Rundtur ved Silkeborg (II) (460)

Udklip460

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rundtur ved Silkeborg (II), 20 km (460).
Lørdag den 13. august 2022.

Allerede, da jeg står af toget på perronen i Silkeborg, er det en varm dag, og den tegner til at blive endnu varmere. Så jeg har planlagt en kortere tur i dag, med masser af svalende skovstier – og en begrænset tur over blomstrende hede under middagssolen.
Fra banegården stiler jeg direkte mod Silkeborg Nordskov, ad den smalle fodgængerbro over Gudenåen, ved siden af jernbanebroen, der for et års tid siden fik selskab af en indfaldsvej lagt i den gamle Gjernbanens spor, for lettere adgang til motorvejen. Grønne træer og hvide lystbåde spejler sig i åens stille, mørke vand, mens højhuset på gamle papirfabriks grund hæver sig bag åhavnen med turbådene.
Nordskoven strækker sig fra bredden af Gudenåen, op ad skrænterne og videre på fladt plateau til det forsvundne, tilplantede indsande mod nord. Jeg følger en afmærket sti mod øst, lidt af en rutsjebanetur som den snor sig op og ned ad bakkerne, fra udsigtspunkt til udsigtspunkt. De stejleste steder er der primitive trappetrin, af den slags hvor et træplanke på højkant efterfølges af en firkantet, tiltrampet flade af skovbundsjord. Hyppig brug har udhulet jordtrinene umiddelbart foran plankerne, så jeg er ved at snuble flere gange, fordi trinene vokser to-tre centimeter højere, end hjernen umiddelbart registrerer.
Nordskoven har et stort og populært net af mountainbikeruter, og på en dag i weekenden er der ikke langt mellem store og små grupper cyklister. Den markerede sti går heldigvis stort set uden om de travleste stræk. Der er løvskov langs skrænterne. Nåleskov længere inde, blåbærris og bregner i skovbunden. Fra udsigtspunkter, hver med en lille bænk, er der udsyn hen over skovene på den anden side af åen, som de breder sig mod den fjerne horisont, op ad skrænter syd for kæden af store søer.
De fleste udsigtspunkter er som små glughuller i den tætte skov, kun ved Lovisehøj er der en åben bakkeside bevokset med lyng, og en fornemmelse af at være i et åben rum, snarere end at kigge ud i det. Lyngen blomstrer, men spredt og sparsomt, uden at flyde sammen til en fælles flade af lilla. Fra skræntens øverste kant kan jeg se søernes blå flader på dalbunden.
Der er dyb skygge i skoven, solen når igennem her og der og skaber et uregelmæssigt mønster af lysende leopardpletter i underskoven. Luften er stillestående, lunken snarere end sval. Fra Lovisehøj følger jeg stier ned ad skrænten og langs jernbanen, indtil jeg når det fredede område med de to store hedebakker Sindbjerg og Stoubjerg, nord for Sejs.
Her breder lyngen sig i smuk, sammenhængende lilla flade over fladt land og op over den to symmetriske bakker, der når 100 meters højde over havet. Heden er velplejet her, afgræsset med får og med mekanisk slåning andre steder, mindre træer og buske holder ved i et vist omfang på bakkesiderne, mens det flade terræns lilla lyng kontrasterer med striber af gyldent græs.
Sollyset er skarpt ude på det åbne land, og luften er hed. Jeg følger en sandvej over den flade hede, mens jeg nyder synet af de lilla bakker. En håndfuld brogede heste græsser på det østligste del af heden, hvidt skind med brune aftegninger. De sænkede hoveder går uden om lyngen og nipper til græsset, der allerede fremtræder som klippet plæne.
Jeg bestiger Stoubjerg, den østlige bakke, fra kanten af plantagen, hvor en smal sti giver en lang, moderat stigning – indtil det sidste stejle stræk. Stien løber som en smal streng af hvidt sand gennem den blomstrende hedelyng. Jeg når toppen, samtidig med en mand med en lille hund ankommer fra modsatte bakkeside. Hunden er klogere end os begge, den søger straks ind i den eneste skygge på stedet, under planken på toppens bænk.
Heroppe fra er der panoramisk udsigt horisonten rundt. Heden med bakker og fladt terræn, Sejs som et bånd mellem hede og sø, søen med endeløs skov bag sig. Det er Borre Sø dernede, den fjerne søbred slynger sig i smukke runde buer. Det hedder Paradiset derover, de små øer er Paradisøerne.I sydøst ses Himmelbjerget med tårnet i et flimrende omrids. Jeg stiger forsigtigt ned fra bakken, først del er stejl og går ad de lumske trapper med planke og jord trin. En smal passage, næsten et pas, skiller det to bakker. Som det ofte er tilfældet, når jeg besøger området, er det her, jeg træffer på stedets fåreflok, der roligt græsser videre, uanfægtet af mig eller middagssolen.
Sindbjerg er nogle få meter højere end tvillingen, med udsigt til både Borre Sø og Brassø. Der står en mindesten her til ære for manden bag fredningen. Og naturligvis en bænk. Et grønt arrivatog kører på skinnerne langs kanten af heden. Jeg kom hertil med det tog og tager det også hjem. Fra togvinduet har man en af landets smukkeste og lettest tilgængelige udsigter over hede. Set fra den afstand har den blomstrende lyng en mere dæmpet, mørklilla farve; hvis man vil opleve den intense lyslilla farve skal man anderledes tæt.
Jeg tog en stejl sti herop og følger nu en længere, lettere sti ned, langs kanten af et stort bregnekrat ude på heden.
Og så har jeg fået det maksimale i strækning og stigning ud af den smukke hede, jeg når tilbage til passet mellem bakkerne, går forbi fårene og ind i krattet nord for.
Via en grusvej kommer jeg tilbage i Nordskoven, hvor en tre-fire skovskader modtager mig med utilfreds skræppen, mens jeg ser dem i spraglede glimt, som de flyver fra træ til træ.
Det er rart at være tilbage i skovens dybe skygge igen, som jeg går mod nord. Det er ældre nåleskov, store stabler af kævler langs vejsiden. Et kort stykke fremme når jeg motorvejen mellem Århus og Silkeborg, der går på en hævet bro gennem skoven. Jeg krydser den gamle Århus vej, der nu er anderledes fredelig, og når frem til Hårup Sande. Som navnet siger er, det et gammelt indsande, nu tilplantet og således fuldstændigt tæmmet.
Sådan er det gået med næsten alle Jyllands gamle indsander. I dag ser man dem måske bedst ved Randbøl Hede og Grene Sande, nær Billund (vandredag 120), og – i forskellige stadier af tilgroning – nord for Hoverdal Plantage (vandredag 328). Her kan man stadige se åbne sandbrud og de karakteristiske buede indlandsklitter. Ved Grene Sande prøver man endda at genoprette det gamle indsande – af hensyn til især den insektfauna, der er knyttet til denne særlige og sjældne naturtype.
I Hårup Sande er det for længst for sent. Man erkender mest fortiden som indsande gennem den skravlede plantage, der vokser på den karske jord, og det sand der åbenbares, hvor som helst den tynde jordlag slides bort. Jeg lægger vejen omkring den lille åben hedeslette, der resterer inde i plantagen. Lyngen står blomstrende og knæhøj. Som jeg så det ved Lovisehøjs skråning, formår den dog ikke at skabe samme indtryk af et samlet lyngtæppe, i stedet fremtræder det som en støvet lilla tone over brun og grøn bund. I skovbrynet står blåbærrisene med uplukkede, modne bær.
Længere fremme kommer jeg forbi Schoubyes Sø, en lavvandet sø, skabt ved bortgravning af sand til en omfartsvej. I dag er der fuldt af liv, bredden giver let adgang til badning. Især er der mange børnefamilier, måske er de tiltrukket af den lave vanddybde. Silkeborgs to klassiske nyrenoverede – badeanstalter ligger ved Almind Sø (vandredag 412), langt tættere på bykernen. Søen er mere end tyve meter dyb.
Jeg forlader de livlige scener og går ad sandveje gennem forarmet fyrreplantage, indtil jeg når frem til cykelstiens viadukt under motorvejen, og dernæst krydser indfaldsvejen og går gennem skove ud til Langesø-stien langs Silkeborg Langsø. Rørsumpen er høj og frodig langs søbredden, men af og til er der bade- og bådebroer som giver mulighed for et kig over søen, den nye motorvejsbro mod nord, Silkeborgforstaden Alderslyst med Trækstien på den modsatte bred (vandredag 316). Snart kan jeg, som ved vandreturens begyndelse, se højhuset ved papirfabrikkens grund, og jeg følger Gudenåen væk fra langsøen, forbi de travle caféer og restauranter ved papirfabrikken, op mod slusen, hvor åen løber bred og rislende ved det lette fald.
På den anden side af broen ligger åhavnen, slusekiosken gør store forretninger med gammeldaws isvafler, turbådene ligger for anker, Hjejlen, den gamle hjuldamper, på den prominente plads. Den sidste stræk går jeg ad den brede sti, der stammer fra en gammel stikbane til den forsvundne papirfabrik. Siden jeg sidst gik her, er en del af den blevet til Memory Lane, en serie kunstinstallationer med lokalhistorisk tema, et af dem en farverig skulptur af den lokale forfatter Per Højholt.
Snart efter er jeg tilbage på banegården og en bænk i skyggen, mens jeg venter på toget.

Frederik Sjöberg, Fluefælden, 1-142.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s