Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Silkeborg-Ry (over Salten Profilet og Tehuset), 36 km (521).
Lørdag den 24. august 2024.
Det er en grå dag, uden et eneste glimt af solen hele dagen, med en kold vind over det åbne terræn og et dejligt læ inde i skovene. Et strejf af kulde og efterår, som jeg påbegynder min vandring på perronen ved stationen i Silkeborg. Jeg skal til Ry, som så ofte før, men denne gang ad en længere omvej.
Det er velkendte veje de første mange kilometer, ad banestien mod Horsens. Den gamle jernbanes tracé er bevaret i det meste af strækket. Fra en gade nær stationen kommer jeg ind på det lange smalle asfaltbånd, der straks stryger under indfaldsvejens viadukt og hurtigt derefter løber på en høj jordvold, hvorfra der er udsigt over villaerne og skovene omkring Ørnsø i udkanten af Silkeborg.
Herfra følger flere kilometer gennem Silkeborg Vesterskov, med nåletræs- og løvskovspartier. Skovbunden under den lysåbne bøgeskov er et tykt tæppe af visne blade, og selv under den grå himmel får trækronernes løv en lysende grøn farve. Enkelte steder er banestien gravet gennem bakke, men eller løber den i niveau med jordbunden. Asfalten har kun den halve bredde af jernbane, hvor der er gjort plads til en ridesti. Som det ofte ses i Silkeborgskovene er der opsat små kulørte flag i rabatten, som markerer et motionsarrangements ruter.
Da jeg når silkeborgforstaden Virklund, afløser byens hovedgade banestien, men endnu en viadukt under Horsensvejen venter ved bygrænsen, og snart er jeg igen inde i skov. I Virklund passerede jeg det smalle vandløb mellem Thorsø og Silkeborgsøerne med Gudenåens hovedløb. Det ligger i en højde af 25 meter over havets overflade. Over de næste syv kilometer, som banen tager et stort sving mod vest, er der en lang jævn stigning på hundrede højdemetre.
Det skyldes geografien, hjertet af det Søhøjlandet, det højeste terræn i Danmark. Mellem Skanderborg og Horsens tager Den Jyske Længdebane et tilsvarende sving mod øst for at undgå landets højeste bakker ved Eier Bjerge. Tværbanen mellem Århus og Herning/Skjern, passerer Den Jyske Højderyg gennem ådalene. Togdrift passer ikke til stigninger, tunge vogne på skinner der kan være glatte af is eller nedfaldne blade, det er ikke godt, hverken opad eller nedad. Derfor undgår man de største højder og stig og fald har form af lange ramper. Som oftest er jernbaner og banestier så flade som mulige, hjulpet af gennemgravede bakker og høje jordvolde, dertil store, let svungne sving. Det hundrede højdemetres stigning her er faktisk den letteste løsning. Mod øst er der bakkemassivet omkring Himmelbjerget og Rye Sønderskov med højder på op til 163 meter, mod vest når Them Bavnehøj 153 meter.
Den lange stigning fører mig gennem skoven, snart på en høj banevold. Udsivende vand fra skovbunden har skabt små enge og kær op mod jordvoldens spærring. Et par af dem er store nok til at være indhegnet med folde, der godt nok står tomme hen. Snart kommer jeg ud på dyrket land på den åbne bakke op mod Them og videre frem. Banestien er kantet af træer på begge sider, mange af dem selvsåede frugttræer med æbler eller mirabeller. Et mindre træ er væltet henover stien, og der er allerede skabt en smal trampesti udenom i vejkanten.
Markerne er høstet, og nogle steder allerede harvede. Kragefugle arbejder sig metodisk frem mellem stubbene, og spurve kalder fra buskadset.
Jeg passerer omsider stigningens toppunkt og forlader banestien for at vandre videre mod Tømmerby og dernæst ad små veje mod skovene omkring Salten Profilet. Mens jeg stadig er på det åbne lands plateau, kan jeg se Salten Å dal forude, først skjult i terrænet, men med en fornemmelse af åbent rum over mod et fjernt skovbryn. Dernæst når jeg det øverste dalside og kan nyde en panoramisk udsigt gennem den smalle ådal, de store Vellingskove på den modsatte side (vandredag 247). Vejen snor sig ned på dalen, mod øst forbi den sidste gård, og bliver så til en sandet grusvej, der fører ind i skovene. Det er tydeligvis karsk, sandet jord, masser af blomstrende lyng, flader med irgrønt lav, skravlede træstammer.
Inde i skoven ligger Salten Profilet. Profil er et geologisk begreb, en lokalitet hvor det er muligt at se en rækkefølge af aflejringer fra forskellige geologiske perioder. Ofte er det havskrænter, men det kan også være de stejle sider i råstofgrave. Salten Profilet er opstået ved sammenskridning af en bakkeside på grund af underminering fra vand i undergrunden (vandredag 138). På den blottede bakkeside er det muligt at se mange millioner år tilbage i tiden. Lokaliteten er fredet som geologisk interesseområde, og eftersom den blotlagte bakkeside er under kontinuerlig tilgroning, må den regelmæssig ryddes for at sikre de geologiske lags synlighed.
Denne dag resterer der blot et par store bare pletter på skrænten. Resten er tilgroet, og der er et stort kær på det flade terræn foran. Kanterne af brudfladen er kantet af blomstrende lyng og høj bregnekrat i begyndende visnen.
Skiltning viser til en trampesti, som tydeligvis ikke er meget brugt, men som dog fører mig til toppen af skrænten, hvor et par forkrøblede fyrretræer har fået fodfæste mellem lyngens ris. Herfra er der en pragtfuld udsigt over ådalen med skovklædte bakkesider og en smal stribe eng på dalbunden. Som jeg vender ryggen til ådalen og fortsætter op ad bakkesiden afløses lyngen af krat og lav skov. Mit kortmateriale hævder, at der er en sti her, og der er en hoven, stiplet grøn linje til at bakke påstanden op. I praksis er det en spinkel trampesti, udvisket over kortere stræk, muligvis blot dyreveksler. Til sidst lykkedes det mig dog at nå frem til et tilgroet hjulspor, der leder frem til mere etablerede skovveje. Jordbunden er tydeligvis langt bedre her og understøtter høj, åben løvskov. Skovvejen slynger sig ud til landevejen mod Horsens, umiddelbart nordvest for Salten Langsø, på tærskel til det store skovdækkede bakkemassiv over mod Ry.
Jeg har været her før (vandredag 312), ad skovveje og stier nord om søen. I dag er jeg kommet få hundrede meter ind i skoven, før jeg gør en afstikker ad en lang snoet vej op ad en stejl bakkeside. Undervejs møder jeg en varevogn fra et cateringfirma på vej ned og flere personbiler passerer mig bagfra på deres vej op. Målet er Tehuset, en ganske lille idylliske hytte ved et udsigtspunkt øverst på dalsiden. Lysningen her er en velslået plæne, og der er sat flere store telte op. Tidligere ejere har benyttet det lille tehus til private formål, i dag tilbydes det smukke sted til at danne ramme om bryllupsfester og andre begivenheder.
Jeg er dog kommet for udsigtens skyld og går i en bue uden om festforberedelserne. Foran mig er der et fantastisk vue ud over den vestlige ende af Salten Langsø, med skove og sø knivskarpt defineret over for hinanden, mest fremtrædende Næsset, den store halvø der rager ud i søen. Hvor den grønne plæne holder op, er der en bred stribe blomstrende lyng, hvis lilla farve får ekstra intensitet af den grønne skov.
Som jeg vandrer ned ad Tehusbakken, møder jeg endnu et par personbiler på vej op, måske de første gæster. Der ligger nogle få ejendomme inde i skovene, men søbredden er svært tilgængelig. Af og til trækker skovvejen dog ud til søen, med enkelte udsigtsmuligheder. Små bække har skåret lejer ned i den bløde jord. Inde i skoven er der lysninger, store nok til at der er taget høslæt. Jeg drejer mod nord og når frem til den lille landevej, der fører mod Gl. Rye, og som løber for foden af det centrale bakkemassiv, hvis skovbevoksede bakkekam tårner sig op. En glente glider over himlen højt oppe. På fladere terræn er der små lysninger med højt græs, og hvor bakken begynder, kravler lilla lyng op ad skråningen, inden træerne tager over.
En sted inde i skovene ligger en lille sommerhuskoloni, ved vejen er der blot nogle bindingsværksgårde og et gammelt savværk. Inde i Gl. Rye er der flere fine gamle huse, og kirken, egentligt en rest af et gammelt kloster, har en fremtrædende plads øverst på bakken. Senere tider har føjet et fritstående klokketårn til.
Herfra er det ned ad bakken, en meget lang bakke, hele vejen til Ry, hvor jeg endnu engang krydser broen mellem de små søer i Gudenåens løb, et brus af hvidt vand ved stemmeværket ved den gamle mølle. Op ad den lave bakke mod bymidten, til højre, og jeg er fremme ved stationen.
Siegfried Lenz, Der Geist der Mirabelle: 1-48.
Jyske Vandreture 