Den gule linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Tre vandredage fra Hamburg til Lüneburg over heden, 90 km.
Lørdag den 22. til mandag den 24. juli, 2023.

Heden er Lüneburger Heide, i Niedersachsen, syd for Hamburg, hvor jeg tilbragte et par vandredage for adskillige år siden. Der er et netværk af vandreruter over heden og til de nærmeste byer. Min første dags vandrerute starter i Fischbek, en forstad til Hamburg, syd for Elben. Straks, jeg står ud af S-toget, møder jeg markeringer, der leder mig mod Heidschnuckenweg.
Den ældste del af Fischbek bærer stadig landsbypræg, med brolagte gader, kantet af tykke gamle ege. En af egene er hul, med sort forkullet indre, sikkert hjulpet på vej af det frivillige brandvæsen, der holder til her. Der er indsat trin i den hule stamme.
I udkanten af landsbyen ligger den lille fine Fischbeker Heide. Den vandrerute, jeg følger resten af dagen, begynder her. Heidschnucke er navnet på den fårerace, der stadig benyttes til at afgræsse heden, som det er nødvendigt for at opretholde kulturlandskabet. Heidschuckenweg er blandt de længste vandreruter over heden, den er markeret med et hvidt H på sort baggrund. Som det er tilfældet med de store jyske heder, er det, der resterer blot fragmenter af et langt større hededække.
Det er en skyet dag, nogle få regndråber, især nær Hamburg, og som jeg kommer frem lejlighedsvist solskin. Fischbeker Heide ligger i en slynget ådal, hvor grusstier fører over lave lyngbakker, med blandet skov højere på bakkesiden, oftest med et knæhøjt tæppe af blåbærris i skovbunden. Hvor stien når dalens øvre kant, kan jeg langt mod nord se Hamburgs højeste bygninger nord for Elben.
Jeg hører ravneskrig fra skoven og musvågers afmålte kald nær skovbryn. Lyngkostene er endnu brune, blomstringen ikke påbegyndt. Heden går over i et større område af naturlig løvskov og nåletræsplantage. Die Schwarzen Berge hedder det, om end det mere er bakker end bjerge. Den lysåbne løvskov med megen ældre bøg holder sig til bakker, hvor der et par steder ligger store stenblokke tilbage fra istiden, store nok til at de har fået lokale navne og er markeret på kortet. Som jeg kommer frem og terrænet bliver fladere, tager nåletræerne over, og ofte vandrer jeg ad lange veletablerede grusveje. Et tæt bregnekrat breder sig under granerne.
Undervejs slår den afmærkede rute et stort slag ud over det dyrkede land mod øst. Der er små hyggelige landsbyer med gårde i bykernen. Et anstrøg af turisme, centreret omkring hede og heste, som kun vokser sig større de næste dage. I det åbne land er der små og store skovstykker, og flere steder står der hochsitze til jægerne. Langs en kornmark står en lang række krogede jernpæle, fra hver eneste af dem hænger en snor med en gammel stok og en strimmel aluminium fra en foliebakke eller lignende. Det ser underligt ud, men der er lagt en del systematisk arbejde i det, og jeg konkluderer, at det er et forsøg på at holde hjorte væk fra afgrøderne: glimt fra reflekteret lys, menneskefært, måske endda et højere formål med fodsvamp.
Som jeg drejer tilbage mod den større sammenhængende skov, passerer jeg græsningsarealer overgroede med brandbæger. En tårnfalk afsøger den gule slette, og kvæg og heste står i brandbæger til livet. Hvide vipstjærte piler over markvejen.
Fra skoven ankommer jeg til provinsbyen Buchholtz. Buchholz in der Nordheide, som den hedder med den fulde titel, indgangsporten til Lüneburger Heide og endemålet for dagens vandring.

Da jeg genoptager vandringen næste dag, er det under en grå himmel, med finregn der kommer og går i løbet af dagen, kun korte perioder af tørvejr. Solen viser sig som en sløret hvid skive bag det grå, men blegner hurtigt væk. I første omgang følger jeg ikke Heidschnuckenweg, men tager en mere direkte vej mod syd. Først gennem skove, med lugt af frisksavet træ og heste, der græsser på engen uden for skovbrynet. Dernæst over agerland med lange alléer og få og små landsbyer. Nogle af de store kornmarker er ikke bare høstede, men også harvede. En enkelt sted er der pløjning i gang, og lugten af nyvendt jord driver over vejen.
Jeg når igen skov, og bag den det første af de store hedestykker, der udgør kernen i Lüneburger Heide, med dets jordveje og trampestier. I periferien er dele af heden under tilgroning fra fyr og birk og kantet af et langt plantageskovbryn. Selv på de mindre befærdede stræk af stierne er der opstillet bænke, doneret af enkeltpersoner, anonymt eller ved navns nævnelse: En “hedeelsker” i Buchholz, et guldbryllupspar, med en yndlingsplads.
Med uregelmæssige mellemrum står lave, langstrakte træskure, med den ene side åben, og tage af græstørv eller tegl. Det er til bistader, som her kan stå beskyttet mod sol eller vind. Endnu er de tomme, jeg ser enkelte blomstrende lyngtoppe, men i sin helhed er heden brun og mørk.
Et par kilometer fremme kommer jeg igen ind på Heidschnuckenweg. Landskabet åbner sig i vide bakkestrøg, med få store træer og mindre krat. Der er ingen hegn eller græssende dyr, men her og der er der tegn på mekaniske hedepleje med karakteristiske lange baner af slået lyng. Jeg følger en pil op til et lokalt udsigtspunkt, som Manfred und Lissi har betænkt med en bænk. Udsigten er også smuk, vidstrakt bølgende hede, kantet af fjern plantage. Her og der på heden står et par bygninger med trævægge og stråtage, nu om dage formodentlig brugt til pleje- eller formidlingsformål. Langs jordvejen vokser høje kongelys, enkelte med blomsterstandere i hovedhøjde, de gule blomster er trængt tæt sammen, næsten som hovedet på en kølle.
Et par ravne flyver over heden, og i den åbne underskov ser jeg farvestrålende glimt af skovskader, tavse i regnen.
Jeg krydser en lille landevej og ankommer ad en omvej gennem plantage til Undeloh, på kanten til de største hedeflader. Det er, som jeg husker det fra mit tidligere besøg, en landsby med mange smukke gamle huse og gårde, mange af dem med bindingsværk og bibelcitater under gavlene. Undeloh er det sidste sted, man kan køre til i bil. Herfra må den besøgende bevæge sig til fods, på cykel eller hest. Eller i hestevogn. Sæsonen er endnu ikke begyndt, lyngen kun i den allertidligste blomstring, men ellers er en tur i hestevogn på heden en klassisk turistfornøjelse. Der er dobbelte stalddøre i længerne, række af hestevogne uden heste, en fin lille kirke med et fritstående klokketårn i træ. Da jeg forlader landsbyen, møder jeg heste på græs i engene. Det er tunge, muskuløse trækdyr, af den slags man i tidligere tider kendte som bryggerheste her i landet.
Øst for Undeloh løber en smal å, som trækker en stribe grøn eng med sig. Nærmest landsbyen er “dalsiden” blot et par fod høj og identisk med jordvolden op mod den grusvej, jeg følger. Der vokser et læhegn her, og der er en knivskarpt overgang mellem grøn eng og mørk hede.
Som jeg vandrer ad grusvejen ser jeg vid, kuperet hede på begge side af lavningen omkring åen. Regnen er taget til, lavningen vinder i bredden og vokser til en lav slugt med bunden dækket af krat. For første gang ser jeg større stræk af blomstrende lyng nær sandvejen, et strøg af lilla.
Det hvide H i rutemarkeringen skifter til gult, som jeg bryder af fra hovedruten og følger en variant af Heidschnuckenweg mod nordøst. Lyngdækket holder ved et stykke tid endnu, men til sidst kommer jeg ind i skovbæltet omkring de centrale heder og følger veje og trampestier gennem tør nåleskov, indtil jeg rammer en brostensbelagt vej, en gammel postvej. Den leder mig frem til dagens endemål i Egestorf.
En ravn hilser mig velkommen ved bygrænsen. Der er et nybyggeri i gang i den traditionelle stil, huset får de høje, udskårne gavle, som jeg har set på de gamle huse, to udskårne, langhalsede hestehoveder. Centralt i landsbyen er der en kirke af samme slags som den i Undeloh, en lille bindingsværkbygning og et fritstående klokketårn i tjæret træ.

Næste dag, da jeg skal gå mod Lüneburg, starter min vandredag i drivende regn, i skumringslys under en gråsort himmel. Det er ikke en dag, der indbyder til at gå ad dårligt afmærkede trampestier gennem endeløse plantager og krat, så i stedet bestemmer jeg mig for at følge cykelruter og landeveje til Lüneburg. Og, når det nu ikke kan være andet, acceptere at regnen bliver dagens dominerende oplevelse. Mine briller kommer i rygsækken, jeg trækker mit regnslag over hovedet. Og så går jeg frisk til mod øst, ad asfalt der indbyder til rask gang. Regnslaget holder min kropskerne varm, og fødderne er tørre i støvlerne. Som jeg kommer i gang med vandringen, forsvinder den lette ømhed fra de foregående dages vandring. Ansatser til gnavsår og vabler er beskyttet med vabler. Mit regnslag har hætte, men jeg bryder mig ikke om fornemmelse af at have hovedet snøret ind, så jeg foretrækker at have gennemblødt hår og regndråber løbende over ansigtet.
Som jeg går, mærker jeg mig forskellene i regnvejret. Støvregn, finregn, hårdere regn, der skrues hele tiden op og ned, endog få minutters ophold. Sommetider starter eller stopper hård regn brat, fra det ene sekund til det andet, med regndråber mod ansigtet og et knitrende trommeslag mod mit regnslag, sommetider er det et langt kontinuum fra støvregn til hård regn eller omvendt. Over mit hoved er skyerne sorte, himlen som dækket af et gråt låg, kun smalle blå striber i den fjerneste horisont.
Regnen lægger et diset skær over horisonten. Bilerne kører langsomt med tændte forlygter, der træder tydeligere frem i det grå lys. Med lange mellemrum passeres jeg af busser med store cykelanhængere efterspændt. Det er den såkaldte Heideshuttle, der kører i højsæsonen, og som forbinder områdets større byer med gode indgangsporte til hedeområdet. Cykling som ferie- og motionsmulighed er et stort fænomen i Tyskland, der er et væld af velskiltede lokale og nationale ruter. Jeg har set busser med cykelanhængere før, på Rügen, men de er større her.
Den cykelrute, som jeg følger, hedder Romantische Heidestraße og der er også en Lüneburger Heidetour, markeret med en vædderprofil i lynglilla streg, ligesom der er hyppig skiltning med tilhørsforholdet til nationalparken. På trods af navnet er der ingen hede på denne sidste vandredag, det er dyrket land, oftest let kuperet, med skovpartier og plantager. De små hyggelige landsbyer har derimod bevaret mange af de oprindelige gårde og huse, stadig med stor vægt på ridesportstilbud, og en duft af strøelse og heste i landsbyerne, ofte med gårdcafé eller restaurant. Udskårne hesteprofiler hæver sig over stråtage. Massive egetræer flankerer hovedgaden. En hvid vindmølle træder mellem modent korn og en ensfarvet himmel i gråblå akvarelfarve.
Straße betyder gade, men også vej, og tyskerne knytter det gerne til bestemte temaer. Die Deutsche Weinstraße går for eksempel gennem vindistrikterne i Rheinland-Pfalz. I går på heden så jeg markeringer for en Bienen-Route for bier, eller regionale honningprodukter antager jeg, udover lynghonning laver man her også honning fra boghvedemarker på egnen. I dag ser jeg skiltning for Spargelstraße, Aspargesvejen. Asparges, især året første asparges, er en stor sag i Tyskland, måske nærmest at sammenligne med årets første, nye kartofler i Danmark. Det gamle hedeområdes lette jorder egner sig åbenbart fortrinligt til avlingen, i hvert fald er aspargesvejen næsten ti gange så lang som vinvejen.
Langt over tre timer tager det før regnen begynder at tage af. Der er flere falske starter, men til sidst bryder solen igennem og lader sig ikke jage væk. Efter kort tid er mit regnslag tørt, jeg kan pakke det sammen og komme det i rygsækken, finde brillerne frem. Endnu et par timer tilbage, før jeg når Lüneburg.
Solen holder de sidste ti kilometer. Sorte skyer driver forbi på flankerne, og af og til bærer vinden et let strejf af regndråber over til mig, men regnen er forbi for denne dag. Som jeg nærmer mig Lüneburg bliver landsbyerne større og trafikmængden vokser tilsvarende.
Jeg har været i Lüneburg før. Dengang gik jeg ad Alte Salzstraße, langs kanalen til Elben (vandredag 456). I dag ankommer jeg fra vest, går gennem den gamle bydel, med et væld af smukke gamle gader og torve, kirker og broer, indtil jeg når mit endemål ved banegården.

Sarah Helm: If this is a woman, 598-727.

This slideshow requires JavaScript.