Den gule linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Celle-Soltau, 111 km.
12., 13. og 15. oktober 2024.

Südheide er som navnet siger, den sydligste del af Lüneburger Heide. Adskillige fjernvandrerstier fører over den i sin tid enorme hede, hvor af der nu blot er fragmenter tilbage, mens skov, plantage og landbrug har taget løvens part og store militærområder gør andre sektioner utilgængelige for civilister. Over flere omgange har jeg vandret over heden, vekslet mellem de forskellige stier, og denne gang skal jeg gå fra Celle til Soltau.
Den klassiske Heidschnuckenweg, opkaldt efter hedeegnens særlige fårerace, begynder i Fischbek og slutter i Celle. Soltau er, hvor jeg sluttede en tidligere vandretur denne sommer. Min første kilometer går gennem den gamle bydel i Celle, hvor smukke gamle bindingsværkshuse er arrangeret i hyggelige gader og torve, med kirke og imponerende administrationsbygninger. Det lokale slot er omgivet af en vandfyldt voldgrav, de hvide bygninger løftet op på en slotsbanke, med udsigt over en parks plæner, hvor løvtræer drypper farvestrålende blade over det våde græs. En statue af en hest og dens dressør er placeret med slottet som baggrund. Hesteavl er stort i Niedersachsen, hvor stamtavler for Oldenburgere og Hannoveranere kan henvise til både kongehuse og heste.
Wohlklang hedder den hingst, der er foreviget i bronce. Som jeg passerer jernbanen i udkanten af Celle, krydser floden Aller og svinger mod nordvest, gennem forstæder og indlemmede landsbygader hænger der en fært af hest i luften, og skilte og plakater henviser til Landgestüt Celle, stutteri for avlshingste (Hanoveraner), med dressurarrangementer i efteråret.
Det er en dag med blå himmel og høj sol, uden vind og med en frisk fornemmelse af efterårskølighed, ganske uden vinterkulde. Jeg går et par kilometer over dyrket land, inden jeg runder en landsby og kommer ind i de udstrakte skove, der dækker en stor del af den forsvundne hede. Det velkendte hvide H på sort baggrund, malet på træstammerne, viser, at jeg befinder mig på et stræk af Heidschnuckenweg.
Skoven viser med alt mulig tydelighed, at det er karsk jordbund. I begyndelsen er det skravlet løvskov, mere krat end skov, masser af lysindfald. Her og der er der spraglet løv i underskoven, og et tykt tæppe af blåbærris dækker skovbunden, sommetider højt nok til at nå mig midt på låret. Der er ikke et eneste bær tilbage, de fleste blade er faldet, og kun de furede stride stængler rager op. Svampe stikker frem, hvor end øjet falder, nogle af dem giftige fluesvampe med de velkendte hvide skæl på rød hat.
Som jeg kommer længere frem, er der nåletræspartier, få ældre træer med tykke stammer, men oftest er det høje træer, med sugerørstynde stammer og en kvist fyrrenåle øverst oppe. Hedelyngen holder stadig ved, ved lysninger og i bræmmer langs skovveje, der aldrig rækker mere end en halv snes meter ind i skovene. Den sandede skovvej, jeg følger, bærer tydelig tegn på voldsom regn, furer slidt ned i underlaget, kviste og kvas fejet til siderne i et slangemønster. Langs vejsiden står birketræer med gulnede blade og lysende hvid bark. Nogle steder overtager høje græstuer lyngens plads langs vejen.
Pæle og træer bærer markeringer for lokale vandreruter, Heidschuckenweg’s H, Pilgrimsvejens gule muslingeskal på blå baggrund, og det hvide kryds for de europæiske fjernvandrerveje. En signatur er ny for mig, Via Romea Germanica, med en forgyldt hyrdestav på blå baggrund. Som jeg finder ud af senere er det en nyetableret vandrevej fra Stade (vest for Hamburg) til Rom, inspireret af den virkelige pilgrimsrejse en vis Albert fra Stade foretog i tolvhundredtallet.
De få huse, jeg møder i skoven, kan tælles på et par hænder. Et ensomt beliggende skovløberhus, en klynge gårde. Bindingsværkhuse, uværgeligt med de særlige store tyske trælader i nærheden. Ofte er gavlene pyntet med udskårne figurer, heste er et yndet motiv, som jeg har set det andre steder i området. Turisme og ridning er en populær kombination.
Det er ikke bare løvtræernes blade, der skifter farve, også de store bregnekrat står med gule flammer rundt omkring, hvor de endnu ikke har nået den særlige visne brune farve, som det ender med.
Fra sandede skovveje kommer jeg ud på en smal landevej, der fører mod Eschede. Navnet får en svag klokke til at ringe i baghovedet, og da jeg ankommer til byen, ser jeg hvorfor. Ved den lille bro over jernbanen er der et mindested. Nogle få trappetrin i beton ved den ene vejside, en åben dørramme på den anden, med udsigt over en trekantet mindelund op mod skinnerne. 3. juni 1998 fandt den værste jernbaneulykke i Tysklands historie sted her, da et højhastighedstog blev afsporet. 101 mennesker døde, endnu flere blev sårede. 101 kirsebærtræer er der i mindelunden, smukt blomstrende i røde farver. Byens lille trinbræt ligger en kilometer længere mod nord.

Næste morgen, da jeg forlader Eschede for at gå mod Hermannsburg, er der gæs i luften og på græsmarkerne, der kiler sig ind mellem majsens stubmarkerne og felterne med grønne vinterafgrøder med små gule eller hvide blomster. Dagen starter grå og med følelig vind i ansigtet, i løbet af dag kommer der korte byger og finregn, vekslende med sol.
Der er stille i skoven, en lejlighedsvis musvåge ved lysninger og skovbryn, usynlige skovskader i heftigt skænder, mest synlige og højlydte er ravne, som jeg ser hver dag, oftest i par. Jeg forlader landevejen og går gennem skovene, hvor jeg støder på nogle af de små hederester, der har undgået tilplantning. Ene og løvtræer rykker ind, men så fåtalligt at heden formodentligt er under pleje, uden dog at være indhegnet.
Skovene åbner sig omkring Hermannsburg. På en stor firkantet græsmark ud mod vejen græsser en stor flok får – de berømte Heidschnucken. Adskillige af dem er sluppet ud og græsser i vejkanten eller tripper over asfalten. Tror jeg, indtil det går op for mig, at der ikke er noget hegn, blot en grøft, som fårene ubesværet forcerer med små bukkespring. I det hele taget er der ikke mange hegn på Lüneburger Heide, og dem der er, er oftest langt højere og beregnet på at holde mennesker ude fra militærområder, eller hjorte ude fra små skovstykker. Jeg har mest set rådyrenes små præcise klovaftryk, men hegnshøjden tyder på krondyr. Der er heller ikke langt mellem hochsitze. På de store hedestrækninger længere mod nord er der store fåreflokke, uden hegn men med hyrde, måske er det lige sådan her.
Hermannsburg er en mindre by, flere kirker, ældre bindingsværkbygninger mellem mere moderne huse. En gammel flerlænget gård huser et hotel. I støt finregn drejer jeg mod øst og får vinden i ryggen. En træbro fører over en lille flod, der også løber vest, langs den en smal stribe kær og enge klemt inde i skoven.
Jeg krydser landevejen mod Unterlüß, dagens endemål, og slår ind på en trampesti der fører gennem et fredet område, hvor hede og egekrat veksler smukt. Stien er flere steder dækket af gamle agern, der ruller som kuglelejer under støvlesålerne. Svampe kanter stien, endnu røde bær på lave halvbuske. Med mellemrum står høje gamle egetræer, et af dem med døde grene, ribbet for blade, i dramatisk positur. Lyngen er for længst afblomstret, men har mange andre steder bevaret en svag rødlig tone. I krattet har hedelyngen derimod en flødegul farve, tæt på er blomsterne skrumpet ind til små hvide kugler.
Det spændende stræk er alt for hurtigt forbi og snart er jeg tilbage på landevej og dernæst græsovervoksede skovveje gennem granplantage. Stationsbyens nærhed mærkes på en pludselig stigning i hundeluftere, store og små hunde, mennesker hver for sig eller i par. En overraskende muskuløs dalmatiner kommer farende fra en tykning, mens en skinger kvindestemme skriger efter den. Den hvide hund med de sorte pletter tager et hurtigt snus langs mit ben, nedefra og op, og så er den videre. Snart efter har jeg fortov under støvlerne.

Næste morgen hænger der tåge over landskabet. Det kunne have haft sin egen stemning at gå over heder og gennem skove, indhyllede i tåge, men den er væk, næsten før jeg når uden for bygrænsen. I stedet bliver det en dag med høj sol og blå himmel, perfekt til en lang vandredag. Det yderste villakvarter går direkte over i skov. Skovvejens rabatter og midterstribe er rodet grundigt op, vildsvinetryner formoder jeg. Dyrene er langt mere interesserede i de smalle græsstriber end i skovbunden under granerne, dækket af rustrøde nåle. De kløgtige dyr ved uden tvivl, hvor der er mest føde at finde. Jeg så det samme ved et besøg i den store vildsvineindhegning mellem Ry og Himmelbjerget, hvor grisene er sat til landskabspleje (vandredag 503)
Som de andre dag er der langt mere plantage og skov end hede og græsslette. Under den klare efterårssol har lyngen et særligt støvet lys, endnu langt fra de mørke sortbrune koste, der synes at suge en grå vinterdags sparsomme lys til sig. Skoven veksler mellem spraglet løvskov og nåleskov med grønt mosdække. Alle steder står der svampe, med udfoldede hatte eller lukkede kupler over stokken. Langs skovvejene er der lange stabler af kævler savede i ens længde. I tværsnit er det tydeligt at se, hvor slanke stammerne er, hvor lidt næring jorden tilbyder.
Müden er ikke nogen stor by, men dog den største inden dagens endemål i Soltau. Mellem de hyggelige bindingsværksgårde i bymidten har den også et Posthotel med gule tavl mellem sorte bjælker. Hovedindgangen er kronet med et relief af en diligence, trukket af et firspand, en kusk, der svinger pisken. En mindre skilt reklamer for hotellets “Schäferstube”, en krostue. Schäfer betyder fårehyrde, som i det fordanskede schæferhund. På engelsk kaldes en schæfer for German Shepherd, selv om antitysk stemning efter Første Verdenskrig i årtier fik briterne til at benytte racebetegnelsen Alsatian, efter den omstridte grænseegn Alsace (på tysk Elsass), som franskmændene vandt tilbage efter at have mistet den i den fransk–prøjsiske krig i 1871.
Der resterer endnu 30 km af dagens vandring, alle sammen på Heidschnuckenweg, men jeg står på tærsklen til et af dagens højdepunkter, fra parcelhuskvarter, ad trampestier og skovveje til Wietzer Berg. Et bjerg er det nu ikke, mere en langstrakt bakkeside, hvor et stort hedestykke er bevaret, indrammet af snorlige plantagers skovbryn. Heden er velholdt, kun nogle få enebuske får lov at stå i dramatisk positur, der er velholdte grusstier og bænke, et par snese andre besøgende. Det hele leder op til et stort mindesmærke øverst, for digteren Hermann Löns. Han er ukendt for mig, men skrev blandt andet om hjemstavn, hede og jagt.
Den lange vej mod Soltau fører i stigende grad over dyrket land, stadig megen plantage men ingen hede. Længere mod nord ligger de to store militære øvelsesterræner ved Munster, men der er også mindre, adskilte områder fordelt over Südheide. Flere gange har jeg hørt skud, der er et udvalg af militære forbudsskilte, flere af dem citerer forsvarsministeren som højeste autoritet. Der er lange høje hegn, og en par enkelte gange militærkøretøjer. Øvelsesplads Munster – Nord og Syd er også hjemsted for adskillige ulvekobler, ganske som det er tilfældet med Danmarks største militærområder, Borris Sønderland og Kallesmærsk Hede (vandredage 98 og 169.
Flere gange hører jeg traners kalden højt på himlen, men i den høje plantage har jeg blot en smal sprække blå himmel over mig. Kun en enkelt gang får jeg fuglene at se, to flokke på vej til at smelte sammen, højt oppe. Langs en skovsti ligger en stor dynge sten, nogle af dem stablet op i små varder. Der er to plasticlaminerede eksemplarer af det samme tyske digt. Her opfordres den trætte vandrer til at lægge en sten for alle sine sorger og bekymringer. Og dernæst ved selvsyn konstatere, at man er ikke ene om at have sorger. Jeg aner, at det skal gælde som opmuntring. En træbro fører over en å med klart brunt vand, jernforbindelser udvasket fra den sure hedejord.
Som jeg nærmer mig Soltau krydser jeg flere gange små ensporede jernbaner, nu om dage kun brugt til godstransport. Der er grusveje og små landeveje, nogle gange med brostensstræk, ikke egentlige landsbyer, blot nogle få gårde i klynger. En traktor, efterspændt en stor vogn med høje kanter kører forbi. Kartofler kan jeg se, stadig med jord klæbende til. Solen står lavt i vest, og de sidste kilometer trækker uendeligt ud, ind til det går op for mig, at ruten er blevet omlagt, og i stedet kommer jeg ind i stationsbyen fra syd. Det lægger flere kilometer på, til gengæld kommer jeg igennem en flot gammel park, helt ind til hjertet af byen. Da jeg står på perronen over for banegårdsbygningen, kalket i to gule nuancer, er der stadig en halv times dagslys tilbage.

Nick Cave: Bunny Monroes Død, 90-267.
Miguel de Unamuno: Paisajes del alma, 1-184.
Peter Watson: The Age of Nothing, 1-210.

This slideshow requires JavaScript.