Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Tre vandredage fra Nordstrand til Skærbæk, 97 km.
4-6 juni 2024.

Min vandretur i Grænselandets marsk begynder ved færgehavnen i Nordstrand, halvøen nord for Husum (vandredag 489). Færgen til Pellworm ligger i havn, men min vej går mod nord, for foden af digerne og langs kanten af Vadehavet. Min vandredag begynder i støvregn, himlen er tung og grå uden mange sprækker, somme tider med et skumringsagtigt lys midt på dagen, mens en kold vind står ind fra havet.
Det er stadig flod, og vandet når helt ind til kystbefæstningens sten. Edderfugle balancerer på de kantede sten, og strandskader flyver til og fra. Strandskaden har hvidt bryst, sorte vinger og ryg, røde ben, næb og øjne. Det har givet den kælenavnet Hallig-stork. En hallig er en vadehavsø uden diger, som regel ganske små øer med ganske få ejendomme. Jeg kan se et par stykker i horisonten, hver med en klynge huse på et forhøjning, et wærft, som gerne skulle bære dem frelst gennem stormflod.
Marsken uden for diget er præget af landindvinding, med store slikgårde yderst, indrammede af lange faskiner, de lave hegn af kvas klemt fast mellem pæle, hvor fint mudder (slik) bliver aflejret. Dernæst er der grøblede partier med lange baner af grønsvær adskilt af smalle, parallelle afvandingsgrøfter ud mod havet. Længst inde kan der blot være et svagt riflet mønster tilbage i engen, mens en krum lo snor sig næsten ind til diget og letter afvandingen af den højeste del af engen.
Fårene er alle vegne, som regel omhyggeligt afmærkede med grønne, blå eller røde farvepletter. Nogle af dem har også store tal skrevet på siden af kroppen. De fleste lam er halvstore, trinde og nysgerrige. Enkelte steder er der ganske små lam, som næppe har mange dage på gangen. Den overvældende mængde af får er hvide, men der er også nogle ganske få sorte imellem.
Jeg passerer den første sluse, og samtidig bliver det dige, jeg følger, til en dæmning. Dæmningen er der af kystbeskyttelsesgrunde, på landsiden dannes der en kog, et område helt omgivet af diger. Kogen kunne afvandes og omdannes til landbrugsland, men holdes vanddækket af hensyn til fugleliv. Der er da også edderfugle, gråænder og enkelte troldænder i de smulte vande nær diget, gæs og svaner i den fjernere vandoverflade.
Som jeg fortsætter mod nord, veksler jeg mellem at gå på digekronen eller på en af de smalle serviceveje på begge sider af diget. Vinden er følelig uden for diget, stærkest øverst på jordvolden, med et behageligt læ inden for diget. Vaden er lige akkurat vanddækket, gravænder og klyder spankulerer rundt derude, kun fødderne under vandet. Små fladbundede både ligger for anker derude. En traktor kommer kørende med en båd på frontlæsseren, og kort efter ser jeg båden passere mig ude på vandet.
Et smalsporet sæt togskinner løber skråt op over diget og ned på den anden side, hvorefter det drejer skarpt mod vest, tre kilometer direkte ud i Vadehavet, til den lille hallig, Nordstrandischmoor, hvis wærft og gård ses i løftet, sløret profil derude. Den lave, befæstede banevold bliver kun oversvømmet ved stormflod. Jernbanen er ikke offentlig, den betjener blot øens beboere og deres gæster. Et par advarselskilte med store X’er flankerer den smalle digevej, hvor skinnerne skærer gennem asfalten. Inden for diget ligger en gammel marskgård, hvor der også er endestation. Jeg kan se det lille tog, som mest af alt ligner et haveskur monteret på et hjulsæt. Nogle få kurvestole står rundt omkring.
Der er stadig vand på begge sider af dæmningen, store mængder gæs og ænder på det beskyttede vand i læ af diget. Svanerne holder sig ude på vandet, mens store flokke af grågæs også holder til på engene nærmest vandet. Nogle få kanadagæs holder sig for sig selv. Luftrummet er domineret af viber, strandskader og klyder. Viberne holder sig foran mig, men strandskaderne og klyderne kan lide at komme strygende bagfra, og deres skarpe kald foretager et voldsomt decibelspring, som de passerer mig, på kanten til det ubehagelige.
Ud mod Vadehavet lægges der mere land på, med rørskove og endda krat. En kærhøg med vingerne låst i v-positur glider lavt over den høje vegetation. En lang trekant af land strækker sig ud til Hamburgerhallig. Gule laver dækker kystbefæstningens sten. Vandstanden er sunket, som jeg er vandret mod nord, den højeste del af den blotlagte mudderflade er krakeleret i et fint mønster af polygoner. Andre steder løber præstekraver og andre vadefugle over mudder, der endnu er blankt af væde. To gravænder vralter over mudderfladen, deres tæer med udspændt svømmehud efterlader perlerækker af små trekantede aftryk, der bryder lyset på en let anderledes måde.
Ved Schlüttsiel passerer jeg endnu en sluse, med årstallet 1959 på en gul murstensbygning, som markerer anlæggelsesåret for den lille havn, stor nok til at have plads til en af turbådene til vadehavsøerne Amrum, Hooge og Langneß. Turbådene, der alle tilhører Adlerrederiet, er ikke meget større end turbådene på Silkeborgsøerne og kun beregnet for passagerer. Lavt i horisonten, ude på havet, kan jeg se en af de langt større bilfærger. Det er et tegn på, at jeg nærmer mig dagens endemål, Dagebüll.
I udkanten af byen står der et lille trafiktårn inden for diget, samtidig med at endnu et sæt smalsporsskinner krydser vejen og kryber op over diget. En lang dæmning fører skinnerne ud til vadehavsøerne Oland og Langeneß. Den er ni kilometer lang og blev etableret i 1925 ved overtagelsen af en lille feltbane, der var blevet brugt ved byggeriet af Hindenburgdæmningen mellem fastlandet og Sild. Banen bruges til privattransport for beboerne på de to halliger og de turister, de tager imod.
Jeg åbner endnu en låge og går over en kvægrists runde cylindere. Denne gang adskiller den ikke to fårefolde, tværtimod holder den fårene ude, og græsset er slået, som om det var en plæne. Lange rækker af kurvestole peger hen mod havnen, der er bænke på digekronen, og grønsværen er fuldstændig fri for fårenes sorte ekskrementer. Snart efter når jeg Dagebüll, hvorfra der er færgefart til de større vadehavsøer Amrum og Föhr, badehoteller, ferieboliger og campingplads. En stikbane forbinder byen med Niebüll og det tyske jernbanenet. Endestationen i Dagebüll ligger klods op ad færgerne, helt ude på molen.

Næste morgen er jeg blandt de passagerer, der står af på perronen. De fleste af mine medpassagerer søger over mod færgerne, mens jeg tager hul på dagens vandring langs diget. Den sidste støvregn klinger af, og lige som i går er det overvejende tørvejrsdag, men balancen er ændret: I går var det en skummel gråvejrsdag med flygtige sprækker mellem skyerne, i dag er det en blå himmel, hvor store flokke af hvide skyer jager over himlen, uden at kunne lukke sollyset ude ret længe af gangen. Vestenvinden er dog den samme, frisk og kold, især øverst på diget.
Det er ebbe, som jeg starter min vandring mod nord, med blottede mudderflader og lange rækker af faskiner. I horisonten kan jeg se Föhr, og den største by Wyk, med de høje bygninger til turisme og kurbade. Marskens sædvanlige fugle er i gang, men også duer, vipstjærter, kragefugle besøger området. De mange får har også trukket stæreflokke til. Det er langt fra de store sværme, der hører til sort sol. I stedet er der talrige mindre flokke på 50-100 individer, nok til give det karakteristiske spil af skiftende mønstre af tæthed og udtynding, når fuglene i fælleskab går på vingerne. Enkelte gange piler en hare af sted, blot for at tage pauser til stirre nysgerrigt efter mig.
Efter en halv snes kilometer forlader jeg Vadehavet for at gå mod Klanxbüll og videre mod Danmark. Indermarsken er opdyrket, med et netværk af dybe afvandingsgrøfter og brede kanaler. Her og der ligger der små idylliske huse og gårde med stråtækkede tage og blomstrende stokroser. I landsbyerne er der små kirker. Langs vejene er der dobbeltskiltet med både tyske og frisiske navne, Klanxbüll og Niebüll, Klangsbel og Naibel. Den tyske stavelse svarer til det danske –bøl eller -bølle, som betyder bosættelse.
Nord for Klanxbüll nærmer jeg mig hurtig grænsen, og jeg møder skiltning for Grænseruten, som jeg har gået for adskillige år siden (før denne blogs oprettelse) i forlængelse af Gendarmstien. Gendarmstien går fra Hørup Hav på Als til Flensborg, mens Grænseruten zigzagger sig frem over den dansk-tyske grænse fra Flensborg til Vadehavet ved Vidåslusen. Ved Norddeich er der skiltning for Marskruten, en ny vandrerute i marsken vest for Tønder. Norddeich er også, hvor jeg krydser grænsen. De gamle toldhuse, to ens bygninger i røde mursten ligger side om side. Den ene gør nu tjeneste som Café Zollhaus – Kulturstation.
En lillebitte bygning, et skur i mursten, står ved diget, hvor dansk territorium begynder, et vidnesbyrd om for længst nedlagt grænsekontrol. Det er Grundlovsdag, måske derfor vejrer en dannebrogsvimpel ved en gård. Den smalle vej løber på digekronen et kort stykke, inden diget svinger mod øst og vejen fortsætter over det flade landskabs enge, beskyttet af diger på begge sider. Kvæg og heste græsser på engene, men naturligvis ikke på digerne, der ikke er bygget til den belastning. En høj, reptilagtig hvæsen fra siden af vejen, trænger sig pludseligt på. Det er et svanepar, med unger, som holder til i den vandfyldte drængrøft. Ved leddene til flere af englodderne er der skiltet med Tønder Kommunes byvåben, et middelalderligt handelskib i fuld fart over bølgerne. Tønder er en gammel købstad, der var sejlbar, indtil den blev beskyttet af diger og indvundet marsk, og havnen blev flyttet til Højer Sluse.
Forude rejser Højer sig i profil over det omgivende landskab. Uden for byen krydser jeg Vidåen, bred og vandfyldt, med en lille åhavn og et fint gammelt pakhus. Der er flere smukke gamle bygninger inde i byen, inklusiv en gammel møllegård med vindmølle. En let regn begynder at falde, som min vandredag kommer til ende.

Næste morgen starter jeg fra Højer på det sidste stræk af min marskvandring fra. Det er endnu en skyet dag. hvor der lejlighedsvist falder regn. Jeg går den korte vej gennem byen og svinger mod vest, for foden af Højerdiget, indtil jeg når Vidåen ved Højer Sluse. En gang kørte der toge her.
I 1892, da Sønderjylland var tysk efter nederlaget i 1864, blev der anlagt en stikbane fra Tønder til Højer Sluse. Herfra var der dampskibstransport til Munkmarsk på Sild og badestedsturismen derovre. Efter genforeningen i 1920 bestod der i nogle få år en møjsommelig proces, hvor personkupeer i tyske tog blev plomberet af tysk politi i Süderlügum umiddelbart syd for den nye grænse. Dansk politi brød plomberingen ved slusestationen og overvågede omhyggeligt, at de tyske rejsende blev overført til dampskibet til Sild. I 1927 blev Hindenburgdæmningen til Sild taget i brug og siden har togene taget den vej. Stikbanen fra Tønder tabte derefter hurtigt betydning.
Ved den lille parkeringsplads uden for diget står en højvandssøjle med ringe. Den øverste ring markerer stormfloden i 1825, der kostede omkring 800 mennesker livet i Danmark, Holland og Tyskland. I Danmark var den 5,33 meter over normalvandstand, forårsagede digebrud i Højerdiget og gennembrød Agger Tange (vandredag 43), hvorved Limfjorden blev gjort til et sund.
Lige under den øverste ring markeres stormfloden i 1976. Den gang var det på ny tæt på digebrud, og i årene efter blev Det Fremskudte Dige etableret med Vidåslusen, som jeg kan se i horisonten og nu går hen til. Etableringen af det nye dige medførte også en ny kog, som blev døbt Margrethekogen, i royalt selskab med Ny og Gammel Fredrikskog. Det er den nyeste kog i Danmark, eftersom et ændret natursyn har medført opgivelsen af den form for landindvinding. I kogen er der også etableret en saltvandsø af hensyn til fuglelivet.
Ved slusen er der en lille bygning med restaurant og formidlingscentrum. Slusen har en rund bygning med mandskabrum, og flad top med udsigtplatform, hvorfra der er et panoramisk blik over vadehavet, marsken med åen og saltvandsø, Højer bys profil med vindmøllen hævet over det flade landskab. Det græsklædte dige løber endeløst mod nord og syd. I tværprofil har det et karakteristisk knæk, en stejl side mod inderside, et langt moderat fald mod vadehavet, der ikke giver højvande og stormflod erosionpunkter. Uden for diget står en ny højvandssøjle, til afløsning for den ved Højer Sluse. Fire ringe bærer den, to gange for 1990, en gang for 1999, og øverst for 1981, 4,97 meter, 7 cm højere end i 1976.
Mod syd er servicevejene langs diget spærret af låger og forbudsskilte, som skal sikre fuglelivet ro. Mod nord er der derimod fri adgang på det korte stræk hen til Emmerlev Klev, hvor Højerdiget og det fremskudte dige mødes i en spids vinkel. En del fugle har søgt ly for blæsten i indermarsken, og et par rådyr i tynd sommerpels rejser sig modvilligt fra de lune pladser på digets skråning og forsvinder i lange, spændstige hop over digekronen.
Emmerlev Klev er en lav skrænt ud mod Vadehavet, høj nok til at der ikke behøves diger her. Den er en del af Hjerpsted Bakkeø, en morænebakke skabt af forrige istid, og således, efter lokale forhold, højere liggende landskab. Det betyder, at det har været et naturligt sted at anlægge gravhøje, som jeg ser, da jeg følger en cykelrutes grusvej få hundrede meter inde i landet. Heste græsser idyllisk for foden af dem. Tidligere har alt dog ikke været idyl her. Galgevej hedder en tværvej, og den største af højene bærer da også det historiske navn Galgehøj.
Fra grusvejen er der udsigt mod Sild og Rømø, færgen, i klare røde og hvide farver tydeligt synlig på lang afstand, nærmer sig Havneby i nord. Vejen trækker umærkeligt ind i landet, skærer gennem en smule overdrev og plantage, og nærmer sig så Hjerpsted med en fin lille kirke, som rager op i landskabet. Landsbyen viser sig at rumme adskillige gamle marskgårde med stråtage og patineret murværk som er en fryd for øjet. Imellem husene ligger flere små gadekær, omkranset af rør og siv, fra nogle af dem kommer høj kvækken fra padder.
Nord for byen svinger en mindre landevej ud til kystvejen mod nord. Her der flere gravhøje, de største af dem med navne som Kællinghøj, Storhøj, Pottemandshøj. Højene føjer sig ind på et par linjer, som antyder, at de kan have flankeret en oldtidsvej.
Over mit hoved har skyerne trukket sig sammen, og regn begynder at falde, men jeg kan se, at der er opklaring på vej fra sydvest. Langs kystvejen ligger flere små flækker, blot nogle få gårde sammen. Der er Rejsby-Ballum, Nørre-Ballum, Buntje-Ballum, Bådsbøl-Ballum, Husum-Ballum, Vesterende-Ballum, der er flere -Ballum’er inde i landet og det hele ender i Ballum Enge op mod Rømødæmningen. Fællesnavnet Ballum dækker alle landsbyerne, den oprindelige betydning af ordet er forhøjning. Ved Husum-Balling ligger en smuk gammel kirke, tydeligt synlig fra Rømø (vandredag 285), med hvide kalkede mure, tårn i røde mursten med stort spir. I flere århundreder hørte kirken under Schackenborg gods.
Ved Vesterende-Ballum møder jeg igen diget og ydermarsken. Vejen langs diget er flankeret af en bred afvandingskanal. Ved Ballum Sluse mødes den med en tilsvarende kanal fra nord og Brede Å fra øst. Inden jeg når så langt, har jeg set adskillige fiskehejrer jage ved brinkerne af kanalen, blot for at gå på vingerne og flytte sig få hundrede meter, når jeg nærmer sig. Der er flere hejrer i gang inde på enge, enkelte gæs her og der.
Fra toppen af diget, ved slusehuset, kan jeg se ud over Vadehavet, en stadig mere grå himmel, dis omkring Rømø og Rømødæmningen. På de yderste marskenge ser jeg adskillige store flokke af gravænder, formodentligt ikke-ynglende fugle i gang med fjerskifte. I indermarsken ses to såkaldte pumpemøller, små lave møller med fire hvide, firkantede møllevinger, lige over græsset. De er bygget efter hollandsk forbillede og havde i sin tid til opgave at pumpe fersk åvand op til kvæget. I nordøst kan jeg se mit endemål, Skærbæk, markeret af en ny attraktion: Marsktårnet.
En let regn begynder at falde, som jeg går det sidste stykke frem til Rømødæmningen. Flere svaner flyver tungt gennem luften. Jeg undgår den travle landevej og tager små veje frem mod Skærbæk. I udkanten af byen passerer jeg det 25 meter høje Marsk Tårn, der blev indviet i 2021, en udadskruet dobbeltspiral. Som jeg går det sidste stykke gennem byen, tager regnen til, blandet med hagl, og jeg ankommer ganske gennemblødt til stationen i Skærbæk.

Anne Sverdrup-Thygesen: Insekternes Planet, 32-202.
Hermann Hesse: Demian, 1-106.

This slideshow requires JavaScript.