Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Harlev-Ry, 30 km (508).
Lørdag den 27. januar 2024.
Gl. Harlev ligger nede i ådalen, blot en kirke og en håndfuld gårde og huse. Det er ikke langt fra de gamle møller langs Århus Å og vandreruten mod Jeksen og Skanderborg. Harlev, derimod, ligger oppe på bakken, ved den gamle hovedvej, og er voldsomt udbygget med parcelhuskvarterer og beboelsesejendomme, endepunkt for en bybuslinje fra Århus. Det er her, jeg begynder min vandretur til hjertet af Søhøjlandet. Der er bevaret et par gamle bindingsværkhuse langs den gamle hovedgade, og duer flyver i luften.
Snart er jeg uden for bygrænsen, under den grå himmel åbner udsigten sig mod ådalen i syd med Lillering Skov og den modsatte dalside i det fjerne. Nogle få krager flytter sig rundt i landskabet, et halv dusin heste græsser i en fold, tre rådyr løber langs et læhegn. Temperaturen er pænt over frysepunktet, kold vind højt på bakkesiden. Der er ikke meget tilbage af sneen og isen fra tidligere på måneder. Enkelte steder er der lange hvide striber langs kølige skovbryn og læhegn. Andre steder ligger dynger af is tilbage i vejkanten, rester af hvad fygning og sneplove har stablet højt, og tøvejret endnu ikke har fået gjort kål på.
Snart åbner der sig også dalsider mod nord, den bakke, jeg vandrer ad, udgør vandskellet mellem Århus Å og Gudenåen. Der er store damme af regnvand på markerne, og de små søer på dalbunden er opsvulmede af ekstra vand. Landsbyerne er små og ligger højt i terrænet, jeg kan se fra landsbykirke til landsbykirke. I nord rager industribygningerne i Galten op.
Det dæmpede motorvejsbrus, der har fulgt mig siden Harlev, svinder bort, da jeg drejer mod sydvest, og snart er der ganske stille, kun brudt af spinkel fuglesang med uregelmæssige mellemrum, bruset fra en bæk der løber ned ad en stejl bakkeside, en fjerne motorsav og isolerede skud. Jægere i grønt tøj afsøger en mark. De slyngede landeveje uden megen biltrafik tiltrækker weekendens motionscyklister, og af og til passeres jeg af små og store grupper.
Jeg ankommer til Veng ad bagvejen, normalt kommer jeg hertil gennem skovene omkring Ravn Sø, vest for landsbyen. De få huse er domineret af den gamle klosterkirke. Som jeg ankommer fra øst, er det tydeligt, hvordan den er bygget på et fremspringende punkt nær dalbunden, dets hvidkalkede mure og røde tegltage løftet i vejret. Hvor sidevejen møder landevejen mellem Låsby og Skanderborg ligger en gammel rytterskole, et tidligt tiltag for at bringe undervisning til almuens børn. Skolen hørte under Rytterdistriktet i Skanderborg, en del af landets militære organisation.
Som jeg går ned ad dalsiden, gør jeg en afstikker til kirken oppe på dens mindre bakke. Jeg havde håbet på at få udsigtsmulighed over Ravn Sø, men høje træer spærrer udsigten. Til gengæld er de snakkesalige alliker glade for siddepladserne. Kirkegården er stadig i brug, med adskillige nyere gravsten, såvel som ældre sten, hvor arbejdsliv som kroejer eller viceborgmester er indhugget til minde. Et større gravmæle tilhører en adelskvinde af Rosenkranz-slægten, foran er der et podium med skulpturen af en sovende hund.
På dalbunden ligger Sophiendal med herregårdshotel, avlsbygningerne klods op ad den bredfyldte og oversvømmede Knud Å. Enge dækker det flade land, mens skoven breder sig på de stejle dalsider. Jeg følger en jordvej ind i den private skov nord for Ravn Sø. Her og der rejser sig en hulvejs høje sider, så man kan se, at skovbunden er et tyndt muldlag, over gult sand. Kævler er stablet i fire meters højde, og skovvejene er ofte svært mærkede af traktordæk. Åben løvskov giver plads til skovede bakkesider. Gennem grenværket kan jeg se Ravn Sø på dalbunden, og få et glimt af Veng med herregård og klosterkirke.
Der klemmes vand ud fra skrænten. Helligkilde oplyser et hjemmegjort skilt. Den starter sit liv i mudder og kær med høje tuer. Jeg søger højere op i terrænet, og når et skovbryn hvor et overdrev giver udsigt over dalen, med søen og skoven på den modsatte dalside. Snart svinder jordvejen ind til en smal trampesti, inden jeg omsider når landevejen oven for Javngyde.
Landevejen løber i det dyrkede land, højt på bakkesiden over ådalen med Ravn Sø og Knud Sø. Små landsbyer ligger som perler på en snor, flere steder er der gravhøje. I Tulstrup er der en lille kullet kirke i kvadersten, med en klokke ophængt i et lille træstillads. Fra højderne er der fin udsigt til Knud Sø, som fylder ådalen fra dalside til dalside. På den fjerne side af søen er Rys parcelhuskvarterer krøbet langt hen ad søbredden. Blæsten er følelig i det åbne terræn. I forlængelse af landevejen kan jeg se toppen af tårnet på Himmelbjerget, på den anden side af Julsø, som er usynlig herfra.
Et par steder løber dybe kløfter ud mod søen. Ved landsbyen Alling er der en brat nedstigning til lavere land, 30 højdemetre på kun 250 meter, og så kan jeg krydse landevejen og jernbanen. Sydvest for Alling fører en endeløs grusvej gennem for længst høstede majsmarker, hvor de grove stubbe står tilbage i lange linjer. Det giver mulighed for et smukt udsyn til overdrev og skrænter på den anden side af jernbanen. Landet er fredet på begge sider af de rustne skinner.
Der er flere afmærkede vandreruter her i området, som hedder Birkhede. Jeg vælger den skovvej, der fører omkring den eneste rest af hede, der er tilbage. Den er en bred stribe langs banen, der imidlertid er gravet gennem en bakke her, så der er ikke meget at se fra et kupevindue. Det er karrig jord, som går over i lynghede, små spredte egetræer, på kanten til at danne sammenhængende krat. En håndfuld skotsk højlandskvæg holder til i en fold, mere interesseret i en balle hø end det sparsomme græs.
Det sidste stykke går jeg ad en veletableret sti langs banevolden. Det er grus, afbrudt af lange plankebroer over fugtigt terræn, hvor der er sump og sort mosevand. En træbro fører over tilløbet fra Knudsø til Birksø. Birksø er gået over sine bredder og jeg må træde et par skridt op på den høje banevold for at nå tørskoet frem til marinaen i Ry. Herfra er det asfalt og fortove frem til stationen.
Jyske Vandreture 