Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur nord for Silkeborg, 37 km (531).
Søndag den 9. marts 2025.
Morgenens tåge er ved at være brændt væk, da jeg påbegynder min vandredag sidst på formiddagen. Som jeg forlader stationen i Silkeborg og benytter den nedlagte Gjernbanes bro til at krydse Gudenåen, får jeg et langt kig op mod åhavnen og kan se et let slør omkring højhuset på papirfabrikkens gamle grund. Men intet kan holde solen tilbage i dag, det bliver en smuk forårsdag med blå himmel og solskin.
En ny indfaldsvej har erstattet den gamle banesti langs Nordskovens nordlige skovbryn skovbryn, så jeg går ad skovstier oven for skrænten med et kig ned på banegraven, hvor biler har taget skinnernes plads. Som jeg går mod øst afløses den gamle løvskov af fyr og gran, og der er lyngtotter på den karrige skovbund. Snart når jeg frem til den bevarede banestis smalle bånd af asfalt. Gjernbanen kaldes den, selv om den forsvundne jernbane ikke bare rakte til Gjern (vandredag 88), men videre til Laurbjerg og Langå (vandredag 89).
Motorvejen mellem Århus og Silkeborg er ført gennem Nordskoven på en høj dæmning, og et stræk hvor vejbanen bæres af søjler. Banestien har sin egen lille tunnel i dæmningen. Lyng bliver stadig mere fremtrædende, og de høje graners stammer er ikke tykkere end en mands arm. Området er Hårup Sande, et tilplantet indsande, og jorden er derefter. Klods op ad banestien er der bevaret et stort rektangel med hede med nogle få indvandrede nåletræer. Folden står tom og venter på sommerhalvårets fåreflok.
Jeg er nået til forstaden Resenbro og bryder væk fra banestien for at gå mod broen over Gudenåen. Den store å trækker en bred bræmme af kær og enge gennem landskabet, og de skovklædte dalsider er trukket langt væk fra vandløbets leje. Under den høje middagssol får åens vand en kold blå glasurtone, blegnede siv, rør og græsser langs brinkerne. Jeg slår ind på den lille landevej på den anden side af broen, der følger Gudenåens store bue mod nordøst.
Ude på åen ligger der hvide svanepar, ænder og gæs. En fiskehejre letter og flyver bort med tunge vingeslag, lavt over vandet. Lange stræk af plankebroen der udbedrer Trækstien langs åen kan ses som en endeløs slange derude (vandredag 316). Landevejen løber, hvor kærene møder dalsiden med egekrat, overdrev og plantager. Jeg drejer mod vest, hvor en lang endeløs stigning fører op fra dalbunden. Som jeg når det åbne land og plateauet, krydser jeg mit spor fra en tidligere vandretur (512) og passerer en trampesti over til den lille mose, hvor Grauballemanden i sin tid blev fundet.
Nogle få heste holder til i en fold. Hvor terrænet flader ud, møder jeg nybyggede parcelhuse, det yderste af Silkeborgs ekspanderende bymasse. Flere byggegrunde er ved at blive forberedt for kloakering, alliker og råger er allerede flyttet ind. Her møder jeg hovedvejen mod Randers, travlt selv på en søndag, og følger den hen til Grauballe, hvorfra det totusinde år gamle lig i tørvemosen hentede sit navn, før det flyttede ind på museet i Silkeborg.
Herfra slår jeg ind på smalle landeveje mod de små landsbyer Nisset og Lemming. Det er åbent, dyrket land, store marker, lange læhegn og små skove og moser. Undervejs møder jeg små flokke af knopsvaner med røde næb og store flokke af sangsvaner med gule næb, som deler de grønne vinterafgrøder på markerne mellem sig.
Lemming Skolevej hedder vejen, der fører fra Nisset, forbi kirken i udkanten af Lemming og videre. Min barndoms babysitter boede i Nisset, skolebussen kørte på disse veje, jeg gik til konfirmationsforberedelse i kirken, med dens kampestensmure og teglrøde tårn. Som det ofte er tilfældet med barndomserindringer, er kirken langt mindre i virkeligheden, end jeg husker den.
Lemming Brovej fører ganske rigtigt til Lemming Bro, på bunden af en smal, dybt nedskåret ådal. Endnu en nedlagt jernbane har fået nyt liv som banesti her. Det er Kjellerupbanen, der gik videre til Rødkærsbro og mødte tværbanen mod Struer. I alt fire nedlagte jernbaner med tilhørende banestier byder Silkeborg på (vandredag 136).
I sin tid lå der et dambrug her, men det og flere andre er blevet sløjfet i forbindelse med genopretning af natur, som også indebærer genslyngninger af åen og stenbanker. Banestien fører helt til Silkeborg, med et meget smukt stræk på de første kilometer gennem den snævre ådal, hvis sider kan betragtes gennem det bladløse grenværk på træerne langs vejkanten. Solen står lavt i sydvest, og jeg går med et skarpt blændende lys foran mig, et blødt, gyldent lys bag mig, som jeg ofte vender mig om og betragter.
Ved Lemming Bro er ådalen omkring Lemming Å på sit snævreste, med skovbevoksede dalsider. Hvor der er en smule flad dalbund, er den dækket af sump og kær. Langsomt åbnes dalen ud, først med afgræssede bakkesider og dernæst i et åbent, let kuperet landskab, der går over i opdyrket land, med gårde højere på bakkesiderne. Der er stadigt store områder med kær og enge omkring åen.
Få kilometer fremme krydser banestien hovedvejen mellem Silkeborg og Viborg i udkanten af landsbyen Skægkær, hvor jeg gik i skole i sin tid. Banen følger fortsat Lemming Å opstrøms, så vandløbet skrumper til bæk, med smalle enge, snarere end brede kær, fladere, dyrket land, en enkelt gravhøj på det højeste punkt i landskabet. På en solskinssøndag er der en vis trafik af cyklister, en eller to ad gangen, fodgængere, hundelufter, par med barnevogn og små børn.
Som jeg går gennem landsbyen Øster Bording, passerer jeg nybyggede parcelhuse, små røde træpæle afmærker byggegrunde med til salg-skilte. En ældre villa i røde mursten skiller sig ud. 1923 står der på fronten, det er den gamle station, sammenbygget med det obligatoriske pakhus. Det ser hyggeligt og velholdt ud.
Syd for landsbyen passerer jeg endnu engang motorvejen. Ligesom Gjernbanestien har Kjellerupbanestien sin egen lille tunnel gennem den høje jordvold. På den anden side af motorvejen møder jeg straks Silkeborgs rastløse vækst mod nord med parcelhuse, rækkehuse, små boligblokke. Der er sket meget, siden jeg sidst var på disse kanter. Heldigvis består der en bred grøn korridor omkring banestien, som også forbinder bidder af plantage, små søer, moser og enge, mens bakkerne vokser omkring stien, som den langsomt arbejder sig ned til dalbunden i Silkeborgforstaden Lysbro. Solen står lavt på himlen, direkte aftenlys snart spærret af store træer på højere terræn. Jeg kigger efter rådyr på steder, hvor jeg tidligere har set dem, men ikke i dag.
Med en smule aftenlys tilbage når jeg Lysbro og følger indfaldsvejen gennem plantagen i retning mod Silkeborg. Mine øjne vænner sig umærkeligt til den begyndende skumring, men det røde lys på den første lyskurve langt fremme brænder med en stærkere intensitet, der fortæller, at det er tidlig aften. Snart efter sætter jeg igen støvlerne på fortovsfliser, og stationen er få hundrede meter borte.
Peter Watson: The Age of Nothing, 515-566.
Jyske Vandreture 