Den orange linje viser vandring på Oksevejen. Den gule linje viser andre vandredage.  Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rundtur ved Hamburg, 59 km.
Lørdag den 31. august og 1. september 2024.

Det er en usædvanlig situation for mig, min vandredag er knapt begyndt, klokken er lidt i ni, og jeg sidder på en café med en kop kaffe. Det er et spørgsmål om tal og tidspunkter. Mandag-fredag 05:30-20, lørdag-søndag 10-18. I dag er lørdag, i Hamburg, og det drejer sig om åbningstiderne for Alter Elbtunnel.
For dog at få taget hul på dagen startede jeg dagen med at gå fra hovedbanegården til Binnenalster, den mindste af de to søer i hjertet af Hamburg. Weekenden byder på smuk blå himmel og ringe vind de fleste af dagens timer. De statelige bygninger på den modsatte promenade ligger i gyldent sollys fra øst. Søens overflade har en dyb, glinsende blå glasurfarve. Brede kanaler skærer sig ind til den gamle bymidte, og jeg følger den mest prominente forbi dyre hoteller til den centrale plads, Rathausmarkt, hvor byens rådhus rejser sig med kransekagearkitektur og irgrønne tage. Og til en tidlig pause på en af de mange caféer i byens indkøbsgader.
Således forfrisket går jeg videre gennem byens gader og følger kanalen langs brede stier og trapper, indtil jeg når Elben nær Elbfilharmonien, på kanten til det smukt restaurerede pakhuskvarter, der kaldes Hafencity. S-togene kører på en løftet højbane gennem gaderne. Ud mod floden er der en bred, hævet promenade, i samme højde som togene. Det er en smuk sommerdag, og der er allerede tæt af turister. Der ligger et par store sejlskibe, med jernskrog og høje master, ved kajen, og der er et væld af muligheder for havnerundfarter. Jeg går et langt stræk frem til Landungsbrücken i Skt. Pauli, på grænsen til Altona. Korte landgangsbroer fører ud til lange broer parallelt med kysten. For flere år siden tog jeg den hurtiggående katamaranfærge herfra og til Helgoland (vandredag 163).
Skibsbroerne flankeres på land af en lang, fortlignende bygning i lyse sten. Længst mod vest er der en bred tromleformet bygning med et lille kuppeltag. Det er indgangen til Alter Elbtunnel. Tunnellen er 426 meter lang, anlagt i en dybde af op til 24 meter, 12 meters vandsøjle over. Nu om dage benyttes den kun til gående og cyklister, men oprindeligt var den også beregnet til biltrafik, der blev transporteret til og fra gadeniveau med store elevatorer.
Jeg tager en smal vindeltrappe ned og begiver mig ind i det lange tunnelrør, der er beklædt med kakler, har fortov på begge sider og en smal asfaltbane (man skiftede kørselsretning for bilerne). Alter Elbtunnel er fra 1911 og beregnet til intern bytrafik. Der er også en Neuer Elbtunnel, fra 1975, længere mod vest og knyttet til motorvejsnettet. Musikgruppen Gnags har viet sangen Rockband på Landevejen, fra albummet Intercity (1980), til en oplevelse her.

Til bussen gik i stå i tunnellen under Elben
og til vi var registreret gik der vel et halvt minut
“Polizei” lød en stemme fra en speaker
“autohjælpen er på vej, bitte warten Sie im Auto”
og vi vented og blev sløje af luften
forestil dig larmen fra en helvedes trafik
hvide kakler, røde lygter, kultveilte, paranoia
inden i mig

Rockband på landevejen,
sidste job i et langt elektrisk forår,
syv timer til vi sku’ være klar på scenen op i Flensborg.

Efter 28 minutter kunne vi atter trække vejret,
to orangeklædte mænd i kitler trak os ud på motorvejen,
kaldte Falck og forlod os “Danke schön
tak for alt besværet und so weiter”

Der er også hvide kakler i Alter Elbtunnel, men ingen trafikos eller paranoia. Folk står fredeligt i kø ved elevatoren, en mand skruet ned i en gul torpedoformet liggecykel. Jeg har passeret Kielerkanalen ved Rendsburg under en vandring på den tyske del af Hærvejen, men denne tunnel er tydeligt længere og ender i et tilsvarende elevatortårn ved Steinwerder på sydsiden af Elben. Herfra er der et udsigtspunkt over Elben med travl skibstrafik, færgeterminalen på den anden side, byen og dens højhuse.
Foran mig ligger Norderelbe, der er også Süderelbe, og i mellem dem ligger nogle få øer, der er forbundet med broer, og samtidig stærk indskåret med kanaler, der skaber vandveje til industrierne, der præger området her. Overalt er der banespor til godstransport, “skinnetrafik har forret,” som der skiltes med. Lagerhaller, indfartsveje, lange stammer af tankvogne på skinnerne, skibscontainere, alleer af havnekraner. Jeg finder min vej mod syd, hovedsageligt ved at følge cykelruter. Selv i et så gennemindustrialiseret område er der små grønne oaser for mennesker og dyr, krat, damme, små vandløb, bevoksede kanalsider. Lystbådehavne eller kajpladser til små fiskefartøjer, en park langs en kanal, cykelstier der slynger sig gennem virvaret, sommetider på egne broer.
Omsider når jeg Elbens sydlige løb, hvor en smuk gammel bro er bevaret for cykel- og fodgængertrafik, mens bilerne betjenes af et grimt skrummel af en betonbro få meter borte, men heldigvis med vejbanen løftet højere. Fodgængerbroen er fra samme tid som Elbtunnellen og har også været brugt til biler og sporvogne. Der er et strejf af de klassiske broer fra New York, med brotårne i lyse sten og svungne buer med gitterværk i jern.
Så jeg gør landgang i bystatens Hamburgs sydlige del Harburg. Jeg har tidligere afsluttet en lang vandring langs Elben her (vandredag 478) og genkender gader, som jeg kommer frem. Byens centrum har et stærk multikulturelt præg med få meter mellem tilbudene om kebab, döner eller vietnamesisk fastfood. Selv om det er en del af Hamburg nu, har byen også en lang selvstændig historie, som afspejles i den gamle bykerne, der går over i etagebyggeri og villakvarterer, som jeg vandrer mod vest. I byens udkant rammer jeg gammel bøgeskov, og efter mere end tyve kilometer på fortovsfliser, asfalt og brosten har jeg skovsti og grus under støvlerne. Det sidste busstoppested hedder Majestätische Aussicht, om end høje træer synes at have spærret udsynet.
En fodgængerbro fører over motorvejen, der haster mod den nye Elbtunnel, og så træder jeg ind i en kuperet skov med dybe slugter, og hvor der bestemt er smukke udsigter. Det er lysåben egeskov og bøgeskov, bregnekrat i vissenbrune farver, med et edderkoppenet af mountainbike-, vandre- og ridestier. De fleste er ikke markerede på kortmateriale, så jeg finder en vej igennem ved at holde mod vest. Der er bevaret minder om minedrift i området, både i stednavne og med en lille tipvogn stående på to skinner fra en smalsporet bane. Sortmalede sten i vognen skal gøre det ud for kul.
Som jeg drejer mod sydvest kommer jeg ind i det fredede område Schwarze Berge og støder uventet på et højt hegn, toppet med tre bistre linjer udadvendt pigtråd øverst. Der kommer glade børnestemmer derindefra og jeg kan se skikkelser i skovbundens sollyse pletter øverst på bakken. En skovsti løber langs hegnet, og jeg vælger at følge den mod syd, hvilket skal vise sig at være den lange vej. Der er ingen låger derind, som jeg finder ud af, drejer det sig om en stor kommerciel vildtpark med en tilknyttet campingplads. Til sidst når jeg dog frem til hovedporten. Et skilt viser mod “odderfodringen”, men en sti fører også videre mod nordvest, over en smule åbent land med græsning og kartoffelmarker til en lille landsby, hvorfra jeg igen kan komme ind i naturparkens skove. Også her er der et væld af stier til forskelligt formål, inklusiv en arkæologisk oplevelsessti, der blandt andet byder på en udgravet bronzealderhøj, hvis omrids er angivet med en stencirkel. På en forhøjning står en gravkiste af udhulet egetræ. Man kan se tilsvarende kister, inklusive de mumificerede afdøde udstillet på Moesgård Forhistoriske Museum. De stammer fra Borum Eshøj (vandredag 176).
Langsomt tynder det ud i skovene. Der er en underskov af blåbærris, som når mig til midt på lårene. Pletvist har nogle af deres blade allerede skiftet farve til blodrød. Snart er det dog lyng, der begynder at brede sig på skråningerne. Dagens sidste kilometre løber gennem Fischbekertal, som er en tragtformet dal med skov øverst på dalsiderne og et tæppe af blomstrende lyng, som dækker dalbunden.
Snart genfinder jeg pælene, der bærer en cirkel med et H i midten. Sidste år gik jeg et afsnit af Heidscnuckenweg over denne hede, i modsat retning, på vej mod Buchholz og Lüneburger Heide. Der er ingen indhegninger, ingen tegn på får eller geder. I stedet bærer vegetationen præg af mekanisk pleje: Over store områder står lyngen knæhøj, på mindre arealer er den blot ankelhøj og på skråningerne kan jeg se slåede polygoner, der næsten fremstår som bart sand. Grusvejene er velholdte, næsten velplejede som parkstier. Der er da også adskillige andre vandrere på færde, og de hyppige bænke har høj belægning. Lyngfladen er holdt åben, blot få ege og birke er rykket ind.
Alt for hurtigt når jeg spidsen af tragten og passerer et tyndt skovbælte, inden jeg står på gaderne i Fischbek. Tydeligvis var det oprindeligt en mindre landsby, men nu er det en udflytterforstad til Hamburg. En lang række af parallelle blokke følger en slynget vej ned mod S-togs-stationen, kun et læbæltes træer mellem boliger og skinnerne, lige akkurat uden for bebyggelsen. Muslimske familier går tur i den sene eftermiddag, ældre ægtepar, hvor kvinden bærer hovedtørklæde og manden er iklædt slidt jakkesæt. Jeg slår mig ned på en stationsbænk og venter på det næste tog. Mine kommende medpassagerer er adskillige yngre mennesker, der ser lokale ud, og et par unge fyre med vandrestøvler på. Gennem træerne kommer lyden af arabisk popmusik fra blokkene.

Da jeg næste dag genoptager min vandretur herfra, ser jeg fra perronen ud over et pandekagefladt landskab, Elbmarsken, her i en bredde på syv-otte kilometer ud til den store flod. Et netværk af parallelle grøfter afvander det store område, og de få markveje ud mod kysten er som trukket efter en lineal og med halvfemsgraders knæk i stedet for runde sving. Nogle steder er markvejen kantet af tykke gamle egetræer, dette års grønne agern drysset ned på vejen. På et enkelt engstykke ligger slået græs i lange rækker, og en krydret duft af hø breder sig.
Små flokke gæs og ænder flyver over himlen. Ude på engen letter en grå fiskehejre og en hvid sølvhejre fra samme grøft. En musvåges sonderende skrig genlyder i en anden rytme end gåseflokkenes afmålte kald. En ravn giver lyd fra sig fra en usynlig position i et trækrone. Tagrør og dunhammere kanter grøfterne, snerlens hvide trompeter vender sig mod vejen. Et opslag advarer om, at der er hyrdevagthunde i området, så formodentligt er der lejlighedsvise besøg af ulve. Et langt kig over marsken rækker helt til flokken af havnekraner ved Hamburgs havn.
Der er bredere opsamlingskanaler og små damme. Et større engområde er tydeligvis sat under vand med vilje (eller bragt tilbage til oprindelig tilstand ved hjælp af sløjfede dræn). Gæs søger føde nogle få stykker ad gangen, blishøns holder sig for sig selv, flokke af gråænder går på vingerne i én bevægelse, de svirrende vingeslag skaber en fælles brummen som en bikube.
Markvejene fører mig til landsbyen Rübke, præcist samtidig med at en parade af traktorer kører igennem byen som led i en lokal høstfest. Der er forskellige udstillinger på de efterspændte ladvogne, og børn og voksne fylder rummet mellem køretøjerne. Mange af børnene har trækvogne med deres egne små udstillinger, og på en eller anden måde har en voksen mand i et Nuser-kostume fundet plads mellem majsen på en ladvogn.
Jeg følger landevejen mod floden. Der er mange æbleplantager her, store tunge æbler sidder tæt. Ved en gård er der opstillet en stor automat med mange små bokse, hvori lokale produkter faldbydes, lidt som mange bagerier engang solgte daggammelt wienerbrød. Jeg studerer udbudet, æbler pærer, honning, hjemmelavet marmelade og andet… bestemmer mig til sidst for en flaske med Süßkirschsaft, som bliver min for tre euro.
Forude ligger de to byer Neuenfelde og Finkenwerder, bundet sammen af den store Airbusfabrik med egen landingsbane. Finkenwerder har også en Landungsbrücke, ental denne gang, en prunkløs trækonstruktion. En pæn flok mennesker venter på den røde passagerfærge, der er ved at lægge til, og jeg slutter mig til dem. Hamburg har en betragtelig færgetrafik på kryds og tværs af Elben. Fartøjerne ser små ud, men har to dæk og kan vel rumme et par hundrede passagerer. Ligesom mig søger mange af dem op på det øverste åbne dæk. Bænkene er optagede, så jeg stiller mig hen i forstavnen for at nyde udsigten og bliver belønnet med rigeligt skumsprøjt, når færgen pløjer ned gennem Elbens midte.
På nordsiden af floden kan jeg se rækker af huse med korte stræk af badestrand foran. Det er Blankenese, som jeg for år tilbage kom igennem på en vandring fra Wedel til Hamburg (vandredag 287). Færger lægger til flere steder på den nordlige bred. Flere steder er der også historiske skibe, et fyrskib, en russisk ubåd, store og små både og pramme, hvor af mange tjener til restaurationer og caféer. Hyppigheden af de små passagerfærger stiger, blå, gule, grønne, hvide, som tropiske sommerfugle. Højere byggerier rejser sig, Elbfilharmoniens karakteristiske bygning, inspireret af fortidens sejlskibe dominerer den østlige horisont.
Så er det Landungsbrücken, flankeret af Elbtunnellens elevatortårn. Jeg følger passagerstrømmen ud og står igen på havnepromenaden, tilbage blot de sidste par kilometer gennem Hamburgs bymidte til hovedbanegården og mit tog nordpå.

Siegfried Lenz, Der Geist der Mirabelle: 48-87.
John Wyndham, The day of the Triffids: 1-233.

This slideshow requires JavaScript.