
Det er Kristihimmelfartsdag, og der er ganske mange cyklister ude. En gruppe unge mænd med øldåser i hånden og en tungt lastet trækvogn kommer forbi. I modsat retning kommer tre teenagepiger med små rygsække og lyden af høj tysk popmusik. De få hundeluftere virker alle lokale.
Et svanepar holder til ved dammen i en fårefold, musvåger cirkler på himlen, krager patruljerer på markerne. En ravn kalder på fuld lydstyrke, skjult i et vejtræs trækrone, få meter borte, men umulig at få øje på.
Som i Jylland har Slesvig-Holsten en overordnet geografi med et høj- eller bakkeland (Hügelland), forskudt mod Østersøkysten, hvor fjorde skærer sig ind, og så et langt fladt fald over mod vestkysten. Jeg har vandret opad hele dagen, men da jeg når Bad Segeberg, har jeg kun vundet godt 40 højdemetre.
Det bliver der imidlertid lavet om på. Centralt i Bad Segeberg ligger Kalkberg, som er en stor fritliggende klippeknold af kalk – eller mere korrekt gips (som er kalk bundet med svovl). Det har en anderledes geologisk oprindelse end det omkringliggende morænelandskab, der er udformet af sidste istids gletsjere og smeltevand. Gipsen er aflejret i et urhav for 250 millioner år siden, oven på et saltlag. Det er bevægelser i salten, der har skubbet gipsknolden op og stadig gør det med 1-2 millimeter om året.
For foden af en lodret hvid klippevæg ligger en westernlandsby i samme byggestil, som man kender det fra Legoland: Bad Segebergs store attraktion: Karl May Spillene. Det er friluftsspil,, baseret på forfatterens eventyrromaner, hvor af mange finder sted i det vilde vesten. Han havde en forkærlighed for cowboys og indianertema, hans værker har dannet forlæg for talrige film og tv-serier. I pagt med genrens konventioner havde han en indfødt helt af den ædle vilde type, ved navn Winnetou, som foran mig er gengivet på store plakater.
Det er muligt at bestige klippeknolden fra den skovklædte side. Det fordobler dagens antal højdemetre på få hundrede meter spiralsnoede stier. Så belønnes jeg også med en smuk udsigt over byen, landet og en stor sø mod nord. Klippesiden er næsten lodret, med friluftsspillets amfi-scene neden for. Den hvide klippe er et dramatisk naturligt bagtæppe. I århundredernes løb har der været flere fæstninger her på toppen, Segeberg er en forvanskning af Siegesburg.
I sin tid gjorde det byen og borgen til et af de vigtigste militære støttepunkter i Slesvig-Holsten. I dag er den blot en mindre provinsby, med et trinbræt på en ensporet jernbane.
Fra Bad Segeberg går turen videre. I første omgang over åbent land med små landsbyer. Snart kommer jeg imidlertid til den store Segeberger Forst, et halvt dusin kilometer vest for byen, en af de største skove i Slesvig-Holsten, med afmærkede cykelruter, vandre- og ridestier. Kernen i skoven er nåletræer, men der er løvtræer langs vejkanterne. Heriblandt mange store gamle bøge og ege, ofte stående på gamle jorddiger.
Bøgene rækker grene med grønne bladguirlander ind over skovvejen. Store dele af skovområdet er plantage, ligesom det er tilfældet mange steder i Danmark på tilsvarende jord. Små fragmenter af den oprindelige hede består her og der som lysninger i skoven.
Midtvejs gennem skoven støder jeg på opslag om “vildtovervågning”, ulvekameraer med andre ord, som en e-mail-adresse til Slesvig-Holstens wolfmanagement bekræfter. Ulvens tilbagekomst til delstaten blev første gang dokumenteret med et vildtkamera her i skoven i 2012.
Anden skiltning meddeler lukning af skovveje og skovpartier. Nogle steder er der også spærret med låger eller kvasbunker. Så der er formodentligt stadig ulve her. Jeg spejder spændt ind i underskoven, men uden at have heldet med mig.
Overalt i skoven er der fuglesang, kurrende duer, en salve fra spætte. En duehøg flyver tyst gennem underskoven skygge. Enkelt steder føjer blomstrende gyvel stænk af klar gul til det grønne.
Et par timer tager det at vandre gennem skoven, indtil jeg kommer ud på flade enge, hvor et stort høslæt fylder luften med krydret duft. Et par glenter svæver i kredse, indtil synet af mig får dem til at fortrække. Forude hører jeg trompeteren fra traner, og kort efter cirkler to af de store fugle i en vid bue over mit hoved.
De små landeveje er kantet af lange alléer, en ravn følger mig på vej, pludseligt dukker dens mage op, og i krydsilden mellem dem oplever jeg ravnekald i stereo. Langs vejen kan jeg kigge ind på store moseområder med adgangsforbud. De små landeveje fører mig tværs over den lave dal, indtil jeg når en indfaldsvej til Bad Bramstedt og går de sidste kilometer på asfalt.
I Bad Bramstedt krydser jeg den østlige gren af Oksevejen, den tyske fortsættelse af Hærvejen (vandredag 208). Byen har status som et statslig anerkendt kursted, baseret på såkaldt Moorheilbad – hvilket øjensynligt betyder nedsænkning i opvarmet vand fra tørvemoser, med positive effekt fra de mange organiske forbindelser her. Skilte peger mod kurområdet, centrum er er fyldt med caféer, bagerier og lignende. En lille å, Bramau, løber gennem byen, og jeg følger den mod vest.
Uden for byen møder jeg flade enge og marker på drænet jord. Denne landskabstype kaldes på tysk for Geest. Det er højere liggende land på tør jord, ikke egentlig marsk. Det er en blanding af hedesletter, smeltevandsflader, skabt af sidste istid og bakkeøer, skabt af næstsidste istid, høje nok til ikke at være dækket af smeltevandets sedimenter.
Som jeg fortsætter mod vest ser jeg dog tegn på en fortid som gammel marsk på engene. De har stadig det umiskendelige vaskebrætmønster, der vidner om grøbling. Et karakteristisk mønster af lavninger og forhøjet terræn, opstået ved grøbling, gravning af parallelle drængrøfter, samtidig med at den opgravede jord kastes ind på det mellemliggende areal. Snart er der også lave diger langs åen, der hurtigt vider sig ud til at være en egentlig flod.
Gravænder og gråænder holder til på den våde eng langs bredden. Inden for diget er der veldrænede jorder, kantet af dybe afvandingsgrøfter. En del af den flade jord er opdyrket. Flere gange ser jeg harer flintre af sted over den gråbrune, tromlede jord. Viber boltrer sig i luften, duer kurrer, og gøge kalder fra krat og små skovbryn.
Der er langt mellem gårdene, de fleste viet til kvægbrug, sortbroget, rødbroget eller helt rødt kvæg på engene.
Undervejs passerer jeg en ganske lille middelalderkirke med et fritstående klokketårn af træ. Uden for stakittet langs haven til den gamle præstegård ved siden af løber høns frit omkring, en hane med rød kam og imponerende fjerdragt puster sig op over for en rival, som heldigvis befinder sig på den anden side af stakittets gitter. Som jeg nærmer mig en gård, flyver en stor fugl gennem luften og lander på en enorm rede, anlagt på en platform monteret på tagryggen af en staldbygning. Snart lægger storken hovedet tilbage og lyden af knæbren fylder luften, klapren med det røde næb. Dens mage svæver langs i læhegn i distancen.
Længere fremme munder vandløbet ud i den større flod Stör, som kræver langt større diger. forstærket med sten på udsatte steder. Den egentlige marsk, som kanter Elben, rækker helt herind, selvom der er mere end tyve kilometer til Störs udmunding i den større flod.
Jeg går ad stien øverst på digekronen, med udsigt over brede enge og fjerne skove på dalsiderne.
Floden har høje brinker, gåseflokke flyver over engene. Jeg har været her før, vandret på den samme sti, men i modsat retning. Det er en del af den vestlige forgrening af Oksevejen (vandredag 199).
Ganske tæt på kan jeg se spiret af kirken i Itzehoe. En del af det kvæg, der blev drevet ad Hærvejen og Oksevejen, blev fedet op på engene her, og endte deres dage i det lokale slagtehus. Byen ligger på dalsidens højere jord. På tærsklen til bebyggelsen krydser jeg Stör og går det sidste stykke vej op til togstationen.
Bernhard Weßling: Der Ruf der Kraniche. 1-398.
Raynor Winn, The Salt Path, 1-192.
Jyske Vandreture 