Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Svejbæk-Silkeborg, 22 km (504)
Søndag den 10. december 2023.
Det er en grå dag. En grå vinterhimmel, temperaturen er et par grader over frysepunktet. I byens gader ligger sidste uges sne tilbage, reduceret til grå skorper af is. Der er næsten ingen vind, men det er råkoldt, og tøvejret har gjort luften tung og fugtig. Dertil er der timelang finregn i luften, og tøvejret frigør vand, der farver asfalten mørk og gør den tilbageblevne is forræderisk glat.
I dag starter min vandredag fra den lille togstation i Svejbæk, en forstad til Silkeborg, med attraktive grunde ud til Julsø. Et kort stykke øst for stationen ligger Ludvigslyst, et gammelt badehotel med en fredet eng foran og flere bådebroer med offentlig adgang. Herfra er der en flot udsigt over den store sø og den skovklædte bakkekam på den anden side.
En af bådebroerne tjener i sommermånederne også som anløbsbro for turbådene mellem Silkeborg og Himmelbjerget (vandredag 118), fra en metalstander kan man rejse en rød signalfane. Der er regndis over landskabet, så tårnet på Himmelbjerget fremtræder sløret, fjernt på den modsatte bred. Til gengæld er der en hvid tunge af sne på den åbne bakkeside foran, med bregnekrat og lynghede, som får den til at træde tydeligt frem mod den mørke skov.
Jeg afslutter den lille rundtur om den fredede eng og følger landevejen ind i Linå Vesterskov, som skruer sig op ad den nordlige dalside. Der bor ikke mange mennesker her, men der er alligevel en lind strøm af biler gennem skoven. Snart ser jeg hvorfor, de lokale spejdere sælger juletræer og andet fra en lade i skoven. Børnefamilier får en skovtur ud af det.
Det er overvejende høj nåleskov på den lange bakkeside, dens kolde skygger holder på isen og sneen på grusveje og mindre lysninger. På den grå dag og mod de mørke farver får de visne bøgeblade i underskovens krat lidt ekstra glød.
Jeg drejer mod nord, og hvor dalsiden går over i fladere plateau møder jeg motorvejen mod Silkeborg, som bæres på høje betonpiller over skoven. Længere mod nord rækker en kile af dyrket land ind i skovene. Den gamle hovedvej løber her, nu langt fredeligere. Der er også et par småbyer. Først Linå, med bindingsværkshuse og en kirke på en høj bakke. Linå er et mindre vandløb, der udmunder i Gudenåen nord for Silkeborg. Gudenådalen spænder over halvanden kilometer ved Julsø. Linå ligger en snes meter højere i terrænet, dens ådal er blot trehundrede meter bred her, med lave, græsklædte bakkesider.
Mit rute fører mig i en stor bue mod syd, indtil jeg kommer til Hårup, mere industrizone end landsby, og dernæst går et kort stræk ad hovedvejen mod Silkeborg Nordskov. På kortet viser en selvsikker markering en skovvej. I praksis er den for længst nedlagt og forfalden, men den er bevaret som vandresti, og en låge giver adgang dertil. Stien fører gennem løvskov til en lang, smal kløft, hvor en skoveng rækker en kroget finger ind i den store skov. Vadstidal hedder stedet, et smukt syn. Tydeligvis kommer der ikke mange mennesker, et par rådyr opdager mig, og sætter i rolige spring opad den stejle skråning overfor, et flygtigt glimt af grå vinterpels, hvide spejl, sorte snuder, så er de væk i skoven. Et par skridt længere fremme, og tre rådyr tager flugten på min side af slugten, tættere på, lige så hurtigt væk.
Jeg går gennem slugten og fra engen ind i skovbrynet. På begge sider af skovvejen er der små damme med store hvide skiver af is, gjort til alt for små låg af tøvejret. Det frigjorte vand strømmer over vejen og har forvandlet den til dybt søle. Jeg kommer nogenlunde tørskoet over det og når frem til grusvej, hvor tingene bliver vanskelige. Hård fasttrampet og fastkørt is, dækket med vand, sæbeglat. Midterrabatten er det bedste valg, men sommetider har den også været under behandling, vejsiderne er også mulige, men her og der er der tæt krat. Så jeg bevæger mig langsomt og prøvende fremad. Et par gange møder jeg dristige cyklister, gående i samme situation som mig, hundeluftere, de firbenede med et misundelsesværdigt vejgreb.
Efterhånden når jeg dog frem til hovedvejen, og dernæst motorvejen, også her på høje betonstylter. Finregnen er endelig taget af, som jeg går ad en lang skovvej mod Silkeborg. En gammel jernbanebro giver mulighed for at krydse Gudenåen, side om side med de to nuværende broer til tog og biler. Åens vand er mørkt og glansløst under den grå himmel. Forude ligger stationen.
Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 198-274.
Jyske Vandreture 