Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ålestrup-Hobro, 28 km (517)
Søndag den 19. maj 2024.
Det bliver en varm dag med højt solskin og blå himmel, temperaturen snart over tyve grader. Ålestrup ligger umiddelbart nord for Simested Å, oven for ådalens skrænt. Åen har bevaret sine naturlige snoninger og er omgivet af saftigt grønne enge, som den ligger udstrakt foran mine øjne. Før jeg påbegynder min vandring mod Hobro i øst, runder jeg de lokale stier ud mod vandløbet. Fra landevejsbroen er der dybe kig gennem den lave dal, åen med en kold blåsort tone under solen.
Mod vest er der stier på begge sider af ådalen, som fører frem til en lang træbro tværs over den våde eng og åen, bygget for få år siden for at give bedre adgang for byens borgere. Efter at have krydset broen går jeg mod øst ad en bred græssti, langs kanten af et villakvarters haver. Hækkene er ganske lave eller helt væk, så den flotte udsigt kan nydes fra første parket. Krager flyver søgende over eng og kær, og køer hviler i skyggen. Alliker og en stær pirker i det lave græs på en eng, hvor der er taget hø. Klynger af gule iris blomstrer i sumpen.
Jeg krydser landevejen igen og følger en grusvej mod øst, syd for åen. En lille buet træbro fører over til Rosenhaven, en lokal seværdighed, anlagt i terrasser ned ad den høje skrænt. Jeg fortsætter imidlertid ad en trampesti, der går hvor en vidtstrakt, knaldgul rapsmark møder den øverste del af engen, som her er klemt sammen til et smalt ærme langs åen. Forude er der skovpartier på begge sider af åen, høj grøn løvskov, størst på sydsiden ved Lille Restrup Hovedgård. To broer krydser åen, den mindste betjener en enkel grusvej, men den større er en gammel jernbanebro. En høj jordvold fører banen over ådalens fugtige terræn. Jernbanedriften er for længst opgivet, i stedet løber Himmerlandsstien (vandredag 408) i dens tracé, fra Viborg til Løgstør.
Jeg gør en afstikker omkring begge broer. Fra den høje jernbanebro er der en fin udsigt over skovene og engene, som igen vider sig ud, nu med grønne skrænter på nordsiden, inddelt i små terrasser af fæstier skabt af det udskridende ler. Der er et større spektakel i luftrummet over skov, eng og å, den gamle godsskov huser en stor rågekoloni, og de sorte fugle flyver i konstant trafik gennem luften i adskillige niveauer, kommer og går fra de reder, som nu er skjult bag trækronernes løv.
Råger er selv under de bedste omstændigheder højlydte fugle, i dag har de ekstra grund til det. Inde fra skoven kommer med korte mellemrum lyden af skud, der er en rågeregulering i gang.
En smal, mudret trampesti gør det lige akkurat muligt at gå under jernbanebroen og følge en bredere sti langs åen, indtil jeg kan runde den gamle hovedgård, der i dag benyttes til gæsteophold og events. Skud og rågeskrig ledsager mig fra skoven til det åbne land. Flere gange rejser harer sig fra lejet på de tilsåede marker med spæde kornspirer. Dyrene spæner af sted i nøje afmålt etaper, afbrudt af korte ophold hvor de brat sætter sig på halen og iagttager mig, indtil det igen bliver tid til at fare videre.
Jeg når den travle hovedvej mod Ålborg og må følge den et kort stykke, før jeg igen kan komme ind på små veje. Den hvide landsbykirke i Simested hæver sig over landskabet, mens jeg drejer mod sydøst og krydser å og enge endnu engang. Der er kvæg på de lave enge og heste på det højere land. En enlig musvåge jager over landskabet.
Den smalle landevej arbejder sig rolig skråt op over dalsiden og ind på plateauet, 30-40 meter over åen, der til sidst forsvinder af syne og blot anes som en antydning af åbent rum over lavere terræn. En stor mark med umodent grønt korn i en skær farve fortrænger kortvarigt rapsens gule. Forude ligger landsbyen Hvilsom, med en lille sø bevaret i bykernen med lidt åbent areal omkring. Jeg har set nogen lignende ved Volsted (vandredag 349), også i Himmerland.
I landsbyfælleskabet tid, flere århundreder tilbage, havde man fælleden, den fælles jord uden for landsbyen. Inden for landsbyen havde man forten, hvortil byens kvæg blev hentet tilbage for natten. De fleste steder er forten blevet bebygget, og måske blot mindet i et gadenavn, men ikke alle steder.
Tre drenge er optaget af fiskeri i søen, og et lille selskab har indtaget bord og bænke i solen. En flagallé pryder byens hovedgaden, ved bygrænsen løftede en let brise flagdugene, men inde i byen hænger de blot slap ned. En lille mark består inden for bebyggelsen, tre geder har søgt ly for middagsheden i deres improviserede skur af to skråt stillede træpaller.
På den anden side af Hvilsom får landevejen en mere slynget præg, i takt med at adskillige sidekløfter arbejder sig ud mod den større ådal, som nu kan anes i glimt ved kløfternes udmundinger. Kvæg hviler på det saftige græs, og hvor de korte skrænter er for stejle til dyrkning, er krattet er rykket ind.
Længere fremme kan jeg gøre en lille afstikker til den store gravhøj Snibhøj, som er speciel ved at have to gravkamre med parallelle indgange, begge spærret med mere moderne gitter. Skråt overfor er resterne af en bortgravet gravhøj, en kreds af store kantsten og rester af indgangsparti står tilbage.
Snart efter drejer ådalen mod nord, mens jeg fortsætter på plateauet. Det er tyndt befolket land. I Hannerup er en klynge huse samlet omkring en større firlænget gård, der vender en flot gammel staldbygning med en mur af uregelmæssige kampesten ud mod vejen. Det giver et puslespil af røde, blå og grå toner. Bygningen står med et rødt bliktag, under en lydefri blå himmel.
Mere bebyggede områder når jeg først, da jeg går ad broen over motorvejen mod Ålborg og når Hørby, som endnu har landsbypræg med en gammel middelalderkirke med kampestensmure, hvidkalket tårn og rødt tegltag. Umiddelbart efter kommer Hørby Skoleby, som er et villakvarter, en forlængelse af Hobro. Mere er sikkert på vej for en cykelsti, komplet med gadebelysning, fører over dyrket land, endnu uden et eneste parcelhus, og frem til kanten af ådalen i forlængelse af Mariager Fjord.
Det giver mig muligheden for at komme ad bagvejen til banegården i Hobro, der ligger halvt oppe på den stejle bakkeside. Et kort øjeblik har jeg udsyn hen over byens huse til den fjerne side af ådalen. Så stiger jeg forsigtigt ned ad en blind villavej, finder asfaltstien, der fører til banegården og fodgængertunnellen under skinnerne. Der er også en rågekoloni her, men uden samme lydstyrke som ved Lille Restrup.
Et par minutter går der, før jeg stiger ind i toget. Og som toget ruller videre mod syd, på kanten af ådalen, på vej mod Randers og Århus, stirrer jeg ud af vinduet, som jeg altid gør på dette sted, ivrig efter at få et selv et kort glimt af Fyrkats grønne voldring ude i dalen (vandredag 393).
Raynor Winn: The Salt Path, 192-274.
Anne Sverdrup-Thygesen: Insekternes Planet, 1-32.
Jyske Vandreture 