Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Mellem Hornslet og Vosnæs, 25 km (507).
Søndag den 21. januar 2024.
De sidste dages tøvejr har gjort et godt indhug på isen, der dækkede veje og fortove. Lange dynger af is og sne kanter gaderne i Hornslet. Hvor der stadig er snedriver tilbage, har de en tyk skorpe af grove iskorn over blødere sne. Det er en grå vinterdag, temperaturen stadig lige under frysepunktet.
Jeg går fra stationsbyens midte, forbi kirken i røde mursten, og videre gennem parcelhuskvarterer, indtil jeg kommer ud på det åbne land øst for byen. Der er noget i luften, det er ikke snefnug, og det er ikke hagl, snarere små iskorn – de knitrer mod mit tøj og stikker mod kinderne.
Asfalten er fri for is, men så snart jeg drejer ind på grusvejen mod Skrald Skov ændrer det sig. Hjulsporene er lange, glatte baner af blågrå is, og jeg må skifte mellem midterrabatten og vejsiderne for at få en smule bedre fæste. Grusvejen runder en gård, med et par små folde der rummer heste og langpelset højlandskvæg med brede horn. En fært af ensilage og dyrekrop hænger i luften. Og så er jeg inde i skoven, hvor kulden og skyggen gør at snedækket og de tilisede skovveje stadig består. Store stræk af den laveste skovbund er dækket med vand, overtrukket med gråbrun is, vandstanden højt på stammerne.
Skrald Skov ligger klemt inde mellem letbanen og motortrafikvejen mod Tirstrup Lufthavn, tæt på byen og på samme tid fjernt fra alfarvej. Det er let kuperet terræn, en blanding af løv- og nåleskov, et stræk af et fint gammelt stendige bevaret. Flere gamle træer er fældede og savet op til store kævler, gult savsmuld tegner sig mod sneens hvide og grå toner.
Med forsigtige skridt går jeg en rundtur i skoven. Især hvor skovvejen skråner nedad er isdækket lumsk. Oftest er midterrabatten sikrest. Nogle få vandrere har været her før mig, men ikke nok til at skabe en fast, glatslebet overflade. I stedet står hvert enkelt støvleaftryk for sig, perfekt fastfrosset i sneen – til sammen skabet de et ru og uregelmæssigt mikrorelief, der er langt bedre end den glatte is, der dækker slidsporene på begge sider. En duehøg flyver tavs gennem underskoven.
Jeg når tilbage til landevejen, der et stykke fremme er sløjfet og lukket for biltrafik med store metalbøjler. Der kommer ikke meget trafik her. Et rådyr i vinterpels græsser i ly af et læhegn. Det flygter halvhjertet, da jeg dukker op, men beslutter så, at jeg ikke er ulejligheden værd og græsser videre uden at tabe mig af syne, som jeg går videre.
På den anden side af metalbøjlerne er vejbanen heldigvis bevaret for cyklister og fodgængere, inklusiv en bro over Djurslandsvejen. Hinsides broen kommer jeg ud på en bakkeside med store godsmarker op mod skov. Havet er tre kilometer borte, og jeg befinder mig på en position 75 meter højere i landskabet, så der er vid udsigt. Bag skoven kan jeg se blåt vand, Kalø Vig, og en høj bakkekam på den fjerne side af vigen, Mols. Sneen ligger tilbage derovre, i små felter og lange striber. Også på bakken foran mig er der et uregelmæssigt mønster af grønne og hvide flader.
Som jeg går ned ad bakkesiden, krydser jeg landevejen mod Rønde og kommer derefter ind i de store skove omkring Vosnæsgård. Den smalle landevej tager den korteste vej på tværs af skoven, og i skovbrynet mødes jeg af godsets hvide hovedbygning, hævet på en skrænt ud mod en lysning med plæner og en lille sø. Sne dækker det meste nu, her og der ses små broer over bækken, der løber gennem haveanlægget.
Godset ligger halvvejs nede ad den lange bakkeside. Fra landevejen åbner sig store marker helt ned til vandet. En kraftig blæst kommer fra sydøst, jeg får den lige i ansigtet, da jeg slår ind på en lang markvej ud mod vigen. En smal stribe krat kanter et kort stræk af markvejen, snesevis af spurve flyttet sig uroligt mellem kvistene, som jeg går forbi. Hidtil har jeg mest set kragefugle i det åbne land, men på disse forblæste marker er der svaner og gæs i luften og i den grønne vinterafgrøde.
Jeg vandrer mod Vosnæspynt, en skovklædt skrænt ud mod vigen. Den smalle stribe strand neden for skrænten ser passabel ud, men jeg foretrækker at gå i læ inde i skoven. Egetræerne er dækket med vedbend, og krogede grene rækker grådigt efter lyset. Det er et gensyn med glatte tilisede skovveje og lumsk føre. Temperaturen er kommet over frysepunktet, med en film af smeltevand oven på isen, en fornemmelse af blød skorpe oven på frossen jord. Sne begynder at falde, store klæbrige fnug, og da jeg kommer ud på det flade land ved stranden er den fjerne side af vigen skjult bag uigennemsigtig dis.
Som jeg går det korte stykke hen mod strandkroen inderst i vigen, klarer det dog langsomt op. Optrukne joller ligger på stranden, et par lystfiskere står i havstokken, og svaner vugger på bølgerne. På den anden side af vandet træder omridset af Kalø Slotsruin frem af disen. Jeg kaster et sidste blik derud, før jeg vender ryggen til og begynder på tilbagevejen. Først en smal landevej op ad bakken, dernæst en stræk af den trafikerede vej mod Rønde, fra Eskerod til Rodskov, og til sidst ad bagvejen til Hornslet og letbanestationen der.
Jyske Vandreture 