Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Galten-Ry, 28 km (535).
Søndag den 6. april 2025.
Som i sidste uge starter jeg min vandretur i udkanten af Galten. I dag under en smuk blå himmel, varmt i læ, koldt i åbent terræn. Et kirsebærtræ blomstrer i hvidt og lyserødt i kanten af en villahave, ved gårdene og i landsbyer er forsytia sprunget ud med klaser af gule blomster.
Som jeg forlader byen, passerer jeg en stor lagerbygning. Travle alliker flyver til og fra træværket øjensynligt har de etableret en koloni bag gavlens bjælker. Duerne kurrer og flyver i runde buer på himlen, mens kragerne spankulerer med ejermine på det åbne landskabs marker.
Som i sidste uge går jeg gennem den lille landsby Høver, men denne gang mod vest. Det let kuperede landskab på plateauet mellem Lyngbygårdsådal (vandredag 238) og Århusådal byder på små slyngede landeveje, marker som omgiver små bidder af skove, hvor krat og hegn står med hvide blomster. I kanten af en lille bøgeskov vokser der gule vorterod, og et tæppe af anemoner breder sig over skovbunden. Mod nord er der udsigt mod bakkekammen omkring Sorring Låddenhøj (vandredag 237). I øst kan jeg se det buede højhus på den gamle Motel Latour grund i Århus, øverst på bakken ved Randersvej.
Snart begynder en lang nedstigning til dalen. Ruten følger lige landeveje, der mødes i et skarpt V i den lille landsby Nørre Vissing. Det er også en ankomst til skovene omkring Ravnsø og de udstrakte kær på dalbunden. Det er den yderste udløber af Århus Ådal, der her når helt ind til Gudenådalen ved Ry. Der er et vandskel på dalbunden længere mod nordøst, de to store søer her, Ravnsø og Knudsø, afvandes til Gudenåen og Randers Fjord.
Skovene holder sig på skrænterne, mens en musvåge i glidende flugt, smukt aftegnet mod den blå himmel, patruljerer de tilgroede kær og enge. Et stykke fremme ligger Veng med den gamle klosterkirke og Sophiendal Gods (vandredag 296). Før jeg når dertil, drejer jeg dog ind på en markvej, der fører ind i skovene syd og øst for Ravnsø. Det er løvtræer, som dominerer, meget af det ungskov, men også midaldrende bøg og eg. Enkelte steder står nogle tykke gamle egetræer tilbage, som giver en anden karakter til skoven. Jeg befinder mig stadig på flad dalbund, og enkelte steder er der sumpkrat med sort, stillestående vand, gennembrudt af slanke stammer og høje græstuer.
Skiltning informerer om forbud mod ophold i skoven på jagtdage, 150 meters afstand til steder med fugleopdræt og påbud om køb af ridekort, hvis man vil færdes med hest. Det er privat skov med andre ord, og stier og skovveje er bestemt for kommercielt skovbrug, ikke for publikumsbesøg. Ikke desto mindre er der et par muligheder for at finde ud til den østlige søbred, hvorfra man kan nyde udsigten over Ravnsø mellem skovklædte dalsider. Der er den spinklest mulige stribe sandstrand, optrukne joller, et stråtækket bådehus.
I dag kaster solen et glitrende blåt skær over vandoverfladen, selv den smalle bræmme af visne rør får en gylden tone. En skarv flyver lavt over vandet, et par skræppende gæs lader sig se, en hvid svane spejler sig i vandet, længere ude ligger troldænder.
Som jeg fortsætter vandringen mod syd begynder opstigningen fra dalbunden. Partier med nåleskov blander sig med løvtræerne, og skovning har skabt store lysninger. Et par skræppende skovskader i hurtig flugt giver et kort glimt af hvide og blå fjer mod lysebrunt, og så er de allerede væk. Skovbrynet ud mod det åbne, dyrkede land er markeret af et lavt stendige og en lang række af gamle bøge- og egetræer, der står som et højt stakit.
Over mit hoved er himlen tindrende blå med en bleg halvmåne, mens lave skyer i horisonten og de blomstrende hegn står med skarpere hvide toner mod markernes grønne vinterafgrøder og den blå himmel. Flere gravhøje pryder landskabet.
Snart begynder en ny nedstigning, undervejs med panoramiske udsigter over den østlige ende af Mossø (vandredag 79), bag det Danmarks højeste bakkemassiv, Ejer Bjerge. Jeg passerer landsbyen Illerup, med et idyllisk gadekær. I det fjerne kan jeg se Skanderborg. Foran mig ligger Illerup Ådal, hvor der sammen med de tilstødende Alken Enge over en periode på flere hundrede år i sen jernalder blev foretaget våbenofringer i den tids søer og moser. Ad små veje ankommer jeg til stationsbyen Alken. Jeg har tit brugt trinbrættet her i forbindelse med vandreture, så det er vel passende, at jeg nu pænt må vente mens et regionaltog passerer.
Bommene går op, og jeg kan tage hul på dagens sidste lange stigning, til landsbyen Svejstrup, og dernæst videre højt i terrænet, på ny med udsigt over Mossø. Smukt herefordkvæg poserer mod krattets hvide blomster. Musvågeskrig lyder over mit hoved, mens jeg stopper op for at få en slurk vand.
De sidste kilometer er et langt jævnt fald mod Ry på bunden af Gudenådalen. Bag byen kan jeg se den høje bakkekam bag Julsø, Himmelbjergets tårn lige akkurat synligt. Blomstrende forsytia og kirsebær varsler den yderste række parcelhuse, og snart går jeg ad en snørklet rute mod byens centrum med den velkendte stationsbygning og perronerne.
Jenny Erpenbeck: Kairos, 1-30.
Jyske Vandreture 