Den gule linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Schwerin-Bad Kleinen, 28 km (491)
Lørdag den 27. maj 2023
Det er en smuk varm solskinsdag med en blå himmel. I dag skal jeg fuldende den vandring rundt om Schweriner See, som jeg påbegyndte i går (vandredag 490), og gå fra Schwerin i syd til Bad Kleinen i nord. Solen står i øst, så lyset falder præcist modsat i forhold til i går eftermiddags. Byens store banegård i tung klassisk stil nyder godt af et gyldent lys over facaden, mens Mariekirkens høje tårn ligger i dyb skygge, som jeg kan se det rejse sig over den gamle bymidte, mens jeg går ad promenaden langs Pfaffenteichs firkantede bassin.
Schwerin ligger i søens sydvestlige hjørne, med en bymasse der breder sig langs fastlandets bredder, såvel som ud over adskillige store og små øer, der ligger klemt op mod hinanden, koblet sammen med korte broer. Jeg følger en landevej gennem skovene mod nordøst. Undervejs er der fine udblik over søer og kanaler, lystbåde flere stede, en enkelt husbåd forankret i det fjerne, som en hvid skotøjsæske. Gul iris lyser op i vandkanten.
Efter få kilometer når jeg Paulsdamm, der deler søen i to næsten lige store dele, og jeg krydser endnu engang vejbroen over den centrale, sejlbare kanal mellem søens to halvdele. Et hul mellem trækroner giver mig det første lange kig gennem den nordlige del af søen, og foran mine øjne letter en fiskehejre, overraskende tæt på, blå og grå i fjerdragten. Men ellers er det den samme tætte sumpskov, som jeg husker i går. Store dele af skovbunden er dækket af sort vand. Det er utilgængeligt terræn, så snart man træder bort fra dæmningens jordvold. Af samme grund er det et fugleparadis. Ikke, at jeg behøver fredningens skiltede påbud for at holde mig væk fra det knæhøje vand mellem skovens træer og buske. Vandranunkler og store piletræer, derimod, trives derude.
Omsider får jeg lejlighed til at dreje mod nord og vandre et langt stræk ad små veje, sommetider spærret for biler, men meget brugte af de mange cyklister, weekendens fine vejr har fået ud i naturen. Ganske mange af dem har opbakning med. Denne strækning indgår i en cykelrute mellem Hamburg og Rügen. Det er fladt land, i modsætning til de stejle skrænter jeg mødte i går. Søen er kantet af skov, med tykke ege og piletræer, men stedvist er der græsningsarealer næsten helt ud til vandkanten. Med ujævne mellemrum er der lejlighed til at komme helt ud til søbredden og nyde udsigten her. Der er svaner, ænder og blishøns tæt på bredden, ude på søen kan jeg se motorbåde og robåde. En let dis i distancen og spejlinger af skoven på den modsatte bred, får de fjerneste både til at se ud som om, de svæver i luften. Blandt de øverste trækroner kan jeg se tårnene på Schloss Wiligrad, som jeg gik forbi i går.
I nord, hvor skoven igen vokser i omfang, nu mere præget af nåletræer, ender ruten langs søen ved en lille landsby, med en campingplads, der er dobbelt så stor. Der er badestrand og både her. Ingen mulighed for at fortsætte langs søen, og landevejene gør en lang afstikker mod øst for at kunne runde det nordlige hjørne af Schweriner See. Heldigvis er der en mere direkte vej gennem baglandet, for vandrere, cyklister – og ryttere, efter de indtørrede hestepærer at dømme. Ruten går ad sandede og snørklede markveje, skovveje gennembrudt af knudrede rødder.
Under middagssolen, og uden den mindste brise, er det en varm dag. En flok højlandskvæg med tyk brun pels har søgt ind i skyggen under to store piletræers kroner, stammerne massive og flækkede fra øverst til nederst. Skov og agerland veksler, en gøg kukker, en ravn skriger. Jeg runder det nordøstlige hjørne af søgen og følger en grusvej op på plateauet, hvorfra jeg igen kan få udsigt over Schweriner See.
I udkanten af landsbyen Hohen Viecheln krydser jeg jernbanen mod Rostock, blot afskærmet med enkeltbomme i halv længde. Snart betræder jeg velkendt grund, jeg var her i foråret, på en vandretur fra Wismar til Bad Kleinen (vandredag 481). Dengang fulgte jeg den smukke sti for foden af den stejle skråning, men i dag tager jeg for variationens skyld landevejen.Hohen Viecheln strækker en lang finger af bebyggelse mod vest, den ender ved en blomstereng med lysende lilla lucerne. Et skovparti skyder sig over landevejen og ned til søen. Her fører en kort vejbro over en dyb kløft med rindende vand. Det er en kanal, ikke et naturligt vandløb. Wallensteingraben hedder den. Den blev anlagt i sekstenhundredtallet for at skabe en transportmulighed, en vandvej fra slottet i Schwerin til Østersøen. Det krævede små fladbundede pramme, vandet dernede er højst ankelhøjt. Som følge af kanalen afvandes Schweriner See nu til Østersøen og ikke til Elben.
I udkanten af Bad Kleinen krydser jeg endnu en gang jernbaneskinner, denne gang for stikbanen mod Wismar. Nogle få røde valmuer bringer farve til jernbanelegemets rust. Endnu et kort stræk, og min vandring er til ende.
Orlando Figes, Lov mig, at du kommer tilbage, 189-250.
Jyske Vandreture 