klik på blåt nummer for at se denne vandredag (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Saksild – Århus, 25,8 km.
Mandag den 31. januar 2011.
Oddergrisen har ingen små borde eller kopholdere monteret, så jeg er nødt til at klemme mit obligatoriske bæger med chokolade fast mellem knæene, hvor det beslaglægger en paranoid stor del af min bevidsthed, der for det indre blik producerer katastrofescenarioer med en spildt sø af varm chokolade over gulvet og en vred konduktør.
Imellem toget og bussen til Saksild har jeg lige tid at tage et billede af to oddergrise side ved side, den ene i det klassiske røde look, den anden i det nye hvide.
Der er rimfrost på markerne. Som jeg går de første par kilometer ud mod kysten, kommer jeg forbi det første kvæg jeg har set på græs i år. Det er nu heller ikke det normale røde eller sortbrogede danske malkekvæg. Det ligner skotsk højlandskvæg, langhåret brun pels, lange svungne horn.
Ellers ser jeg stadig kun heste på markerne. Det var tydeligt allerede på sidste stræk, folk har mange heste her, og jo nærmere Århus man kommer.
Ved kysten slår vejen et brat sving og fortsætter stik nordpå. Fra nu af går jeg langs kysten, om end i varierende afstand. På lange stræk af vejen er der en solid kystbefæstning af sommerhuse, op til fem hundrede meter dyb.
Efter en time har vejen bragt mig til Norsminde, som er kendt land for mig, jeg har af til gået hertil fra Moesgård. Lystbådehavnen ligger mere end halvtømt hen, sommerhusene, der når helt ud til skrænten, viser ingen livstegn, men plænerne er klippet lavt og ofte stakkede med skulpturer og genstande af antik udseende.
Længere fremme ligger Ajstrup Strand og her svinger jeg ind på øde skovveje, der forløber parallelt med stranden på nogle hundrede meters afstand. De møder parkeringspladsen ved den lange røde trappe i sydspidsen af Fløjstrupskovene, et andet kendt landemærke. Jeg giver afkald på stranden og forbliver oppe på det højere niveau ved bøgeskovene. Her har jeg tit gået, i en klassisk grøn bøgeskov, men nu står træerne nøgne hen, kun med en håndfuld rustrøde blade på grenene.
Jeg følger den velkendte skovvej næsten til sletten ved Fiskerhuset, men fordi min rute egentlig er en cykelrute kan den ikke passere her og slår i stedet et stort sving op forbi Moesgård. Det er et nyt stræk for mig. Af og til åbner der sig bakkestrøg med åbne skovenge, ellers er det åben skov. Vejen munder ud på bakken syd for Skovmøllen, tæt på stien til Fulden og Wilhelmsborg. Jeg går nu på asfalt resten af vejen, først gennem Skovmøllen og den opstemmede dam, op forbi hestene ved Moesgård og godsets hovedbygning i den nye jordbæris røde farve, som jeg har svært ved at vænne mig til. Jeg kan høre støjen fra maskinerne, der lige er begyndt på at bygge det nye museum.
Efter Moesgård følger jeg vejen til Århus, der er lejlighedsvise biler, stadig flere skolebørn, jo tættere på byen jeg kommer, og hjorte nær hegnet ved dyrehaven. Dammen ved Varna er frosset til med grønlig is og fuld af måger og ænder.
Bugten ligger kuldslået hen, men der er en enkelt dristig kajakroer ude, og byens profil ligger udbredt foran mig i et gråt, solløst, lys. Jeg går gennem byen og frem til min egen gadedør.
Nostromo, side 146-164.
Jyske Vandreture 