Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Silkeborg-Ry, 28 km (503).
Søndag den 26. november 2023.

Det er næsten en måned siden, jeg sidst var ude at vandre. Siden da er det kulørte efterårsløv i stort omfang faldet fra træernes grene. Og, som jeg snart opdager, strømmen er gået af mit kameras batteri.
Det er en smuk kold dag, temperaturen under frysepunktet dagen igennem, formiddagssol til at starte min vandredag på, som jeg står på perronen i Silkeborg. Det er en klassisk tur for mig, gennem mange år, gennem skovene syd for søerne, ad de forgrenede vandreruter, veje og stier, mellem Silkeborg og Ry.
I første omgang går jeg gennem villakvarteret bag stationen, vest om Lyngsø og ind i skoven omkring Almind Sø. Vinterbadere med badesandaler går ud de lange broer for at få en dukkert i det kolde søvand. Hundeluftere spadserer med deres kæledyr. Så snart jeg krydser Horsensvej og kommer ind i Østerskov, tynder det dog hurtigt ud i de gående, og i stedet er der cyklister på de bundfrosne skovveje, ofte i flokke på to-fire. Der ligger ikke sne nogle steder, men hvor der er lysninger i skoven, er det høje visnegræs overtrukket med glinsende rimfrost. Frosne blade danner et fedtet føre. Nogle steder ligger der rådne grene, trævlede af hvid håris. Med løvfaldet er der lange kig gennem underskoven, felterne af nåleskov står med høje træer og uden kvas og grenværk ved skovbunden.
Der er endnu ikke isdække på de store søer. Den lille Uglsø, derimod, er dækket af tynd, glasklar is, der giver uhindret udsyn til det sorte søvand. Mønstre og linjer i den gennemsigtige is giver indtryk af, at isen især vokser ud fra de kviste og strå, der bryder vandoverfladen.
Som jeg følger skovvejenes løkke gennem Østerskov er der udkig til Brassø i nord og Borresø i syd. Rigtigt tæt på de store søer kommer jeg dog først, da jeg går ind i Sønderskov, syd for Borresø og Julsø. Gennem det bladløse grenværk har jeg udsyn over søfladen, som, skønt den kun er få meter borte, i sommertiden er ganske skjult bag et gardin af store nedhængende grene ud mod søen og lyset i det åbne rum. Indimellem er der små bådebroer, som rækker fri af skovbrynet, og hvorfra man kan have en uforstyrret udsigt over vandet og det høje land på den anden side. På den nordlige bred ligger Svejbæk i forgrunden, med en lang række pragtvillaer der strækker sig ind i Linå Skov. I vest, bag byen, rejser sig de to store, fritstående hedebakker Sindbjerg og Stoubjerg, i en højde på omkring 100 meter over havets overflade. De højeste punkter i Linå Skov øst for lægger yderligere femten meter på i højden, dertil høje træer. Foran mig ligger en lille flok troldænder, bag dem Paradisøerne: Som skiltet ude ved landevejen siger, så ligger Paradiset ved denne vig af Borresø.
Som jeg fortsætter mod øst, gør jeg en afstikker ind i landet for at gå langs bredden af Slåensø, en smuk, opstemmet sø i en kløft i Sønderskov. Stien klynger sig til skrænten, her og der rækker væltede træer langt ud i søen. Over mit hoved er himlen blevet grå, en lys tone, der holder resten af dagen.
Tilbage på vandreruten når jeg snart efter Ulvenæs, snævringen mellem Borresø og Julsø, den største af Silkeborgsøerne. Stabler af ophalede kanoer og en vinterlukket campingplads på sydsiden, Ålekroen og tomme bådebroer på nordsiden af den smalle passage mellem søerne.
Dern næst når jeg Sletten, det store område ved Julsø som ejes af spejderbevægelsen FDF. Her er der store lysninger, som huser teltlejre om sommeren, men som nu ligger øde hen. Sne begynder at drysse forsigtigt fra himlen, slet ikke nok til at dække jorden, ikke desto mindre støt og roligt, store fnug som giver et koldt stik på kinden.
En smal trampesti lavt på skrænten fører videre langs søen. Frosten er en fordel, den gør det mudrede føre hård som cement. Kun hvor der presses grundvand ud ved et kildevæld, er jorden stadig sugende mudder, som dog heldigvis let kan omgås. Stigballe Vig er populær blandt vandfugle, og også i dag har svaner, gråænder og dykænder taget tilflugt her. Længere fremme når jeg Hotel Julsø. Vinterlukket i dag, i sommermånederne anløbssted for rutebådene fra Silkeborg eller Ry som fragter turister frem til den bratte stigning op til tårnet på Himmelbjerget. Julsø er på sit bredeste her, med en smuk udsigt til Gammelkol på den åbne bakke øst for Linåskov.
Herfra går jeg ad den velkendte skovvej mod Ry. Sneen dækker stadig ikke terrænet, men ligger som et hvidt støvlag over grusvejen, nu fremhævet på bekostning af de dæmpede jordfarver i efterårsskoven. Der er åbnet store lysninger på grund af skovning, og på de brede stubbes opadvendte snitflader lyser også hvide ovaler af sne.
Sidste gang, jeg var på disse kanter (vandredag 429), bemærkede jeg, at der var etablerede lange vildthegn på begge sider af vejen, på indersiden med tre lave rækker eltråd, som vist kun kan være ment på grisetryner. Og ganske rigtigt, en informationstavle er kommet op, som forklarer, at der er tale om et EU-støttet projekt med Naturstyrelsen. På skovgodset Rye Nørskovs jorder (vandredag 368) har man indhegnet 120 hektar urørt skov, hvor der skal gøres forsøg med vildsvin som naturplejere, en måde at fremme sjældnere habitater for blomster og insekter.
Der er en grund til, at skoven er forblevet urørt: Syd for grusvejen er det den stejle stigning op mod Himmelbjerget, nord for er det skravlet sumpskov med lysninger. Ringe adgangsforhold eller ringe jord for produktionsskov med andre ord. Blinde stikveje, kørt grundigt i smadder, fører ind i området. Jeg krydser en kvægrist og går ind i sumpskoven. Det er fladt terræn, en mosaik med løvskov, sumpede partier, heldigvis langt fra fladedækkende, eng og kær, endog stumper af nåletræsplantage med tynde stammer i geledder.
Jeg gør mig ikke større håb om at få de sky svin at se. Der er hverken fært i luften eller afføring på jorden. Snart ser jeg imidlertid spor af svineklove, fastfrosset i mudderet, spredt mellem spor efter rådyr og kronvildt.
Pludselig farer en halv snes vildsvin op og forsvinder under skrig og skrål ind i nåleskovskrattet. Det var få meter fra mig, og jeg så dem overhovedet ikke. Øjensynlig lå de klumpet sammen i en stor hyggelig bunke, deres brune pels den perfekte camouflage i nåleskovens halvmørke. Formodentlig har luften båret min fært frem til dem og forårsaget skrækslagen flugt. Det er jo ikke ligefrem smigrende, men grise har følsomme snuder, siger jeg opmuntrende til mig selv, i Frankrig bliver de trænet til at finde trøfler.
Dyrene er væk med det samme, jeg går videre, opsat på at følge skovvejen til ende, selv om den ikke er meget mere end et mudret kørespor. Hvis det ikke var fordi, der var blevet kørt hegnsmateriale ind med tunge køretøjer, kunne den være blevet fuldstændigt overgroet. Som jeg kommer frem ser jeg flere spor på grisenes virksomhed, jorden er voldsomt oprodet her og der, både jordvejen og inde i terrænet. Et mønster viser sig, dybe, baljeformede hulninger, lige stor nok til at en vildsvinekrop kan skrue sig behageligt ned i den.
Skovvejen ændrer blindt, lige akkurat inden for synsvidde af søen. Yderligere fire vildsvin rejser sig fra lejet og farer i blindt panik af sted under passende grynten og skrigeri. Det er sumpet terræn med få, spinkle løvtræer, ganske uden blade, så jeg får et bedre indtryk af svinene denne gang, massive kantede snuder, kompakte kroppe, stride børster. Et par stykker stopper endda op og betragter mig mistroisk, inden de forsvinder ind i buskadset.
Jeg vandrer tilbage til den lange gennemgående skovvej, alle grise ude af syne, og går de sidste kilometer til Ry. Det er en god times dagslys tilbage, så det er hundeluftertid, store og små hunde, med eller uden medbragte børn. En enkelt skallesluger har møllesøen for sig selv, mens et par krager pirker i den halvt oversvømmede plæne ved stemmeværket. Jeg går det sidste stræk til stationen, og snart efter en ståplads i et overfyldt regionaltog mod Århus.

Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 160-198.