Lütjenburg-Schönberg (459)

Udklip459

Den orange linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Lütjenburg-Schönberg, 36 km (459).
Onsdag den 27. juli 2022.

Det er min sidste vandredag i Tyskland i denne omgang, i en måned hvor jeg har vandret meget i Nordtyskland. Turen går fra Lütjenburg, på kanten af det holstenske Schweiz med dets søer, skove og bakker, ud til kysten og langs østersøstranden mod vest. Som i går begynder dagen grå og overskyet, og det holder ved. Lyset er lidt uldent, men temperaturen er glimrende til en lang vandredag.
Der er omkring syv kilometer ud til kysten. Terrænet er stadig let kuperet nærmest byen, meget af det er tydeligvis godsmarker, et bølgende hav af moden, gylden havre. Et par smukke gamle egetræer har fået lov at stå tilbage midt på en mark, der allerede er høstet og harvet. Hegn og små skovstykker opdeler de store marker, Den sidevej, der fører ud mod kysten, løber gennem en smuk allé af flere gamle ege, et usædvanligt trafikskilt gør lastvognschauffører opmærksomme på lavt hængende grene. Pietetsfølelsen har vundet over effektivitet, og motorsaven er blevet lagt til side. I det fjerne rejser en bakkekam sig med korn helt til toppen og træer i smuk profil.
Terrænet taber langsomt højde, og jeg passerer den sidste store sø inden havet. Der er tilstrækkeligt med vind til at skabe små hvide bølgetoppe derude, en stor svaneflok holder til længst ude, gråænder og blishøns har fundet ly imellem dem. Længere fremme runder jeg det lokale gods og den lille landsby omkring den med bindingsværkshuse med høje stråtage. Og efter en kort genvej gennem en lille løvskov, når jeg ud til kysten, med tør strandeng og en enkelt lav klitrække, ikke mere end en meter høj. Et område med mindre sommerhuse klynger sig til skoven, mens et stort palæ med hotel og restaurant har fået en mere prominent plads nær stranden.
Mod øst kan jeg se kystlinjen rejse sig med høj nøgen klint, skov ovenfor. Jeg følger en sti på toppen af et dige mod vest. En lav bræmme af hunderoser markerer overgangen til stranden, toppen af en blå og hvid stribet kurvestol lige akkurat synlig.
En bro fører over udløbet fra den store sø, jeg passerede på vej herud. Det er reguleret med en sluse, med en lystbådehavn klemt inde mellem sluse og strand. Jeg krydser gennem havneområdet, forbi en lille restaurant kaldet Klaubatermanden, og når ud til kysten. Det er en smal sandstrand, med bælter af grus og opskyllet tang. En lav skrænt, ikke mere end en meter i højden rejser sig, toppet af med krat. Kyst erosionen har frilagt mange store sten på stranden og i havstokken. Mågerne og skarve er glade for dem, men det er vanskeligt vandring, så jeg er glad da en lille bro giver adgang til stierne på indersiden af skrænt og krat.
Der er et stort naturbeskyttet område her, med saltenge omkring små, aflange søer. Dele af krat og klit er hegnet inde af hensyn til rugende fugle, så man kan kun gå på nogle få stier, der til gengæld er af god kvalitet. Over et længere stræk er der endda en lang plankebro, så man kan gå gennem hybenkrattet øverst på klitten og nyde udsigten til Østersø og saltenge på samme tid.
Der er lidt forblæst her, lave bølger ruller ind fra havet med hvide skumtoppe. Vadefugle, ænder og gæs fouragerer på lavt vand i saltengens sø nærmest mig, længere væk kan jeg se skotsk højlandskvæg græsse ved en lidt større sø, uforstyrret af de store flokke af måger, ænder, gæs, der cirkulerer uden ophold i luftrummet over dem. Som jeg kommer længere frem kan jeg se omkring to snese traner søge føde langs søbredden. Gæs og svaner hviler roligt på vandet, mens et par sølvhejrer foretrækker den fjerne bred.
Fra det fredede område fortsætter grusstien og de fugtige enge hen imod et fyrtårn, som jeg længe har kunnet se rejse sig i horisonten. Det fine gamle fyrtårn er for længst taget ud af drift, men det er et populært udflugtsmål, der er tilmed en lille restaurant. Ved tårnet begynder et større militært skydeområde langs kysten, så jeg må gøre en omvej ind gennem baglandet. Heldigvis kan jeg følge en markeret cykelrute, der også inddrager små markveje. Vibeflokke flyver over de høstede kornmarker. Mod syd kan jeg se kornmarkerne løbe op over bakkerne, i nord kan jeg af og til se et blåt glimt af havet hen over kornet.
Til sidst finder jeg dog tilbage til kysten og vandrer videre langs en grusvej klods op ad stranden. Der er et par små naturreservater omkring mindre søer nær vandkanten, indhegnede af hensyn til fuglelivets beskyttelse, andre steder er der korn helt ud til stranden, et enkelt sted er flankeret af en flere hundrede meter stribe af solsikker, med store lysende gule blomsterkurve. Et højt dige fører frem til Schönberger Strand, hvor en lang landgangsbro rager ud i vandet.
Der er en del strandturisme her, men slet ikke i samme omfang, som jeg har set det på andre vandredage, mere et præg af oprindelig landsby, med et veterantogsmuseum omkring en nedlagt station, som jeg passerer, da jeg drejer ind i landet og går de sidste kilometer til Schönberg. Og et busstoppested.

Leonardo Padura: La transparancia del tiempo, 343-440.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s