Den gule linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Nordstrand-Husum, 33 km (489).
Lørdag den 20. maj 2023.
Pellworm hedder færgen, og det er også navnet på den ø, den sejler til. Lige nu lægger den til i færgelejet på Nordstrandhalvøen, nord for Husum. Et mindre antal biler og en lang række af cyklister venter på at kunne tage turen over til vadehavsøen otte kilometer mod vest.
Under den strålende blå himmel er havbunden blottet med glinsende vådt mudder vendt mod solen. Der er kun vand i dybene, som også udgår en smal sejlrende over til øen, hvis fyrtårn hæver sig over den smalle strimmel jord, tydeligt markeret med rød og hvide bolsjestriber. Tættere på havnen ses to røde bondegårde, på hver sin lave grønne bakke, der lige akkurat hæver sig over den eksponerede havbund. Bakkerne er kunstige, såkaldte værfter, beregnet til at bringe beboerne sikkert gennem højvander og stormfloder. De ligger på den samme lille ø, Nordstrandischmoor, som er en hallig, det vil sige en ø uden diger – deraf behovet for værfter.
Mens passagerne, gående, med to eller fire hjul, går om bord i færgen, tager jeg hul på dagens vandring, langs sydsiden af Nordstrand og videre til Husum inde på fastlandet, hvor byen ligger inderst i en smal bugt, afgrænset mod nord af Nordstrand og mod syd af Eiderstedt-halvøen med det mondæne badested Sankt Peter Ording yderst (vandredag 265).
En højt, saftigtgrønt dige løber langs kysten, og jeg går på den smalle servicevej uden for diget, hvor lav kystbefæstning afgrænser vaden. En serie lange, lave høfter står vinkelret på kysten, og der er kun et smalt bælte af bevoksning uden for kystbefæstningens sten. Et kort stykke fremme slår kysten og vejen et halvfemsgraders knæk. Weekenden og dagens fine vejr har bragt mange gæster til dette beskyttede hjørne af halvøen. At gå på den tørlagte vade er en populær familieaktivitet, jeg kan se spadserende grupper langt fra land, snart overhalet af den hvide færge i dens smalle sejlrande. Længst ude aftegner flimrende hvide sejl fra et større skib sig mod himlens blå horisont.
Et skilt ved vejen gør opmærksom på ebbevejen mod halligen Südfall. Godt det samme, for vejen er ikke markeret med riskoste, som det er tilfældet med Langli i Ho Bugt (vandredag 113). Ganske ligesom den lille danske vadehavsø er Südfall nu om dage et fuglereservat, hvor der kun er adgang nogle få måneder sidst på sommeren. Men Südfall har en langt mere dramatisk historie, nær ved den er der fundet spor efter den legendariske handelsby Rungholt, der forsvandt under en stormflod i 1362. Arkæologer har fundet rester efter brønde, diger og en kirke. Den store stormflod, og flere senere, har ommøbleret marsklandskabet: Oprindeligt var Pellworm, Nordstrand og Südfall formodentlig dele af én større marskø, som blev splittet op i fragmenter, mens store områder gik tabt, og Husum blev til en havneby.
Sidste sommer gik jeg langs nordsiden af Eiderstedt halvøen og havde lejlighed til at betragte Südfall, med sæler på sandbankerne foran (vandredag 454). I dag kommer jeg heller ikke tættere på. I stedet fortsætter jeg langs diget.
Ved det grønne dige mødes strandskader, måger og viber med råger, krager og stære, spurve og svaler. Får og lam græsser eller hviler uanfægtet. Store dele af vaden er som pløjet igennem af sandorme, men enkle partier, typisk de højere liggende, fremstår mærkeligt uberørte. Glatte, og kun med det fineste anstrøg af de tværribber bølgeslaget har efterladt sig.
Som jeg runder sydkysten løfter kystbefæstningen sig i tre-fire meters højde, her venter man tydeligvis det værste i stormsæsonen. Med regelmæssige mellemrum giver metalstiger adgang til vaden, og der er opstillet vandposter for at de besøgende kan skylle vadehavsmudder af fødder og ben. Inden for diget er der store flade enge, små søer og gule strimler af blomstrende rapsmarker.
Som jeg drejer mod nord, op mod dæmningen over til fastlandet, bliver forlandet uden for diget bredere, hjulpet på vej af udstrakt landindvending, først med slikgårde, dernæst med grøbling i flere sektioner udad. Nogle steder er de lange parallelle drængrøfter nygravede, med skarptskårne kanter, andre steder er de for længst sammensunkne og tilgroede, så de blot fremstår som hulninger i engen, altid i karakteristiske firkantede mønstre.
Undervejs passerer jeg Süderhafen, en lille landsby med en lystbådehavn, egentlig blot en bred kanal, gravet ud til vaden. Ovre på fastlandet kan jeg se de høje havnebygninger i Husum rage op. Forude ligger dæmningen, der har gjort Nordstrand til en halvø. Af sikkerhedshensyn er der foretaget inddigning nord for dæmningen, hvor der nu er en smal stribe eng og en umådelig rørskov med en sø. En rørhøg svæver søgende over rørene. På de små holme i søen dominerer de store fugle, gæs og gravænder.
På fastlandet møder jeg for første gang heste og kvæg på engene. De store dyr er omhyggeligt hegnet ude fra diget. En bred slået sti, egentlig en ridesti løber i kanten af rørskoven ud mod vandet, og er flittigt benyttet af de lokale. Der er et anderledes læ her, og pludseligt er det ganske varmt. Som jeg nærmer mig Husum, er der på ny bredere enge som fører frem til et rekreativ område med skulpturer, de uundgåelige kurvestole, børnefamilier med drager i luften.
Husumer Au møder havet her, og med tidevandet tilbage er den fyldt fra bred til bred. Jeg følger åen op til slusen, og må så omgå havnens industrizone, indtil jeg kan komme tilbage til åen i byens centrum, hvor restauranter og cafeer ligger side om side. Inderst i havnen står en højvandssøjle, hvor metalbånd med årstal bærer vidnesbyrd om de værste stormfloder. De øverste bånd sidder pænt over mit hoved, og på den smukke dag i det flade landskab virker fortidens katastrofer ganske uvirkelige.
Eduardo Mendoza, El secreto de la modelo extraviada, 192-314
Orlando Figes, Lov mig, at du kommer tilbage, 1-68.
Jyske Vandreture 