Den gule linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Søer og skove ved Mölln, 28 km (510).
Fredag den 16. februar 2024.
Mölln er en gammel handelsby syd for Lübeck. Jeg har været her et par gange før i forbindelse med min vandring langs Elbe-Lübeck-Kanalen (vandredage 450 og 492). Langs kanalen og mod syd går en cykelrute som krydser Elben og følger en langt større kanal til Lüneburg. Ruten kaldes Den Gamle Saltvej (vandredag 456). Salt var i mange århundreder en stor handelsvare, kendt som det hvide guld, og den bragte velstand til byerne langs ruten, også Mölln.
Nu er jeg så tilbage i byen for at vandre langs søerne og skovene syd for byen. Det er en ganske varm februardag, op mod ti grader. Det er noget skyet, men ikke det lave låg af dækkende skyer, som på min forrige vandredag for to dage siden. I stedet er det store adskilte skytotter, med blå sprækker, hvor lyset trænger igennem Af og til brænder solen igennem en stund, og sommetider falder der korte tøvende byger, blot nogle minutter ad gangen. Med næsten vindstille er det en behagelig, forårsagtig dag til en vandretur.
Mölln ligger ved den nordlige ende af en lang række søer i en gammel tunneldal. Jernbanen klemmer sig ind i mellem to af dem, og jeg begynder min vandring ad den sti, der går for foden af banedæmningen. Herfra er der en smuk udsigt over vandet. På den anden side af søen ses høje bygninger ved den gamle flodhavn, tæt på er stien flankeret af gamle løvtræer, stærk overgroet med vedbend, som står med små giftige, sorte bær. Vedbend blomstrer sent på efteråret, og dens bær modnes det følgende forår.
Jeg må gå en mindre omvej for at finde en viadukt under jernbanen, og som jeg går mod øst gennem et beboelseskvarter, bemærker jeg en mindesten for en tragisk og markant begivenhed i Tysklands historie efter genforeningen. 23. november 1992 begik to nynazister et brandattentat med molotovcoctails mod to huse beboet af tyrkiske familier. To børn og deres bedstemor døde i den efterfølgende brand. Husene er siden nedrevet, men mindestenen består.
Længere fremme er der åbne plæner ud mod søerne. Overfor hæver kirken sig mod himlen, placeret på det højeste punkt i byen, og der er smukke genspejlinger i den stille vandoverflade. En turbåd ligger fortøjet for vinteren ved bredden. Jeg runder søen og kommer ind på stisystemet langs en bredfyldt å, som fører videre til skovene og søerne sydøst for byen.
En skovskade flyver i den åbne underskov, og et sted høres ravnekald. Det er løvskov, op ad en lav bakkeside. Med mellemrum er der malet skt. andreaskors på stammerne – hvide kryds mellem venner – ofte ledsaget af kommanderende pile. Det er markeringen af de europæiske fjernvandrerveje, der går igennem skovene på begge sider af søerne. Hvor åen møder den første større sø, holder den lokale roklub til, robåde står på rad og række langs bredden, dækket af blå presenninger.
Jeg holder mig til vestsiden af skoven, bakkesiden vokser sig stejlere, men stien bliver nær søen. Der er flere badebroer og badesteder, endog et forbeholdt hunde, de kan bade her uden at være i snor, fra solopgang til solnedgang. Borgmesteren i Mölln har underskrevet opslaget, og ikke undladt at tilføje nogle formanende ord om håndtering af hundeafføring.
Enkelte gange hører jeg trompeterende traner og får også et flygtigt glimt af de store fugle i luften over mit hoved. Tæt på bredden ligger små flokke af hvinænder med hvide kindpletter og lysende gule øjne. Skarve holder til på grenene af et væltet træ i kanten af en ø. Der er næsten ubrudt skovdække på begge side af søerne. En enkelt græsklædt bakke bryder mønstret på den modsatte bred, hestevrinsken høres klart og tydeligt derovre fra.
Schmalsee, Lütauer See og Drüsensee passerer jeg i umiddelbar forlængelse af hinanden. Efter sidstnævnte krydser jeg åen ad en træbro og går et stykke langs et skovbryn, mens rørsump, kær og skoveng skaber åbent rum over til vandløbet. Selv med de korte, kraftesløse byger er det en god dag til vandring og stierne indbyder til at fortsætte til næste sø, og næste sø, … Jeg er imidlertid nødt til at lade min vandretur slutte tilbage i Mölln. I Tyskland kører der en langvarig arbejdskonflikt om offentlig trafik, og i tre dage er busdriften lammet, også i dag. Så jeg drejer af og går mod stisystemet øst for søerne.
Undervejs får jeg lejlighed til at gå langs bredden af den lille Krebsee. Søen er omkranset af høj nåleskov, med en syrlig luft fra skovbunden. Der er fuldstændigt læ, og en enlig hvinand ude på vandfladen trækker et ti meter langt glitrende kølvand, et perfekt V, efter sig. En knudret skovvej fører op ad bakkesiden til en grusvej i kanten af skovbrynet. Den Gamle Fragtvej hedder den. En rovfugl patruljerer, dens afmålte skrig bryder stilheden.
Jeg følger Den Gamle Fragtvej, indtil jeg får mulighed for at gå ned ad bakken, tilbage til søen. Undervejs passerer jeg den græsklædte bakke, og den lille flok kønne heste, som ikke har så meget som et vrinsk til overs for mig.
Efter at have krydset en landevej mødes jeg af et advarselsskilt i dramatiske røde og gule farver. Jeg har set tilsvarende skilte før i dette hjørne af Schleswig-Holstein, ved Elbe-Lübeck-Kanalen og ved Schaalsee (vandredag 451). Det drejer sig om egeprocessionsspinderen, et insekt der er i stand til at fremkalde intense allergiske reaktioner hos mennesker. Den hører hjemme i Spanien, men er under hastig udbredelse i Europa og må vel også forventes at etablere sig i Danmark.
Snart er jeg tilbage på stien langs søen, igen i lysåben bøgeskov på bakkeside. På den anden side af søen kan jeg se en stor sort newfoundlænder benytte sig af badetilbudet for de firbenede. I udkanten af Mölln går jeg et kort stræk i mine egne fodspor langs åen, indtil jeg kan finde en anden vej gennem byens fine gamle gader, endog med mulighed for en afstikker til det lille torv med det gamle rådhus og kirken på bakketoppen. Derfra er der ganske kort til togstationen.
Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita: 132-462.
Jyske Vandreture 