Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Solbjerg-Stilling Sø, 22 km (527).
Lørdag 5. januar 2025.
Indtil sidste kommunalreform var Hørning hovedbyen i kommunen af samme navn. Siden blev den indlemmet i Skanderborg Kommune. Det var status som stationsby, der gav størrelse til at kunne berettige en selvstændig kommune. Byudviklingen er for længst flyttet til Århusvejen nord for jernbanen, men der er stadig træk af en gammel hovedgade ud mod perronerne.
Uden for bygrænsen møder jeg et hvidt vinterlandskab – lige akkurat. Et tyndt lag sprød frostsne ligger over markerne, grønt græs skinner igennem. Det er en smuk vinterdag med høj sol, drivende skyer på en blå himmel, is på pytterne og ingen nedbør, næsten ingen vind.
Jeg følger en landevej mod vest, gennem et fladt landskab med små skove og marker uden afgrøder eller husdyr. Mellem Hørning og Skanderborg ligger Stilling med en lille stenkirke i udkanten af bebyggelsen. Byen ligger på de høje skrænter ned mod den vestlige ende af Stilling-Solbjerg Sø. Små gader leder ned til en sti langs bredden af søen, forbi ældre villaer og nybyggeri med mere på vej fra byggepladser.
En bræmme af plæne fører hen mod søens brede ende i vest. Der er flere små badebroer undervejs, små grupper af ænder, glasklar is, solstråler spejlet i vandoverfladen. En høj fredet skrænt holder villaerne på afstand af søen. Store partier er bevokset med høje enebuske. Barnestemmers frydefulde angstskrig kommer fra et kort stræk af skrænten, der tjener som kælkebakke, med en næsten tres grader vinkel. Mor! Far! lyder det insisterende og stolt. Heldigvis vinder plænen stærkt i bredde her, så der er ingen fare for at kælkene ender med vandgang. Høje rør spærrer udsigten over søen, men en lang træbro med en platform giver behagelig mulighed for dobbeltudsigt over vandet, og tilbage mod skrænten. En par bøjer duver på bølgerne, måske i forbindelse med den vandskiklub, der holder til her.
Denne del af søen er ejet af en borgerforening, som også har opstillet informationstavler, som videregiver en gammel historie om en nedsænket skat i søen, kongens mønt, skjult for fjenden under svenskekrigene. Ingen har dog fundet den.
Syd for søen er der høje, skovklædte skrænter, med en smal landevej for foden. En fiskehejre letter fra rørene, som jeg begynder at gå mod øst. Ude på vandet ligger en jolle, to urørlige skikkelser siddende, to fiskestænger.
Sydvest for søen snor landevejen sig op ad høje bakker. En sidevej fører op gennem den tilstødende Pilbrodal, hvorfra en sti giver adgang til områdets højeste punkt, Ørnekol, 128 meter over havets overflade (vandredag 85). I dag fortsætter jeg dog langs landevejen og bliver snart belønnet med en storslået udsigt. Solbjerg-Stilling Sø ligger i en smal ådal, på det smalleste, midterste, stræk fylder søen ådalen fra dalside til dalside, en struktur der står knivskarpt aftegnet foran mit blik øverst på dalsiden, smuk vintersol over landskabet.
En sti giver mulighed for at gå ned til søbredden. Der er nogle få trappetrin, men ellers er det glat mudder. Et lille træ, overdådigt overvokset med vedbend hælder ud fra skovbrynet, og trampestien slår en elegant bue uden om. En smal åbning i krattet giver adgang til en mudret søbred og udsigt over den smalle sø. Skrænten på den anden side er lavere, men stejl nok til at have bevaret en smal stribe skov, hvor blå himmel kan ses gennem grenværket.
Tilbage på landevejen følger jeg den, som den når plateauet og trækker bort fra søen. Der er langt mellem gårdene, og store åbne marker, med en følelig vind og vintersolen lavt, det hvide landskab, spættet med grønt under sneen. Landsbyen Vitved samler flere gårde omkring en indre fælled med et stort gadekær, overtrukket med glasklar is. Herfra er der en lang jævn skråning frem mod søens østlige ende, gennembrudt af en lavning omkring en bæk ud mod søen. Kær og enge dækker det laveste terræn, en fiskehejre flytter sig i en kort flugt, og et blandet kor af vandfugles kald kommer ude fra søen.
Som jeg kommer op fra lavningen, er det på ny med panoramisk udsigt over søen, omridset af et lille næs klart markeret. Forude ligger Solbjerg, med offentligt område ud mod søen, fladt græs og krat, små træbroer over et par små vandløb. Nogle få skalleslugere holder til nær bredden og længere ude har en stor flok blishøns samlet sig. Ved den lokale roklub er der gang i saunaen, en af den sjove slags der ligner en kæmpestor tykmavet trætønde.
En kort stykke følger jeg den travle landevej mod Århus, men heldigvis kan jeg snart dreje fra og gå mod vest, mod landsbyen Blegind. Undervejs passerer jeg Århus Å, der udspringer fra Solbjergs Sø og i en stor bue løber frem mod udløbet i Århus havn (vandredag 188). Åen er endnu ganske smal, kantet af to linjer lave træer, i hvis læ et par sorte heste græsser, de eneste dyr jeg ser i det åbne land denne dag.
Blegind har en fin lille landsbykirke, med kalkede mure og rødt teglsten. Landevejen fører videre til Hørning, men jeg foretrækker den mindre og længere Søvej. Landet er fladere end syd for søen, med en lavere skrænt ned mod vandet. Ude fra søen kommer det højrøstede kor af ænder, gæs og måger, på land må jeg nøjes med en enkelt krage, som pirker i grønsværen uden at tabe mig af øje.
En kort grusvej fører ned til det gamle færgested, der er bevaret som offentligt badested, med borgerforeningens skilte. Grusvejen er grundigt tiliset, så jeg må vælge mine trin med omhu og ud i den knudrede vejside for sikrere vejgreb. En jolle er trukket på land, en redningskrans hænger på en stander og en lille træbro fører ud i vandet. Søen er på sit smalleste her, midtvejs mellem de to byer. Landet er højere på den anden side, en fin gammel bygning med skovklædt skrænt i baggrunden må have været færgekro i sin tid.
Med vintersolen lavt på himlen drejer jeg om på hælen og går de sidste kilometer stik mod nord, indtil jeg igen når Hørning og perronerne ved den gamle hovedgade.
Peter Watson: The Age of Nothing, 417-439.
Jyske Vandreture 