Den orange linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Büsum-Friedrichskoog Spitze, 30 km (488).
Fredag 19. maj 2023.
Min vandredag begynder i Büsum, en havneby ved det yderste holstenske vadehav. Det er i Ditmarsken, landet mellem Ejderen og Elben. Sidste sommer afsluttede jeg en lang varm vandretur her (vandredag 455). I dag er det en smuk. tør solskinsdag, men langt fra så varmt. Og så snart jeg kommer uden for byen, ud i det åbne land langs digerne – eller øverst på diget – er der en kølende vind.
Nu om dage er Büsum først og fremmest et turiststed, med en kunstig lagune til at kompensere badegæster for det flade vadehav og dets grå mudderflader, og selv først på morgenen og uden for højsæsonen er der pænt med gæster i den lille hovedgade, der fører ned til havnen. Det er ebbe, og havnens inderste bassin ligger hen tømt for havvand, de små både strandede på mudderet. I det yderste havnebassin er der stadigt vandfyldt, og der ligger større turistfartøjer her. Herfra er der udflugter til sælbankerne, til andre vadehavsøer og til Helgoland, langt ude på havet (vandredag 163).
Jeg passerer et par små skibsværfter og kommer hurtigt uden for byen og op over diget. Det høje dige, med dets brede skrånende sider, er saftigt grønt og nedgnavet til græsplænehøjde. Foran mig ligger den store Meldorfer Bucht, og dermed hele dagens vandrerute, udbredt foran mig, et flimrende landskab i den sydlige horisont.
Langs kysten har ebben blotlagt endeløse mudderflader, nubrede af sandormenes tætte ekskremthobe, mens de få snoede, vandfyldte strømrender rækker spinkle fingre ind mod land. Øverst på diget er der slidt en håndsbred fæveksel gennem grønsværen. Umiddelbart foretrækker jeg dog den smalle servicevej, der løber langs ydersiden af diget. Der går ikke længe, inden jeg møder den første af dagens mange fåreflokke.
Uden for servicevejen er der yderligere kystsikring med en solid vold af sten, smukt overgroede med gule laver. Langs denne del af bugten er der tydeligvis betydelig mekanisk påvirkning af tidevandet, der er kun sparsom bevoksning på vaden uden kystbefæstningen, og ofte rækker den rå havbund helt ind til stenene. Luften er fyldt med strandskadernes kald, og de flittige fugle pirker ivrigt i både digets græs og vadens mudder.
Fårenes afføring ligger spredt over græs og asfalt, og de har også deres besøgende, råger, alliker og stære. Svaler stryger gennem luften. Med uregelmæssige mellemrum er der korte stræk af diget, hvor fårene er hegnet ude, og græsset er slået som var det en golfbane. Her rykker turismen ind med geledder af kurvestole til udlejning, sommetider kiosk og lignende. Der er også små badebroer over stenene, og tilmed vandposter: Man skal ikke gå længe på vaden, før man er dækket med mudder til op over knæene.
Fra havet trækker lange linjer af gæs ind over landet. Græsset er ikke grønnere på den anden side af diget, men der er mere af det, og tilmed ofte små og store søer på engene. Dertil lange afvandingskanaler og bræmmer af rør. Længere inde på det inddigede land lyser blomstrende rapsmarker skarpt gult mellem grønt græs og blå himmel. Uden for diget flytter en fiskehejre sig i takt med, at jeg kommer frem, ænderne holder sig nogle få stykker sammen, og vadefugle flyver i flokke, usynlige for øjet, så snart de lander. Viber laver luftakrobatik, sommetider parvis og med skarpe kald, møntet på mig, så jeg må tro, at de har rede i nærheden.
Når jeg ser mig tilbage, markerer det høje hoteltårn i Büsum tydeligt byens position. Ellers er det kun vindmøller, der løfter sig over det flade landskab horisonten rundt. Som jeg kommer længere ind i bugten, møder jeg faskiner og slikgårde langs kysten. Faskiner er lange gærder af kvas fastholdt mellem to rækker lave pæle. Ofte danner de store firkanter med en åbning ud mod havet. Det fremmer aflejringen af fint mudder – slik – inde i slikgården, og er således det første led i den klassisk landindvinding i vadehavet. Her og der ligger der store bunker af kvas, dynger af pæle på servicevejen, det er øjensynlig sæson for reparation af vinterens skader.
Forude ligger en lille sluse, som regulerer udløbet af en å. Inden for slusen er der en lille havn og store lavvandede søer, som sender mig ud på en mindre omvej. Da jeg igen når tilbage til diget, er det til opstillede bænke og Schleswig-Holstens flag vejrende i vinden, kurvestole på græsset. Ude på vaden er der rødben, klyde og præstekrave, gravænder længere ude, med klare farver mod det gråbrune mudder.
Som jeg vandrer videre og runder det inderste hjørne af Meldorfer Bucht, vokser det tilgroede land foran diget til en bred marsk med masser af får. Her begynder der i større omfang at være grøbling, lange parallelle gravede grøfter, halvanden fod dybe, i lige linje ud mod havet, med den opgravede jord kastet op på jorden mellem grøfterne. Det er et effektivt middel til landindvending. De inderste, ældste grøfter, fremtræder nu som lave render i marskengene. Hvor de er blevet oprensede, er der kastet store mængder mudder op på grønsværen, blegnet og tørret til en hvidbrun tone.
Diget trækker langsomt ud mod havet, og marsken svinder ind, mens jeg kan se flader af ubrudt åbent vand stadigt tættere på, Büsums hoteltårn nu stik nord. Jeg møder snart flere mennesker, cyklister, hundeluftere, børnefamilier og ældre par på bænke, et sikkert tegn på et turiststeds nærhed. Og da jeg runder pynten, står jeg da også på tærsklen til Friedrichskoog Spitze.
Den lille by Friedrichskoog ligger et stykke inde i landet. Koog betyder kog, som er betegnelsen på et stykke inddæmmet land, der er fuldstændigt omgivet af diger. Spitze, derimod, er jo så halvøens spids. Sikret bag det høje dige ligger det moderne turiststed klods op ad havet, en promenadesti øverst på diget, og en lang række af flag blafrende i vinden. Jeg stiger ned fra diget og står straks på byens hovedgade.
Eduardo Mendoza, El secreto de la modelo extraviada, 64-192.
Jyske Vandreture 