Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ålestrup-Viborg, 33 km (543).
Søndag den 11. august 2025.
Min vandredag starter ved Rutebilstationen i Ålestrup, som i sin tid var en togstation på den nedlagte jernbane mellem Viborg og Løgstør. Det er en bygning i røde mursten, ligesom byens kirke, som jeg passerer på min vej mod syd. Foran kirken folder et dannebrogsflag sig ud mod en blå himmel med drivende hvide skyer.
I byens udkant passerer jeg den smalle ådal langs Simested Å, med frodige grønne enge i begge retninger og hurtigt strømmende vand under broen, vandplanters lange bændler bøjet for strømmen. Jeg har tidligere fulgt åen mod øst i retning af Hobro (vandredag 517) og videre mod nord, til udspringet syd for Rold Skov (vandredag 522). I dag vil jeg følge vandløbet, så godt det lader sig gøre, på dets vej mod udløbet i Hjarbæk Fjord, den inderste del af Limfjorden.
Det er en varm dag, men der er heldigvis en smule brise i det åbne landskab, dyrkede marker på let kuperet terræn. Høsten er langt fremskreden. Det høje korn har fået en støvet tone, men hvor de lange baner af halm ligger på stubbe, har det en frisk smørgul glans, som sollyset endnu ikke har bleget. På tærsklen til Gl. Hvam skærer en sidedal sig ud mod Simested ådal. Skrænten er brudt op i terrasser af fæstier, og der er slidt et stort hul i skræntens grønsvær, hvor en flok kvæg hviler i den blotlagte gråhvide jord.
Jeg går ad små landeveje, der også er en del af Hærvejen mod Hirtshals, åen få hundrede meter væk, men skjult for øjet. Stimarkeringen viser ind på en grusvej ned mod Kallestrup Gård. Siden, jeg var her sidst (vandredag 200), er den lille skov ud mod vejen blevet til skovbegravelsesplads med små stier og bænke. Det er nu ikke, det jeg husker bedst fra tidligere. Vandreruten drejer ned ad en tilstødende markvej et halvhundrede meter før gårdspladsen. Sidst jeg var her, blev jeg mødt af kraftig brun hund, højlydt gøende og velsignet med stor ejerfølelse og ditto tandsæt. I dag hører jeg gøen fra den fjerne plads, men undgår mandsopdækning som for otte år siden. Så enten mærker hunden årene trykke eller også er der en ny gårdhund på matriklen.
Markvejen går parallelt med åen, af og til åbner der sig smukke udsigter, høstede marker på denne side, høj plantage bag engene på den anden bred, blankt hesteskind glinser i solen derovre. Jeg hører musvågers afmålte skrig ved skovbrynene og ser en enkelt rovfugl glide over himlen. Markvejen fører ind i en plantage, og jeg svinger ind på en tung sandvej ned mod åen. Bræmmer af lille blomstrende lyng dukker op i vejkanten, flankeret af en smule egekrat, der snart giver plads til nedbidt græsning øverst på plateauet. Som jeg går den korte vej ned i ådalen er der en frodig stribe af højt græs og rør langs med åen, og en prunkløs bro over åen, mere beregnet for traktorer end personbiler. På vestre bred når højt krat helt ud til bredden, heste græsser på østre breds eng og strømhvirvler glitrer i solen.
Jeg krydser broen og går et langt stræk ad halvt tilgroede skovveje gennem plantage, indtil jeg når sprukken asfalt ved den første gård, der egentlig ligger for enden af en lang blind vej. Vipstjerte piler af sted foran mig, af og til med hurtige udfald mod vejkanten.
Et mere åbent landskab tager over, pilekrat kanter åen, gederams står næsten afblomstret tilbage, blot nogle få lyslilla kronblade for enden af stænglerne. Til gengæld er der endeløse striber af dueurt langs grøfter og bækkenes brinker, med blomster blot en nuance mørkere. Et stort buskads dækker en fugtig flade foran en høj græsklædt skrænt. Over skrænten flyver to tårnfalke kort sammen. Længere fremme er der højere terræn ud mod åen, hvor engen er erstattet af et overdrev med spredt bevoksning af ene. En lille flok kvæg deles om området.
Længere fremme når jeg frem til en krydsende landevej ved Skinders Bro. Selv om der ikke ligger nogen huse her, har stedet alligevel en historie som lokalt samlingspunkt: Dalsiden har både en Tinghøj og en Galgehøj, dertil en række navnløse gravhøje. Himlens blå og hvide spejler sig smukt i åen, mens dalen udvides på begge sider. Der er stadig frodig eng langs Simested Å, mens en lang kuperet bakkeside huser Borup Hede op mod den høje plantage på plateauet.
Jeg følger den lange grusvej over heden. Lyngen blomstrer smukt over det hele. Græshede og lynghede deler bakkesiderne, og den lyslilla lyng danner snart ribber i græsset, snart ujævne polkaprikker, kun enkelte steder store flader. Der er adskillige andre besøgende på denne søndag, særlig interesse vækker en lille flok hvide heste på engen ud mod åen.
Jeg træder over kvægristen og forlader heden med et sidste blik på den lilla pragt. En viadukt leder grusvejen under den travle Skivevej, og snart er jeg tilbage på smalle landeveje, hvor der er langt mellem de små landsbyer. Adskillige kilometer længere fremme når jeg Låstrup, hvor der er en fin lille hvidkalket kirke, intet klokketårn, men klokken ophængt i en tagrytter. Et imponerende stendige omgiver kirkegården, og der er vidtstrakt udsigt over de brede enge mellem lave dalsider.
Forude er hovedvejen mellem Viborg og Løgstør, travl trafik, billak der blinker i solen. Hovedvejen fører over den sidste bro over Simested Å, der når sit bredeste her. Der er grødeopsamling ved broen, en større mængde stuvet sammen op mod en træspærring i vandoverfladen, andet er allerede samlet op og deponeret i en stor stak, formodentligt af den røde traktor med grab, der står efterladt på den lille plads.
Fra den anden side af broen er der udsigt over åen og engene ud mod Hjarbæk Fjord, få hundrede meter borte. Der er den svageste antydning af en trampesti langs brinken af åen, der står vand mellem græsstråene, og stien forekommer bedst egnet til lystfiskere i gummistøvler.
I stedet følger jeg landevejen mod Viborg, som den krydser bakkekammen mellem Simested Ådal og Skals Ådal. Der er intet plateau, blot en kilometerlang opstigen som går umiddelbart over i en nedstigning. Undervejs er der udsigt over de omfattende enge ud mod fjorden. Skals Å har sit udspring ved Fussingø, hvor jeg var i foråret (vandredag 537). Her, nær udløbet, er den på sit vandrigeste, og som jeg så få kilometer mod nord, er der også her omfattende opsamling af grøde. Der er etableret et stisystem mellem landevejen og åens udløb i fjorden, hvor Himmerlandsstien, anlagt på den nedlagte Løgstørbanes tracé krydser vandløbet (vandredag 303). Samtidig får vandet lov til at oversvømme engene og der er store rørskove.
Der venter endnu en lang jævn opstigning fra ådalen, og dernæst de sidste kilometer frem mod Viborg. Først når jeg de gamle hedeplantager nord for byen (vandredag 340), dernæst navigerer jeg gennem rundkørsler, omfartsvej, industrikvarter og den indre ringvej, indtil jeg omsider når den velkendte banegård i Viborg.
Fernanda Melchor: Páradais, 1-76.
Jyske Vandreture 