Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur SV for Harlev, 25 km (529).
Søndag den 9. februar 2025.
Forstaden Harlev ligger yderst i Århus’ bybusnet. På tærsklen til den store fredning af Lillering Skov og tilstødende partier af Århus Ådal. De seneste år er der etableret et forgrenet stisystem her under det fælles navn Tåstruplandet, efter en af områdets landsbyer.
Jeg går gennem en stribe lavt byggeri, der står som et plankeværk, ud mod det dyrkede land øverste på den nordlige dalside. Herfra fører en grusvej over til skoven. Himlen er grå over mit hoved, det er et par grader over frysepunktet, men heldigvis uden stærk vind.
Et tyktstammet egetræ vogter over indgangen til skoven. Jeg kaster et sidste blik på den panoramiske udsigt over ådalen, præget af store og små skovstykker på skrånende dalsider, dyrket land ned mod enge og kær. Skoven er løvskov, eg og bøg, meget af det unge slanke stammer. Små bække og moser præger skovbunden. Store og små sten ses alle steder. Det er en af begrundelser for fredningen her: Istidens stenbestrøninger. I århundredernes løb er istidens efterladte sten de fleste steder samlet ind og brugt i menneskelige konstruktioner, gravhøje og stendysser er blevet ribbet for sten, endog runesten er røget med, sidstnævnte især til kirkerne for en demonstration af overvundet hedenskab. Adskillige steder her på egnen, især i skovene, ligger stenene imidlertid stadig, hvor de faldt da isen smeltede væk. Stenene er prydet af prægtige lag af grønt mos. Pludselig genlyder skoven af en spættes hidsige salve. Det er den første af adskillige spætter, jeg hører denne dag. Det virker, som om ingen skov er for lille til at huse sin egen spætte.
Jeg følger skovveje og trampestier ned ad den lange skovklædte skråning, hvor væltede træer får lov at ligge uberørte på skovbunden. Som jeg nærmer mig dalbunden, bliver min vej dog blokeret, den mudrede sti fører gennem et sumpkrat med store oversvømmelser. Lave skravlede træstammer, forvredne og mosklædte, deler pladsen med store tuer og sort vand, der strækker sig så lang ind i krattet, jeg kan se. Høj vandstand og dybt, sugende mudder, selv med gummistøvler ville det være en udfordring. I stedet går jeg tilbage i mine egne spor og finder en anden vej højere på bakken, som leder mig ud til landevejen ved det vestlige skovbryn.
På den lange skråning er der små runde bakker af den slags, som kaldes hatbakker, også et produkt af istiden. Som jeg går ned mod dalbunden løber små kløfter og levende hegn mellem frodige græsstykker mod øst. Et sted derude ligger Tåstrup Sø, skjult bag træer. Ved en lille parkeringsplads er der opstillet en informationstavle, og en trampesti fører ud til et nyetableret fugletårn. Vejen derude går gennem et endnu større sumpkrat, end det jeg mødte tidligere. Heldigvis er der etableret lange plankebroer, så jeg går tørskoet over de glatte planker, sort vand og uigennemtrængeligt krat på begge sider. Fra fugletårnet er der udsigt over udstrakt rørskov, ganske uden åbent vand i syne. En plakat med “fugle du kan se her” lokker med et billede af en rørdrum. Det er nu en ravn, jeg hører kalde fra et en skjult position.
Først da jeg kommer tilbage på landevejen og kommer op på højere land, kan jeg se et glimt af søen nede på dalbunden. Jeg tager Hundelufterstien op over det øverste af bakken, en næsten usynlig trampesti langs et læhegn. De glinsende røde bær på en busk står i smuk kontrast til den grå himmel, den saftigt grønne vinterafgrøde på marken, og et mørk skovbryn.
Som jeg går mod vest, nu oppe på plateauet, kan jeg se en skovklædt bakkekam i syd. Det er Bjørnebjerge, områdets højeste punkt (vandredag 296). I landsbyen Stjær giver jeg mig tid til at beundre den lokale kirke i klassisk stil med et skib i kvadersten, et hvidkalket tårn og røde teglsten på taget. Dørkarmene er kantet af imponerende relieffer, hvor engle kæmper mod løver.
Stadig oppe på det høje land vandrer jeg stik vest til landsbyen Søballe, der ganske rigtigt ligger nær en sø i dalen mod nord. Dalen er en forlængelse af Århus Ådal, som strækker sig videre til Ravnsø og Knudsø ved Ry (vandredag 508). Engang løb der smeltevand her. Gammelgård Sø, som den hedder afvandes til Gudenåsystemet, mens Tåstrup Sø i øst afvandes til Århus Å. Et sted på dalbunden er der et vandskel.
Der er flere afmærkede vandreruter her. I første omgang går jeg gennem skov ud til Gammelgård Sø. Der er ingen mangel på rørskov her, men også åben søoverflade synligt fra bredden. Et sted fra kommer blishøns korte båt, og måger skriger over mit hoved.
Den afmærkede sti tilbyder en snørklet rute over dalbunden, hvor små skove veksler med enge og kær. En bæk har skåret en lille kløft ned i terrænet, med masser af sten i vandløbet og nær bredden, med en smal stribe skov på begge sider, noget der kendes som galleriskov andre steder i verden. Ved en lille sø ligger et lavt shelter med egen bro. En lille flok broget, langhåret kvæg hviler på nedtrådt grønsvær nær en gård. Deres flegmatiske blikke følger mig, som jeg passerer.
Andre arbejder hårdere for føden. Som jeg går op ad dalsiden hænger en tårnfalk i luften med svirrende vingeslag, skifter position med korte ryk eller en længere flugt i elegante buer. Andetsteds flytter en flok stære sig nervøst på marken.
Øverst på bakkesiden ligger landsbyen Storring. I landsbyens udkant viser et skilt af til Kjærlighedsstien. J’et må borge for gammeldaws romantik. Som jeg følger den, kommer jeg da også forbi en bænk med panoramisk udsigt over ådalen, dernæst til en park med figurklippede bøgehække og store plæner, egentlig en stor gammel præstegårdshave. Gul erantis og hvid vintergæk blomstrer over alt.
Ved en lille plads i landsbymidten står en mindesten for Genforeningen, klods op ad en eg med en tre fod tyk stamme, plantet i samme år. Med hundrede år på roden er det efter egens målestok stadig en teenager. De ærværdige gamle egeoldinge ser man i Jægerspris og andre steder (vandredag 206). Over for genforeningsstenen ligger kirken, i historicistisk stil med røde mursten, langt yngre end middelalderkirken i Stjær, hvis hvide tårn tydelig ses på den anden side af dalen.
Ad småveje og stier finder jeg vej langs dalsiden, indtil jeg igen når landevejen ved Lillering Skov og kan færdiggøre den rundtur, jeg påbegyndte for adskillige timer siden. Hvor jeg forlader skoven løber en snorlige jordvej gennem landskabet. Det er en fragment af den gamle Hammelbane, mellem Århus og Hammel. En større strækning af den gamle bane er bevaret som en del af Brabrandstien, der fører helt ind til hjertet af Århus, hvor den gamle stationsbygning stadig består, om end stærkt ombygget.
Fire-fem huse bestod Harlev af, da banen kom, læser jeg på en informationstavle. Anderledes store forhold var der ved den næste station i Lillering, hvor man rådede over et skur til bøndernes grise og kvæg, så de kunne blive standsmæssigt sendt af sted til havnebyens slagtehuse.
I dag er forholdene anderledes, der bor næsten firetusinde mennesker i byen. Og selv på en søndag er der to busafgange i timen mod Århus.
Jyske Vandreture 