Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur nord for Randers, 30 km (532).
Søndag den 16. marts 2025.
Min vandredag begynder med rigelige mængder asfalt og fortovsfliser under støvlesålerne. Fra perronen ved Randers Banegård, ad byens gader mod øst, indtil jeg når udfaldsvejen mod Udbyhøj, færgelejet ved indsejlingen til Randers Fjord (vandredag 17). De kompakte etageejendomme i byens centrum afløses af parcelhuse, som jeg nærmer mig det gamle industrikvarter Dronningholm.
En elegant gammel villa med hvid facade, røde teglsten, pyntespir og stokværk fanger min opmærksomhed, som den ligger tilbagetrukket i en stor have bag en bøgehæk næsten uden blade. En plakette på piedestalen ved indkørslen markerer en arkitektonisk pris for restaureringen af villaen – og antyder samtidig en fortid, der er som taget ud af Matador og det bedre borgerskab i Korsbæk. Huset hedder Højriis, det er bygget som en såkaldt sommervilla for en af de lokale industriherrer med fast adresse inde i Randers. Senere blev den overtaget af Maskinfabrikken Dronningborg.
Stednavnet Dronningborg kommer fra det lokale gods. For mig er navnet dog mest knyttet til Dronningborg mejetærskeren, der ikke mere eksisterer som selvstændigt mærke, men blev fremstillet her i mange år af maskinfabrikken. I høsttiden var Dronningborg de lyserøde mejetærskere (senere tonet over i en lys orange), Massey Ferguson var de røde, Claas var de grønne og New Holland var de gule.
Kort efter drejer jeg fra udfaldsvejen og følger en sidevej op mod Dronningborghallen, hvorfra jeg kommer ind på banestien, der løber på et bevaret stræk af den nedlagte jernbane mellem Randers og Hadsund. Jeg er allerede højt på dalsiden af Gudenådalen, og banestien tager mig det sidste stykke op på plateauet i en lang umærkelig stigning gennem lavningen omkring Ris Møllebæk. Over mit hoved er der blå himmel med hvide totter af skyer. Det er en kold klar martsdag, hvis kulde jeg først for alvor mærker, da jeg har forladt byen og kommer op på det åbne dyrkede land.
De første kilometre går jeg ad en jordvej oven på den gamle banedæmning. Eng og kær omkring bækken, Dronningborg Skov overfor, brudte linjer af træer langs banestien, gult lav på stammerne den mest intense farve i det tidlige forår. Banen er ført gennem Møllebækkens sidedal til Gudenådalen, men højt på den lave bakkeside, ad en jordvold der af og til når fem-seks meters højde, og skaber en smal stribe af sumpkrat.
Som jeg kommer op på plateauet med et let kuperet relief, er der strækninger, hvor banen tværtimod er gravet igennem lave bakker. Lange striber af krat kanter jordvejen, men der er også et lille frimærke med høj bøgeskov. Et par pigecykler i pangfarver er smidt skødesløst i vejsiden, og fra et usynligt sted kommer lyden af oprømte barnestemmer.
Hvor banestien møder landevejen mod Hadsund står der en rekonstruktion af det oprindelige læskur ved trinbrættet. To grønmalede trævægge danner et kurs med et tag over. Det skaber fire halvåbne rum med bænke langs væggene – så kan man vælge sit læ efter vindretningen. Informationsmateriale fortæller Hadsundbanens historie, og om lokalsamfundets indsats for at vedligeholde stien.
På den anden side af Hadsundvejen fortsætter banestien, nu på asfalt, stadig med et ærme af lavt krat. Over mit hoved trækker sorte råger, en eller to ad gangen, mod en højlydt flok af artsfæller, der fourager på en pløjemark i det åbne landskab. Et par gæs har slået sig ned ved en lille dam opad stien.
Snart når jeg den lille by Spentrup, hvor jeg forlader den gamle bane. Jeg var her i efteråret (vandredag 523) og genser kirken og den lange stråtækkede længe i sort og hvidt bindingsværk, der huser Blichers mindestue. Hedens sanger var en periode præst her.
En lille landevej fører mod nordvest, til landsbyen Hvidsten, der ligger ved landevejen mellem Randers og Mariager. Der er en lille mindelund ved vejkrydset. Det er gravstedet for de otte henrettede medlemmer af den navnkyndige Hvidstengruppe, hvis historie er blevet fortalt i to film de seneste år. Deres navne er indhuggede i en mindesten. De blev henrettede i Ryvangen i København. Efter befrielsen blev deres lig ført hertil for at blive begravede i mindelunden. På min vandretur i efteråret passerede jeg mindestenen ved Mustard Point, hvor gruppen modtog nedkastede containere med våben og sprængstoffer til den jyske modstandsbevægelse.
Modstandsgruppen var centreret omkring Hvidsten Kro, som ligger få skridt borte. Den gamle landevejskros hovedbygning i sort og hvidt bindingsværk er ikke så stor, men den er knopskudt med adskillige tilbygninger, der har skabt en lille hyggelig gårdhave. Dertil er der flere fritstående bygninger, gult bindingsværk, en af dem med et stendige hvor i er indsat et par mindesten for Genforeningen. Bag kroen er der en stor parkeringsplads, som er næsten fuld. Kroen nyder lokal berømmelse for sin æggekage.
Herfra går min vej tilbage mod Randers. Landevejen er heldigvis ikke så travlt på en søndag. Til gengæld er der adskillige traktorer i gang med pløjning, de trækker lange kølvandsspor af skrigende måger efter sig. Ved Bjergby – som ligger på ganske fladt land – drejer jeg ud på mindre veje. Først runder jeg den lille landsby Borup, med en landsbykirke hvor våbenhus og kirketårn i røde mursten er tilføjet et skib i granitsten. Dernæst nærmer jeg mig Randers’ forstæder, hvor jeg hen over en stor pløjemark får udsyn til Enghøjs modernistiske kirke i hvid beton (vandredag 530).
Herfra går jeg gennem de gamle landsbyer Helsted og Hornbæk i den vestlige periferi af Randers. Her er der gamle gårde med bindingsværk og Oust Mølle ved Svejstrup Bæk. Bag Hornbæks hvidkalkede landsbykirke når jeg ud til de store enge ud mod Gudenåen. Åens vand har en glasurblå farve mod de gulbrune rørskove. I det fjerne kan jeg se biler køre over motorvejsbroen, lydløse og legetøjssmå på grund af afstanden.
Grusvejen mellem eng og rørskov når en ring af nyere bebyggelse, inden asfaltveje fører gennem ældre kolonihaver og industrikvarter langs jernbanen. Kort efter når jeg Viborgvej, banegården få hundrede meter længere inde mod centrum.
Pierre Bouille: La planète des singes, 1-29.
Jyske Vandreture 