Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Silkeborg-Ry (nord om søerne), 26 km (506).
Torsdag den 11. januar 2024.
Tæt hvid rimtåge ligger stadigt tungt over land og by, da jeg ankommer til Silkeborg midt på formiddagen. Sidste uges sne er kastet i dynge langs gaden, som jeg går ad hen mod broen over Gudenåen. Åens løb er bredt, kunstigt udvidet her, frem mod slusen ved den gamle papirfabrik, som den tætte tåge i dag gør det umuligt at se fra fodgængerbroen. Under broen er åens vand sort og glansløst.
Jeg finder ind på stien, der følger vandløbet mod øst, det er tungt føre i sneen, som den lange periode med frost har bevaret i fuldt omfang, mens tidligere vandreres støvler har gjort den til knudret is. I begyndelsen løber stien sig tæt på bredden. Af og til flyver en skarv lavt over vandet, gråænder og skalleslugere holder sig tæt ved grenværket fra de træer, der rækker ud over åen. Skalleslugerne søger hurtigt ud mod vandløbets midte, som jeg kommer frem, mens gråænderne giver sig bedre tid.
På den modsatte bred tynder det hurtigt ud i villaerne, til fordel for skoven og de vintertomme marinaer. På denne side af Gudenåen vokser den smalle strimmel skov mellem å og landevej hurtigt i bredden, og jeg bliver snart ført væk fra vandkanten og ind gennem åben løvskov, med snedækket skovbund. Eneste stænk af farve er de få rustrøde ege- og bøgeblade, der hænger tilbage her og der.
Skoven genlyder af skingre børnestemmer, en børnehave har fundet en lav kælkebakke. Efterhånden får jeg igen udsigtsmuligheder over åen, præcist ved udløbet fra Brassø, søens fjerne bred skjult af den hvide tåge. Åen er fri for is, men her er der is langt ud fra søbredden, glasklar, gennemsigtig is, som lader søens sorte vand stå frem.
Som jeg fortsætter mod øst, passerer jeg øde bådebroer, og går ad en skovvej, flankeret af en lang række store lystbåde stående på anhængere. Længere fremme ligger den gamle restaurant Ny Hattenæs, med en stor plæne ud mod søen, dertil en lang anløbsbro for sommerperiodens turbåde. Jeg går ud på broen for at få et bedre udblik over søen. Vandet er frosset over, men en båd vugger i fortøjningerne og har holdt en våge fri, hvor et knopsvanepar har fundet tilflugt, klods op ad broens pæle. Hovedløbet er isfrit, men eller strækker isen sig langt ud fra kysten, en enkelt måge skutter sig, stående på en flage.
Længere fremme når jeg badestedet De Små Fisk, populært om sommeren, men naturligvis mennesketomt nu. Her må jeg væk fra søen og i stedet gå et stræk gennem forstaden Sejs, inden jeg drejer fra for at komme ind på Sejs Hede. Normalt er der vid udsigt over den flade hede foran de to store hedebakker Sindbjerg og Stoubjerg. I dag er der en hvid mur, indtil jeg kommer så tæt på, at det snedækkede Sindbjerg pludselig træder frem i det hvide.
Egentligt havde jeg ikke tænkt mig at bestige bakkerne, halvfjerds højdemetre over hedens niveau, men solstråler finder vej og kaster et gyldent lys over de to bakketoppe, så jeg lader mig friste. Selv på en sommerdag er det en hård opstigning. I dag er der blot et spinkelt trampespor i sneen at følge – sætter jeg min vandrestav uden for stien, synker den sommetider en halv meter ned.
Til tops kommer jeg dog til sidst, fygning har blæst sneen væk fra et lille areal ved mindestenen for ophavsmanden til fredningen her. Det er en anderledes udsigt i dag, væk er det lange kig over Julsø til Himmelbjerget og skoven derovre. I stedet er der den hvide rimtåge, og solen der står som en brændende skive metal bag sløret, mens et spøgelsesagtigt skær ligger over landskabet. Ikke en vind rør sig.
Jeg vil undgå overisede trappetrin, så jeg tager den længere omvej ned ad bakken, som bringer mig tættere på skoven. Mens jeg kæmper mig vej ad en trampesti belagt med en fod sne, og uden meget held forsøger at lette færden ved at sætte fødder ned i de dybe huller, en tidligere vandrer har efterladt, begynder det at lysne. Måske er det afstanden fra søerne og den højere position, men pludselig kan jeg se tvillingebakken Stoubjerg og få lidt mere dybde ud over den lavere hede.
Tilbage på den flade hede er der lange parallelle baner efterladt af ski, og i det fjerne en hundelufter med en entusiastisk hund. Fra heden må jeg igen gå et langt stræk gennem forstaden, indtil jeg kan komme ind i Linå Vesterskov. Jeg holder mig til landevejens sorte asfalt, og mens jeg går gennem skoven letter rimtågen for alvor, i syd trænger sollys sig gennem underskovens grenværk, og jeg har blå himmel over hovedet. Terrænet stiger med samme antal højdemetre som turen til Sindbjerg, men med solidt fodfæste og delt ud på to en halv kilometer er det en langt mere overkommeligt oplevelse.
Jeg kommer ud på plateauet med dyrket land øst for skoven, nu med vid udsigt over snedækkede marker under sol på en blå himmel. Julsø ligger skjult i Gudenådalen, men jeg kan se den fjerne, skovdækkede bakkekam syd for søen, mellem trætoppene kan jeg ligge akkurat få øje på den karakteristiske trekant, der er toppen af tårnet på Himmelbjerget.
Et par kilometer fremme ligger Gl. Laven, øverst på bakken, blot nogle få gårde og huse. Et sneplov har dynget vejsidens sne op i højde med bindingsværkstaget på det lille hus overfor. De næste kilometer, snart med nedstigning til Laven, den langt større stationsby, byder på flere smukke udsigter over Julsø, skovlandet mod syd, agerlandet i øst, Rosvig umiddelbart overfor, hvorfra Gudenåen udmunder på dets vej fra Ry opstrøms. Min vandring fører mig frem til det offentlige areal over for jernbanens trinbræt, ud mod Bomholt Vig, en hjørne af Julsø.
Det er tre år siden, der sidst var så lave temperaturer som nu. Der var mindre sne end i dag, men det var en længere kuldeperiode. Julsø var fuldstændigt frosset over og dækket af tyk hvid is. Dengang gik jeg en tur til Himmelbjerget (vandredag 396) og stod på den modsatte side af søen. Bomholt Vig var tæt af mennesker, hvis stemmer bar hele vejen over søen. Isfiskere sad ved huller langt ude på søen.
I dag er der tynd klar is over det sorte søvand, og det eneste tegn på liv er en efterladt snemand ved turbådenes landingsbro. Solen har endegyldigt sat sig i gennem, står allerede lavt i vest og kaster en kegle af blændende gyldent lys hen over isen. Bakkemassivet med tårnet på Himmelbjerget ses gennem et svagt slør af dis, antydning af lilla toner.
Den sidste time ad landevejen mod Ry kan jeg glæde over solens stråler, den blå himmel, gnistrende hvid sne. Velryddet landevej, indtil jeg når isen på byens fortove og går den korte vej til stationen.
Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 274-308.
Jyske Vandreture 