Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Nymindegab-Oksbøl, 37 km (486).
Lørdag den 6. maj 2023.
Ganske ligesom i går (vandredag 486) starter min vandredag ved kroen i Nymindegab. Den stride østenvind har lagt sig en smule, men ikke meget. Himlen er om muligt endnu mere grå og vandtung, og i løbet af dagen er der da også perioder, hvor en støt, let regn falder i tidsrum af vekslende længde.
Landevejen fører i lige linje ned fra Nymindegabs skrænt, forbi den smalle arm af Ringkøbing Fjord nord for vejen og over mod klitrækkerne ved Vesterhavet. Syd for landevejen ligger den første af en lang række små søer, der engang udgjorde fjordens oprindelige udløb.
Min vandredag begynder med at følge dem mod syd, til Gammelgab, det forsvundne udløb i havet. En smal trampesti løber for foden af havskrænten. Her og der er der ganske fugtigt, men til gengæld er der fuldstændigt vindstille. Søerne er næsten ens, smalle ovaler, tynd bræmme af rørskov. Fuglene er glade for dem, knopsvanepar, ænder, gæs. Fiskehejrer letter og flytter sig længere ned ad søkæden. En skarv tørrer vinger på modsatte bred, en hvid sølvhejre ved siden af den.
Som jeg går mod syd, møder jeg hurtigt flere fiskehejrer, ni tæller jeg i en enkelt flok, mens andre letter og lander enkeltvis hele tiden. En enkelt fugl fisker uforstyrret videre, fastfrosset i vagtsom positur. Der er også skarveflokke i luften, viber, gravænder på vandet. Tværveje løber mellem søerne over mod klitterne. Ellers er der kun få tegn på menneskelig tilstedeværelse, en jolle trukket på land, en lille jagthytte, en gammel bunker halvt dækket af jord.
Trampestien svinger op og ned ad skrænten, der bliver stadig lavere. Tør hede rækker ud til kanten af skrænten. Det er karsk jord, med større partier af irgrønt lav. Kæden af søer udgør en fugtig korridor mellem klitter og hede. I sekstenhundredtallet lå Ringkøbing Fjords udløb omkring Haurvig, langt oppe ad Holmsland Klit. I århundredernes løb flyttede det langsomt sydpå som følge af sandets vandring under indflydelse af strøm og vind. Undervejs gennembrød havet også flere gange den smalle landtange. Først, da der blev oprettet en sluse ved Hvide Sande, blev kystlinjen stabiliseret. Inden da nåede det naturlige udløb så langt mod syd som til Houstrup Strand. Gammelgab er forsvundet, men det lever videre i lokale stednavne.
Skrænten brydes op i lave, tilgroede klitter. Et par lave træbroer leder over de stadigt smallere søer. Snart efter når jeg den store parkeringsplads ved Houstrup Strand. Før jeg går videre, gør jeg en afstikker til havet. En rampe af sand letter vejen over klitrækken og adgangen til den brede strand. Et par lystfiskere står i havstokken, strandgæster i store frakker går i det løse sand. Et par hunde mangler ikke. Himmel og hav har næsten samme gråblå farve, skummet i havstokken er elektrisk hvidt i det dagslange skumringslys.
Tilbage fra stranden fortsætter jeg på en sti lige inden for klitrækken. Den runder et par klitsøer, ganske anderledes end Gammelgabs fragmenterede fjord, små runde søer, klods op ad høje klitter. Klitterne rækker langt ind i landet, sandet er tungt at vandre i. Slyngede stier fører mig frem til et stort firkantet stykke lynghede, hvor fritstående klitter rager højt, nogle af dem helt ovre ved en fjern plantages skovbryn. Jeg går ad den brede ridesti, der følger skovbrynet og bestiger den fjerneste klit for et smuk udsyn over heden, bag den havklitterne og sommerhusområdet Henne Strand.
Jeg fortsætter mod syd langs et skovbryn, der er et uigennemtrængeligt buskads af lave nåletræer. Over den kuperede hede jager en tårnfalk, der kort bryder af for at tage et hvil på en højt siddende gren. Det grå lys lader dens fjerdragts farver træde tydeligere frem.
Gennem et sommerhusområde kommer jeg ud på landevejen, der fører over heden vest for Filsø. Også her er der spredte indlandsklitter, i korte eller lange kæder. På en klit ud mod vejen er der anlagt trin til besøgende, så jeg stiger op for at nyde udsigten. I vest kan jeg lige akkurat skimte havet over klitterne, i øst kan jeg se vandspejlet fra den reetablerede Filsø (vandredag 170). Østenvinden er stadig følelig herude i åbent landskab.
Der er en pause i dagens lette regn, og så længe jeg er på heden, er der lærkesang over mit hoved, nærmest som en stafet, der gives videre fra fugl til fugl. Snart når jeg dog ind i de store plantager, og regnen begynder igen. Området omkring Filsø ejes af Aage V. Jensens Naturfond, der ud over at reetablere den afvandede sø også har etableret stier og publikumsfaciliteter. Heriblandt adskillige fugletårne, og jeg gør en afstikker gennem skoven for at besøge den eneste, hvor jeg endnu ikke har været.
Stedet hedder Peberholm og ligger i søens sydvestlige hjørne. En træbro fører ud til en rummelig observationshytte. Da jeg træder ind, er en fuglekigger travlt beskæftiget ved en stor kikkert på stativ, en kliktæller i hånden. Ud over søen er der også store engområder syd for, hvor gæs, ænder, måger og adskillige fiskehejrer holder til. Efter lærkernes skønsang er det et anderledes blandet kor af snadren og rappen. Flere små øer i søen er tæt besat med måger. Længere væk udviskes søen og dens omgivelser af regndis.
Jeg vandrer videre mod syd, snart tilbage på landevejen. Landskabet er en mosaik af hede, plantage og en smule eng og marker. Snart dykker de første sort og gule markeringspæle op, jeg er kommet ind i det store militære øvelsesområde ved Oksbøl og Kallesmærsk Hede, Danmarks største på landjorden (vandredag 169). Som jeg nærmer mig Oksbøl, vinder plantagerne omsider overhånd, der er endog lange rækker med bøg, spinkle, høje stammer, lysende grønne blade i underskoven. I udkanten af byen passerer jeg den store kirkegård for døde tyske soldater og flygtninge.
Omkring Anden Verdenskrigs slutning og årene derefter var der en stor flygtningelejr her. Stemningen dengang var ikke til, at de døde tyskere kunne blive begravet på danske kirkegårde, så de fik deres egne gravpladser, med rækker af ens kors på en prunkløs plæne. Begravelsespladserne blev typisk lagt på afsides steder. Jeg har tidligere besøgt et tilsvarende sted nær Karup i Midtjylland (vandredag 144). Tiderne er skiftet siden, der er blevet åbnet et flygtningemuseum i Oksbøl, og de tyske flygtningehistorier er blevet fortalt i en tv-dokumentar.
Byens hvide kirke ligger mere prominent på hovedgaden, et stengærde har holdt frø af ugræs ude fra den indviede jord. Jeg går de sidste få hundrede meter mod stationen.
Eduardo Mendoza, El secreto de la modelo extraviada, 1-64.
Jyske Vandreture 