Den gule linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Bad Kleinen-Schwerin, 43 km (490)
Fredag den 26. maj 2023.
Bad Kleinen er en lille by, opstået som et kursted ved et jernbaneknudepunkt nær den nordlige bred af den store Schweriner See. Jeg afsluttede en vandretur, der startede i Wismar ved Østersøen, her, for knapt en par måneder siden (vandredag 481). I dag vil jeg gå fra langs den store sø, runde det sydligste punkt, og ende min vandredag i den gamle fyrsteby Schwerin, der har givet navn til søen.
Det er en lun dag, solskin og blot korte perioder med overskyet himmel. Ved den stejle skræntskov, der kanter søen, er skoven sprunget ud. Den er domineret af de samme høje egetræer, jeg husker fra sidst. Mange af dem er dækket af stedsegrøn vedbend, der kravler langt op ad de tykke stammer, og nu har de så også blade, der lægger et grønt lys over skovbunden.
Som jeg går mod syd for foden af skrænten, er der lejlighedsvise udsigter over søen, hvis overflade er et glat gråblåt tæppe på den stille dag. På de fjerne bredder er der skovklædte skrænter, med en enkelt større ø ude i søen. Her og der har store væltede træer fået lov at blive liggende, på skovbunden, hen over stien, ud i søen.
Et skilt viser af til Schloss Wiligrad, og en uendelig lang trappe fører op til toppen af skrænten, hvor jeg finder ganske rigtigt finder et slot, omgivet af en lille park, yderst på det flade plateau. Det er forholdsvist nyt, bygget omkring år 1900, i en historicistisk stil med renæssancepræg med udsmykkede facader, kamgavle og et rundt, centralt tårn, fra hvis tag et spir løfter et gyldent fabeldyr op mod lyset. Fra kanten af plænen giver et hul i trækronerne en fin udsigt over søen.
Trapper fører tilbage til skovbunden. Som jeg fortsætter mod syd passerer jeg ro- og sejlklubber, ophalede kanoer, lystfiskeres klubhuse, campingpladser og – uundgåeligt i Tyskland – en kuranstalt. Skoven klemmes sammen til en smal strimmel ved søbredden, sommetider endog blot en enkelt række træer i vandkanten, nogle få ænder og blishøns derude.
Schweriner See er Tysklands fjerdestørste sø, den er femogtyve kilometer lang og op til seks kilometer bred. En dæmning, Paulsdamm, opført i 1842, deler den i to halvdele. Det giver stier og søer omkring den en ottetalsfigur, en detalje som ikke er gået den lokale turistinformation forbi. Jeg påbegynder min tur over Paulsdamm, tværbjælken i ottetallet. Den begynder i udkanten af Schwerin, vejskilte siger tre kilometer. Byen er mit endemål, men jeg tager den lange vej dertil, rundt om Innensee, den sydlige halvdel. Nord for dæmningen ligger Außensee, de to halvdele er forbundet af en sejlbar kanal, der krydses af en vejbro. Ved bredden ligger en gammel kro.
Dæmningen er kantet af sumpskov, hvor et uigennemtrængeligt krat står med rødderne i sort, stillestående vand. Der er store gamle piletræer, og åbent vand med vandranunkler. Øst for søen følger jeg landeveje og markveje mellem landsbyerne på det dyrkede land øverst på plateauet. Flere af rapsmarkerne er allerede afblomstrede, men der er stadig gule felter tilbage; bag dem ses i vest kirketårne og slotstårne med spidse spir og gyldne kupler i den blå dis på den fjerne side af søen.
Ad lange markveje når jeg igen ud til kysten, runder en kirke og følger en trampesti ned til en bred grussti langs søen. Endnu engang er det smal skræntskov med store træer, lave hængende grene ud over vandet. Stien er populær blandt spadserende og cyklister, og de optræder i en mængde, så jeg tydeligvis nærmer mig Schwerins sydlige forstæder.
På den anden side af campingplads og lystbådehavn er der villakvarterer og skovklædte pynter. Tættere på byen, som jeg runder søens sydligste punkt og begynder at vandre mod nord, er der en lang sandstrand, som har trukket en mængde besøgende, uden at ret mange har vovet sig ud i vandet. Den brede sandstrand gør indtryk af at være kunstigt anlagt, den er kantet af en promenade, med høje allétræer som kaster en dyb slagskygge. Der er sejlskibe og surfere på den blå sø.
På den anden side af skoven finder jeg slottet Schwerin. Det ligger på en lille ø, forbundet med broer til fastlandet. Det gule slot er i en romantisk historicistisk stil med masser af pyntetårne. Turbåde sejler på søen foran slottet. Nu om dage huser bygningen delstatsparlamentet i Mecklenburg-Vorpommern. Som jeg går ind mod bymidten møder jeg flere statelige repræsentationsbygninger. Ved den rektangulære Pfaffenteich i byens centrum er der en smuk udsigt hen over den firkantede vandoverflade og ind over byen, hvor Mariekirke rejser sig over lavere bygninger. Et springvand ude på vandet fanger solens stråler, som skaber en lille regnbue i dråbernes dis. Mennesker slapper af i solen ved den lille plads ved søens sydende, og byens duer stimler sammen for at redde sig en godbid.
Orlando Figes, Lov mig, at du kommer tilbage, 1-188.
Jyske Vandreture 